Tjen på din viden – giv den væk

Dagens bedste blogoplevelse fik jeg, da jeg tjekkede min feedliste i Google Læser og så indlægget “Sådan opretter du en kampagne i LinkedIn”.

Det er en særdeles god og grundig indføring i emnet – og en opvisning i eksemplarisk videndeling. Med den blogpost i hånden kan du fluks gå i gang med at oprette kampagner på LinkedIn, der er uomgængeligt for firmaer og professionelle, bl.a. kommunikatører, der arbejder digitalt.

Artiklen har taget længere tid at skrive og vidner om viden, der baserer sig på erfaring. Fri og tilgængelig for enhver, som vil give sig i kast med LinkedIn – eller burde gøre det, fordi det er det hastigst voksende sociale netværk pt.

Kort sagt: news you can use.

Troen på egen viden
Den er forfattet af Martine Gjede, ansat i firmaet Atcore, som rådgiver om markedsføring via sociale medier. På firmaets blog er der næsten hver dag praktiske tip og anvisninger til, hvordan du arbejder med marketing.

“Jamen hov”, tænker du måske umiddelbart: “hvorfor giver de deres viden væk, når de lever af at bibringe andre den viden? Undergraver de ikke deres egen forretning”.

Nej, Martine og hendes kolleger viser, hvad de kan, og hvad de ved. Dermed er det nemmere for eventuelle kunder at vide, hvad de kan få, såfremt de kontakter Atcore.

Desuden ved Martine & Co, at markedsføring via LinkedIn er så meget mere end blot at oprette kampagner – og det vil de, der læser deres guide, alligevel finde ud af, når først de går i gang – og spørgsmålene om praktiske småting melder sig.

Og så kan Atcore tjene penge på at stille sin viden til rådighed :-).

Lær af Martine & Co
Det kan vi alle lære af. Gem ikke din viden væk. Sæt den i spil. Del ud af din viden – og vis hvad der er din værdi.Det gælder både individer og organisationer.

Sværere er det ikke.

Relaterede indlæg

Vinduet er lukket for læserblogs på store medier?

Først et tillykke til Urban med at deres blogunivers, Urbanblog, nu har rundet de 5.000 brugere, som de skriver i et nyligt udsendt nyhedsbrev til deres bloggere.

I skrivende stund er der 5.027 bloggere på gratisavisens blogunivers, der i øvrigt kører WordPress ( sæføli ; -) )

De har øjensynlig skabt et frodigt univers med blogs, hvoraf nogle bliver præsentereret i den trykte avis. Desuden bringer avisen anbefalinger fra bloggerne.

Urbanblog er det ene af de store landsdækkende blades bloguniverser. Det andet er Nationen på Ekstra Bladet. Derudover er der Avisen.dk’s blogunivers – tidligere Nyhedsavisen – og ellers glider det mere over i regionale bloguniverser, DitCentrum hos Nordjyske, Xtrablog hos Fyens Stiftidende og JydskeVestkystens Minblok.dk. Endelig er der selvfølgelig TV2-blog

Den opmærksomme læser af nærværende blog vil så sige:

Yo Kim, var det ikke det, du skulle gøre på Politiken.dk, da du blev ansat for 2 år siden ?

Jo, det var det , men det bliver der ikke noget af – i hvert fald ikke i den form, som de andre gør det.

Jeg synes, at erfaringen er, at det fungerer bedst på nichemedier – fx. Ingeniøren og Computerworld – samt lokale medier, mens – sorry Nationen og Avisen.dk – at det fungerer knap så godt – hvad angår kvalitet på større landsdækkende medier.

Skulle vi gå i gang nu, ville det være svært at pege på årsagen til at folk skulle rykke en blog over til os. Hvor skulle vi diffentiere os fra de mange tilbud, der er – Blogger, WordPress.com + de ovenfor nævnte ved at åbne op for alle til at oprette en blog?

Vi kan hive folk ind via Twingly.com – vi kan spørge ud, hvis vi vil, til “blogosfæren” om svar på konkrete spørgsmål – eller vi kan gå ud og spørge folk, om de vil oprette en blog hos os og blogge om et konkret emne.

Dvs en adgang til vores blogunivers, hvor vi redaktionelt udvælger folk. Vi gør det ikke i stor stil, men har fx. den vej rundt fundet danskere i USA, der blogger på bloggen af samme navn op til valget i USA .

Som blogsituationen er i DK nu, tror jeg ikke, at det vil være merværdi i det for Politiken.dk at åbne et blogunivers for alle og enhver.

Det kan sgu godt være, at Thomas Mygdalhar ret i, at medierne – udelukkende – skal koble sig på samtalen ude i blogosfæren frem for at ville have folk til at oprette blogs på egne medieplatforme. Dog mener jeg ikke, at det er en kriminel tanke fra mediernes side ;-´) – især ikke hvis brugerne bliver til deltagere og deres skriverier bliver brugt seriøst af medierne.

Imidlertid skal den tænkes anderledes , hvis den skulle introduceres nu.

Jeg tror dog at vi på Politkien bør holde os til at fokusere på et redaktionelt blogunivers.

‘Det er muligt, at jeg overser en model brugt andetsteds på nettet . Hvis I kender den, må I gerne dumpe et link i kommentartråden.

Relaterede indlæg