Nyttig “gør det selv-bog” om sociale medier

Står du og skal beslutte dig for, hvordan og i hvilket omfang, du skal kommunikere via sociale medier – eller har du en række kolleger, som skal have en introduktion til digital kommunikation, så er Trine Nebels  “Dit omdømme på sociale medier” bogen. Den udmærker sig ved at beskrive udfordringerne i et klart og forståeligt dansk – og ved hele tiden at understrege: vid hvorfor du vil kommunikere via sociale medier.

Sneblindhed.

Det kommer jeg tit til at tænke på, når jeg af andre kommunikatører bliver bedt om at fortælle om , hvordan man kommunikerer

via “de dersens sociale medier” , der er etableret her , der og alle vegne – og bare bliver ved med at knopskyde. Det er som sagt oftest andre kommunikationsuddannede med flere års erfaring, der spørger.

Men når de skal til at bruge sociale medier i kommunikation , bliver de slagen med en slags sneblindhed. Der er så mange social kommunikationskanaler, at de mister orienteringen.

Her er det godt at kunne anbefale dem Trine Nebels bog “Dit omdømme på sociale medier”. Det er en nyttig bog for de, der er nybegyndere udi digital kommunikation via sociale medier og som har brug for et par snebriller, der skærmer dem mod sneblindheden.

Både i forhold med hvilke værktøjer de skal agere, og hvordan de skal agere.

Trine Nebel er selvstændig rådgiver og kommunikationskonsulent med speciale i omdømme og retorik samt taleskrivning. Det mærker man tydeligt bogen igennem, velskrevet og ligetil som den er.


Pædagogisk gennemgang
Trine Nebel går pædagogisk til værks – bl.a. med en gennemgang af de alle forskellige kanaler og værktøjer, som den professionelle kommunikatør kan betjene sig af og bør kende til for at kunne vurdere dem ud fra deres styrker og svagheder: Facebook, LinkedIn, Twitter, blogs, Pinterest, YouTube, Google+

Heldigvis – noterer jeg som blogaficinado – giver hun blogmediet en ekstra grundig gennemgang med fokus på, hvad en blog kan gøre for en person eller organisation; skabelse af egen platform og kontrol med aflevering af budskabet. Hun glemmer selvfølgelig ikke faldgruberne: det tager tid at opbygge et forhold til læserne, og bloggen skal vedligeholdes. Rart at se at mediet ikke dømmes ud – bare fordi at blogs har været på banen i 15 år nu.

Læseren blive

r også introduceret til tjenester, som gør det muligt at overvåge, hvad andre siger om dig eller din virksomhed på nettet samt værktøjer til at engagere din målgruppe: e-bøger, nyhedsbreve.

Det sker med kort og koncise beskrivelser af de enkelte værktøjer – og hvordan de bør bruges.

Det er en af styrkerne ved “Dit omdømme på sociale medier”. En overskuelig introduktion til hvad du har at arbejde med , når du står overfor bestemte udfordringer. Og hun kommer hele vejen rundt: lige fra snakken om, hvordan du skaber den virale video til virkemidlerne i den præsentation, der gør, at du bliver husket.

Du kan lade bogen stå i din reol og vende tilbage til den senere – og slå op under fx “Find dine sociale nøglepersoner” og så læse om, hvordan du finder de rette personer inden for din virksomheds branche , som du skal i dialog med. Altså, en opslagsbog for læseren.

Den pædagogiske tilgang bliver understreget af, at hvert kapitel bliver afsluttet med en opsummering af kapitlets hovedpointer stillet op i punktform som udsagn eller spørgsmål, hvilket fungerer rigtigt godt som en tjekliste til læseren.


Hvad er det, som du kan tilbyde modtageren af merværdi – som hun ikke kan få andre steder, – og er du bevidst om, hvad det kræver af din organisation at åbne for dialog, såsom at lytte til og svare på kritik.
Den største styrke ved “Dit omdømme på sociale medier” er imidlertid, at Trine Nebel fra starten punker læseren for at stille de rette spørgsmål til sig selv: hvorfor vil du kommunikere via de sociale medier?

Det er jo af de spørgsmål – hvor banalt det end kan være – som oftest er sværest at stille sig selv – eller sin direktion – når organisationens budskaber skal deles via sociale medier . Alle vil gerne være der: have en Facebookside, en Pinterest-konto eller en Twitterkonto.

Hvorfor ?

“Fordi det har de andre” – og så er den debat mange gange lukket.

Heldigvis ikke i Trine Nebels optik. Hun holder fast ved – bogen igennem – at sætte indsatsen på sociale medier op mod, at du husker stille spørgsmålet løbende, så du ikke bevidstløst løber afsted og spilder kundernes tid. Sociale medier er ikke en mirakelkur, understreger hun.

Derfor kan en succesfuld brug af bogen sagens være, at du foretager kommunikative fravalg og eksempelvis dropper Facebook for kun at fokusere på blogs og en aktiv Twitterkonto.

Succeskriteriet for forfatteren er ikke, at vi som kommunikatører skal have os selv eller vores organisation ud på alle platforme – kun dér hvor vi har noget at fortælle, som hjælper modtageren helt konkret.

Følger alle organisationer og virksomheder dét råd, så er meget vundet.

Mit råd er: anskaf dig bog , hvis du er ny udi digital kommunikation på sociale medier eller har kolleger, der skal introduceres til det. I bliver godt hjulpet igang af Trine Nebels fine lille bog.

Relaterede indlæg

Tjen på din viden – giv den væk

Dagens bedste blogoplevelse fik jeg, da jeg tjekkede min feedliste i Google Læser og så indlægget “Sådan opretter du en kampagne i LinkedIn”.

Det er en særdeles god og grundig indføring i emnet – og en opvisning i eksemplarisk videndeling. Med den blogpost i hånden kan du fluks gå i gang med at oprette kampagner på LinkedIn, der er uomgængeligt for firmaer og professionelle, bl.a. kommunikatører, der arbejder digitalt.

Artiklen har taget længere tid at skrive og vidner om viden, der baserer sig på erfaring. Fri og tilgængelig for enhver, som vil give sig i kast med LinkedIn – eller burde gøre det, fordi det er det hastigst voksende sociale netværk pt.

Kort sagt: news you can use.

Troen på egen viden
Den er forfattet af Martine Gjede, ansat i firmaet Atcore, som rådgiver om markedsføring via sociale medier. På firmaets blog er der næsten hver dag praktiske tip og anvisninger til, hvordan du arbejder med marketing.

“Jamen hov”, tænker du måske umiddelbart: “hvorfor giver de deres viden væk, når de lever af at bibringe andre den viden? Undergraver de ikke deres egen forretning”.

Nej, Martine og hendes kolleger viser, hvad de kan, og hvad de ved. Dermed er det nemmere for eventuelle kunder at vide, hvad de kan få, såfremt de kontakter Atcore.

Desuden ved Martine & Co, at markedsføring via LinkedIn er så meget mere end blot at oprette kampagner – og det vil de, der læser deres guide, alligevel finde ud af, når først de går i gang – og spørgsmålene om praktiske småting melder sig.

Og så kan Atcore tjene penge på at stille sin viden til rådighed :-).

Lær af Martine & Co
Det kan vi alle lære af. Gem ikke din viden væk. Sæt den i spil. Del ud af din viden – og vis hvad der er din værdi.Det gælder både individer og organisationer.

Sværere er det ikke.

Relaterede indlæg

Boganmeldelse: Navigér optimalt i det oprørte social media-hav

Den perfekte Storm “Den perfekte Storm – læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier” af Peter Svarre. Udkommer d. 26. januar på Gyldendal Business. Pris: 300 kr. med moms.

Dette er bogen, du stikker dine overordnede og kolleger, der skal have et realistisk indblik i, hvordan organisationer og virksomheder skal agere i forhold til interaktion og samtale via de sociale medier.

Her er det så lige på sin plads med en disclaimer: Jeg kender Peter Svarre godt efter nogle år sammen i DONAs bestyrelse – og har fået bogen til anmeldelse. Men som det vil fremgå af det efterfølgende, finder jeg den velegnet til anbefaling, fordi den er afbalanceret, ukrukket og præcis i sine beskrivelser og anbefalinger.

Peter Svarre har nemlig formået at skrive en bog, der ikke indeholder konsulent-buzzwords med hallelujaprisning af, hvad sociale medier kan gøre for dig og din virksomhed.

Han har i stedet begået en bog, der beskriver, hvad der er vilkårene for virksomhederne i den digitale , netværksforbundne virkelighed.

One Size doesn’t fit all
Her opstår den perfekte storm som følge af “brugerskabelse” ( med computer og digitale værktøjer kan du selv skabe og kommentere ) og “digitalisering”, der vælter ind over flere og flere brancher og markeder.

Det skaber så gennemgribende forandringer med hensyn til produktion, distribution og forretningsmodeller – en perfekt storm – at virksomhederne er nødt til at re-tænke sig selv for at overleve.

Forfatteren gennemgår forskellige brancher for at illustrere, hvad den perfekte storm betyder – eller ikke betyder – for den givne branche. Det sker logisk og pædagoisk – i et sprog, der er renset for den specikke web- og onlineterminologi, der kan virke fremmedgørende på personer uden for kommunikations-cirklerne.

Men hele vejen igennem sørger Peter Svarre for at pointere, at der ikke findes en “One Size Fits All” på det felt. Det kommer an på din virksomhed, dit produkt og dets marked – og det kommer an på dig.

Din virksomhed ikke bare skal have en Twitterprofil, en Facebookside eller en YouTube-kanal no matter what.

Det kommer an på mange forhold: hvilket marked virksomheden opererer i, hvilken type produkt du sælger – og især; hvordan er kulturen i din virksomhed, har direktionen taget ejerskab til sociale medier eller overlader man det bare til den kvikke studentermedhjælp etc.

Konkret og handlingsanvisende
En af bogens styrker er, at hans analyse og tanker bliver underbygget af konkrete cases – beskrevet grundigt og med gode referencer.

En yderligere fordel er, at bogen er handlingsanvisende. Peter Svarre har udviklet en konkret model, som du kan bruge til at finde ud af, hvordan din virksomhed navigerer i den perfekte storm og udvikler en strategi for det.

Det er en række spørgsmål, som du kan stille dig selv og din organisation – og strategimodellen i skabelonform kan downloades på det tilhørende site Den perfektestorm.dk.

De sidste kapitler i bogen gennemgår nøje hans strategi-udviklingsmodel – hele tiden med en konkret case, nemlig forfatterens arbejde for IT Universitetet med at give et bud på, hvordan institutionen er placeret i Den perfekte Storm, og hvad ledelsen kan gøre for at bringe ITU videre.

Skrevet i åbenhed
En af grundene til at bogen er så dejlig konkret og fri for “social-media halleluja” er, at den er blevet til i tæt sammenspil med hans netværk.

Peter Svarre har lige fra synopsis og gennem de enkelte kapitler til det endelige værk fremlagt det hele til kommentarer og kritik i en lukket Facebookgruppe med 150 deltagere – og de mest aktive deltagere bliver velfortjent takket i forordet. Det er bl.a. gode venner og bekendte som Karin Høgh, Trine-Maria Kristensen og Dan Larsen samt Solana Larsen – men også en lang række andre.

De har idé for idé – afsnit for afsnit – give tilbagemeldinger på Peter Svarres skriverier og bidraget med viden, f.eks. cases.

kommentér på det enkelte kapitel - og fortsæt samtalen om virksomheders ageren i den digitale virkelighed.

Men helt i den ånd, som gennemsyrer bogen – nemlig Åbn Op – så fortsætter samtalen om, hvordan organisationer og virksomheder skal agere i den digitale virkelighed

Hvert kapitel i bogen er således forsynet med invitation til at kommentere og diskutere emnerne på forskellige digitale platforme – uden moderation fra hans side.

Et godt træk som jeg håber giver det ønskede resultat – nemlig fortsat samtale og idéudvikling.

Så han har taget sin egen medicin – og jeg håber, at bogen kan føre til, at flere organisationer og virksomheder bliver modne og realistiske – og mere modige – i deres ageren i vores netværkssamfund.

Og det er altså dejligt at se en bog om sociale medier, der nøgternt beskriver, hvad vi kan gøre og bør gøre for at surfe med på bølgen – og få udbytte af digitaliseringen og brugernes øgede adgang til at bidrage med skabelse af indhold og produkter.

Tidligere har jeg langet ud efter social media-eksperter, der ikke selv tager deres medicin og ved, hvad de taler om.

Det gør Peter Svarre – og det demonstrerer han tydeligt i bogen.

Relaterede indlæg

Søges: Social media eksperter med egen erfaring på sociale medier, tak

Vi i kommunikationsbranchen burde skæve til arkitekt- eller ingeniørfaget: før folk bliver sat til at tegne huse eller konstruere broer, skal de ud og arbejde som murer eller konstruktør ( jord-og betonarbejder) for at få følelse med alle elementer af virkeligheden. Gid det var sådan med sociale medier: du rådgiver først om dem, når du selv har oplevet den grå hverdag med rugbrødsarbejdet, der består i at holde liv i direktørens blog eller virksomhedens Facebookgruppe.

Følgende indlæg startede med et rant – dvs surt opstød på Google+ – og tog udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvis vi har en konsulent eller en person, der er ekspert i sociale medier, kan jeg så ikke med nogen ret forvente, at vedkommende selv bruger sociale medier : skriver på Twitter, deler og diskutere emner via blogs og/ eller Linkedin samt poster viden via eksempelvis Facebook ?

Jeg siger ikke, at vedkommende skal være über-aktiv og bare hamre løs og være alle steder, totalt intensivt – 24/7/365. Men vedkommende skal sgu kunne dokumentere, at han / hun har været der – og ved hvordan “dagligdagen” er , når du kommunikerer via sociale medier.

Der er en masse fantastiske oplevelser og erkendelser via samtalen, men der er også bølgedale, praktiske udfordringer med tid, overskud og relevans, der rammer de, der agerer på sociale medier og deler viden.

Jeg respekterer især personer som Anna Ebbesen, Astrid Haug , Lisbeth Klastrup , Jon Lund , Trine-Maria Kristensen , Christiane Vejlø , Karin Høgh, Henriette Weber – fordi de bruger de værktøjer, som de underviser og rådgiver om. For dem er det en integreret del af deres professionelle virke – og derfor har jeg fuld tillid til dem, når jeg læser deres overvejelser og diskuterer onlinekommunikation med dem.

Råd: Lev social media i grå hverdag

Desværre jeg render også ind i mange mennesker, der taler og skriver en masse om “kommunikation via sociale medier” , men som ikke er til at finde nogen steder på de sociale tjenester.

De kan kun tale om sociale medier i en meta-betydning – “hvad betyder det for os som mennesker / organisation / virksomhed ” – men uden at kunne forholde sig til de praktiske udfordringer, fordi de ikke selv deltager i dialogen på diverse tjenester som andet en tidsfordriv og selvpromovering.

Ja, social media eksperterne har selvfølgelig været inde på sociale medier og kan bruge dem rent teknisk: sætte en side op på Facebook, Twitter eller LinkedIn, koble feeds sammen og starte debatter, men at leve sociale medier – dét ligger det lidt tungere med.

De er fuldstændig blanke, hvis folk i en organisation – der ikke har bedrevet stor kommunikation via sociale medier – stiller åbenlyse spørgsmål ved praktiske forhold: “Hvad gør jeg , når afdelingen går kold i at twitter, skrive på Facebook eller blogge efter tre måneder?” eller “hvordan håndterer vi folk, der fylder vores kommentarspor med uforskammede kommentarer og sviner organisationen til ?”

De svarer oftest på spørgsmålene ved at slå dem hen som ” ja, ja – du skal bare lægge en strategi fra starten” , “Ændre dit mindset ” eller “Gå i åben dialog med brugerne”.

De svarer ikke på den konkrete udfordring, som spørgeren sidder med , fordi de ikke selv har arbejdet med den slags tjenester, som en ud af mange dagligdags-opgaver i en organisation. De har ikke skulle holde liv i en virksomheds tilstedeværelse på netværk som Facebook, på blogs eller i onlinefora gennem måneder og år – og dermed en “grå hverdag” , hvor arbejdet er gået fra nyt og interessant til en funktion på linie med almindelig kommunikation, opdatering af budgetter og planlægning af den næste kampagne.

Vi i kommunikationsbranchen simpelthen burde skæve til arkitekt- eller ingeniørfaget: før folk bliver sat til at tegne huse eller konstruere broer, kommer de ofte ud at arbejde som murer eller konstruktør ( jord-og betonarbejder) for at få følelse med alle elementer af virkeligheden.

Længerevarende praktiske erfaringer med sociale medier – er det for meget at bede om fra social media-konsulenter og eksperter?

Jeg synes det ikke, men jeg er måske bare for firkantet ?

Relaterede indlæg

Drop sociale medier hvis du ikke vil dem

Der bliver talt, talt og talt rigtigt meget om sociale medier rundt om i de danske organisationer, hvad enten det er medier, virksomheder eller organisationer.

Det er åbenbart stadig sådan, at sociale medier er et buzzword, som får folk til at løbe rundt og juble: ” Det må vi have , det må vi have” – uden at gøre sig tanker om:

  • Hvad vil vi bruge den sociale interaktion til ?
  • Hvordan vil vi håndtere brugernes kommentarer og indlæg ?
  • Hvad vil vi investere i implementeringen af sociale medier.

Dét har jeg lige rantet om den anden dag på Journalisten.dk, hvor jeg har bloggen ” Bøvl & Begejstring”. Jeg publicerede blogposten : “Sig nej til de sociale medier”.

Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.
Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.
Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:
– at turde slippe kontrollen
– at sætte ressourcer af
– at bruge de forskellige inputs
De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.
De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.
Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.
Djævelens advokat er nødvendig
De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.
Spørgsmål a la:
“Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”
“Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”
“Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”
– de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.
Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:
Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?
Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?
Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?
Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.
Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.
Sådan er det langt, langt fra.
De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.
Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.
Der skal lidt knofedt til.
Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.
Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.
Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.
Læs mere
Gode steder at starte
– “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker
– “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.
– Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.

Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.

Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.

Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:

– at turde slippe kontrollen

– at sætte ressourcer af

– at bruge de forskellige inputs

De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.

De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.

Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.

Djævelens advokat er nødvendig

De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.

Spørgsmål a la:

“Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”

“Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”

“Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”

– de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.

Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:

Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?

Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?

Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?
Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.

Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.

Sådan er det langt, langt fra.

De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.

Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.

Der skal lidt knofedt til.

Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.

Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.

Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.

Læs mere

Gode steder at starte

– “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker

– “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.

– Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.

Relaterede indlæg