Bevidstløst nyhedsbombardement ødelagde læsernes betalingsvilje

Danske aviser overdængede deres læsere med alt for mange nyhedsartikler i en opdaterings-feber, der devaluerede den enkelte artikels værdi for læseren. Derfor er det svært at få danskerne til at betale for netabonnementer – ikke fordi medierne i starten gav artiklerne væk gratis, påpeger digital medieekspert, Lars K. Jensen

Det er en falsk melodi og vasken hænder, når blad- og mediechefer på traditionelle medier forklarer besværlighederne med at få os læsere til at betale for indholdet med ét forhold: ”Vi (medierne) skulle aldrig have givet indholdet væk gratis i de første år på internettet. Så vænnede vi læserne til, at kvalitet er gratis.”

Et er , at det udsagn på sin vis usagt giver læserne, brugere, seerne, lytterne, whatever skylden for, at de – medierne – har det hårdt med at tjene penge på deres produkter på nettet. Der er en snert af nedladende holdning til læserne, der anses lidt som Romerrigets plebs – masserne – der hellere vil have masseproducere spam-kød end kvalitet. ”

Uha, hvis bare vi kunne få dem til at forstå, hvor værdifuldt vores indhold er, så de ville betale os for det.”

Noget andet er, at det er – som før skrevet – en falsk melodi.
Min gode ven, Lars K. Jensen hamrer nemlig en pæl gennem mediernes myte i sit seneste blogindlæg på Journalisten.dk (Links kommer efter artiklen 🙂 )

Han peger i stedet på, at medierne – især netaviserne – i 90’erne ikke ville have kunnet få brugere, hvis de fra starten havde gemt indholdet bag betalingsmure. Brugerne ville ikke vide, hvad mulighederne så var, hvis de med det vuns blev mødt af ”Betal 290 kr. per måned, Hr.”

Desuden var teknologien til at betale nemt på nettet ikke til det dengang.
Faktisk påpeger Lars er det først med Netflix gennembrud i Danmark, at danskerne har vænnet sig til at betale for indhold på nettet.

Nabo-medierne i de andre skandinaviske lande har i parentes bemærket været bedre. Danmark halter langt efter de andre skandinaviske lande, når det kommer til digitalt abonnementssalg, skriver Lars med henvisning til rapporter fra 2019.

Tæppebombardement i nyhedsfeedet
Han peger i stedet for på den konvention, der herskede på nettet fra de tidligere dage i 90’erne og ind til 10’erne: der skal udkomme artikler på nettet i et rasende tempo. Brugerne forventer en hastigt bankende nyhedspuls, lød rationalet.

Da internettet kom, var der ikke et fast antal sider, der skulle udfyldes. I stedet var der en så godt som uudtømmelig mængde af ledige bytes til at gemme indholdet.

Desværre var man mere optaget af uendeligheden end af, at der nu ikke var et minimumskrav til, hvor meget indhold, der skulle udgives. I stedet for at nyde, at der ikke længere skulle produceres en ekstra enhed for at udfylde et hul på side 13, så blev man forblændet af muligheden i at kunne udgive uendelige enheder uden at løbe tør for plads

Lars K. Jensen på Journalisten.dk

Dét kan jeg skrive under på. Jeg abonnerede desværre i starten selv på holdning til det at skrive til og drive et netmedie. At tæppebombardere læserne med nyt i deres feed

Jeg kom fra den traditionelle medieverden. I praktik på Horsens Folkeblad i 1993 – 94 og senere lokaljournalist på Dagbladet Roskilde Tidende fra 1998 – 99. Modsat journalister på de store landsdækkende medier havde jeg hver dag halvanden til to sider , der skulle fyldes ud.

Jeg lærte derfor at være kreativ med at opdyrke historier – og skrive dem i en fart.

Det var faktisk derfor, at jeg blev ansat på Computerworld Online 1. november 1999, fordi redaktøren på landets første dedikerede onlineredaktion (vi skrev kun til nettet – ikke til papir) ville have én, der kunne skrive mange enheder, udover selvfølgelig at vide noget om, hvordan man researcher historier om IT-Branchen.

Så vi skrev mange historier i løbet af en dag, en del citathistorier fra udenlandske medier og pressemeddelelseshistorier samt artikler med to – tre hurtige citater fra kilder, vi havde talt med.

Artiklerne var gratis, der var mange af dem – og brugerne strømmede til . Det var stadig i sin vorden, det med at tilgå og læse artikler på nettet, så de første netmedier herhjemme fik mere opmærksomhed end de senere tilkomne. Desuden havde Computerworld Online den store fordel, at læserne arbejdede i IT-branchen, så de var hurtigere til at adaptere

Det accelererede – det med antallet af enheder – op gennem 00’erne.

Fra 2006 – 2009 arbejdede jeg som blogredaktør på Politiken. Jeg så her hvordan mine dygtige kolleger producerede mange historier ( og mange gode) hver dag, men der kom en tendens til, at artikler godt kunne have én kilde, fordi næste artikel kunne så have en anden kilde ( modparten ) med.

Det protesterede journalisterne mod, men redaktørerne pegede på vigtigheden at en hastig bankende nyhedspuls. Gør vi det ikke, løber brugerne over til konkurrenterne, lød det.

Devaluering af den enkelte artikel
Desværre gjorde denne ageren det sværere for medierne at tjene penge på artiklerne, fordi den enkelte artikel mistede værdi, argumenterer Lars K.:


Derudover betyder tilstedeværelsen af endnu flere enheder (og dermed en viden om, at der er masser af indhold, vi som forbrugere ikke har tid til at konsumere) også, at vi værdisætter anderledes. Den enkelte artikel bliver mindre hver for os.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Det tror jeg , at han har ret i. Vores bombardement af læserne med hyppige artikler gjorde dem mere indifferente over for værdien i artiklerne – især antallet af fejl steg, de var mindre gennemarbejde osv.

Om det skriver Lars:

Når vi værdisætter indhold som forbrugere, gør vi det jo ud fra en række parametre, som ikke har med penge at gøre. Vi vurderer for eksempel grundigheden, læsbarhed, retstavningen etc. – og vi vurderer selvfølgelig også, om indholdet giver os viden eller færdigheder, vi kan bruge i andre sammenhænge; for eksempel til at blive bedre til vores arbejde eller mere interessante i sociale sammenhænge.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Vejen frem er færre og bedre artikler
Heldigvis slutter Lars på en positiv tone med at fremhæve to hjemlige eksempler på stabile eller stigende læsertal med færre daglige artikler.

Både Journalisten.dk og TV2 har kunnet fremvise positive takter , selv efter at de for nogle år siden satte frekvensen af nye artikler ned.

Lad os håbe at klagesagen med ’Vi gav det væk gratis’ snart forstummer eller i hvert fald henvises til påstandenes elefantkirkegård. Der hvor vi også finder udsagn om, ’Som medier skal vi aldrig linke væk fra vores side. De skal holdes hos os’ og ’Dybe links er tyveri’.

Links og læs mere

Relaterede indlæg

Fin oversigts-artikel på Journalisten.dk over de tidlige dage på nettet

Journalisten.dk offentliggjorde i sidste uge en fin artikel – et longread – “Har du lagt mærke til det der Twitter” med interviews med forskellige folk, der eksperimenterede med nye webtjenester  og formater, da de kom frem.

Jeg er selv beæret over at være blevet interviewet om dengang jeg – under radaren – startede Politikens Twitterkonto i 2008.  Rubrikken på nettet er i øvrigt et citat fra mig, hvor jeg fortæller om, hvordan Jesper Balslev gjorde mig opmærksom på Twitter

I interviewet med mig – “Ingen svarede på Politikens første Tweet” – forsøger jeg ædrueligt at forklare baggrunden for min beslutning – og de fejl, som jeg begik:

I løbet af det første år på Twitter publicerede Politiken cirka 10 tweets om dagen. Kim Elmose havde koblet Twitter-profilen til Politiken.dk’s RSS-feed. Alt, der blev offentliggjort på Politiken.dk, kom også på Twitter.

”Set i bagklogskabens lys skulle man måske have valgt to tweets om dagen og lagt op til dialog. Politiken er heldigvis blevet klogere til at bruge den, end jeg var. De sender ikke længere alt ud, og det, der bliver sendt ud, får nogle redaktionelle ord med på vejen,”

I øvrigt lød mit første Tweet fra @Politiken: ”Hvordan skal Politiken.dk’s redaktion bruge denne Twitterkanal? Kom med dine gode forslag – skriv @politiken og giv dit bud: Vi glæder os”.

Well, ingen svarede, fordi der var heller ikke så mange på Twitter – i Danmark, i hvert fald.

Men det kom siden hen. Nu har @Politiken 199.000 følgere .

I Journalistens long-read er der også en snak med min kollega – ad flere omgange – Rolf Ask Clausen om, hvordan han var med til at starte Nyhedsmagasinet Ingeniørens debatforum i 1995 (et forum jeg styrede i perioden 2003 – 2006) , mens min gode bekendte , Astrid Haug fortæller om sit arbejde som Berlingskes første community manager i 2010.

Derudover er der lidt om Computerworld (min arbejdsplads fra 1999 – 2003 ) forsøg i 2007 på 3D-universet Second Life, som jeg bl.a. beskrev den gang. I artiklen fortæller daværende chefredaktør Mikael R. Lindholm om forsøget med at oprette en redaktion der.

Læs mere

Relaterede indlæg

Uddybet artikel om Politiken.dk – og den nye vej med Blendle i Holland

Jeg har i dag på Kommunikationsforum skrevet artiklen : “Der er helt sort på Politiken.dk” – som er en udbygget udgave af min seneste blogpost om Politikens stunt fra mandag d. 9. marts.

Jeg bruger i Kforum-artiklen flere kræfter på Blendle, der er en fantastisk service – ud fra det, som jeg har oplevet ved at registrere mig gratis  ( og nemt ) og få 2,5 euro til at købe hollandske artikler for.

 

Det er en gennemført fed oplevelse at benytte Blendle, er min konklusion:

Du kan det samme som på Politiken.dk: du kan gemme artikler til senere i ’Dit Arkiv’ – og dermed fortælle systemet om dine præferencer – du kan opbygge dit eget område på Blendle, og du kan dele links til indholdet via Twitter, Facebook, LinkedIn og mail samt gemme artiklerne i Pocket.

Andre kan følge dig – du kan samtidig følge med i, hvad der trender blandt andre læsere lige nu på portalen eller hvad Blendle’s redaktører selv synes er særligt anbefalelsesværdigt.

Når du vil læse en artikel, klikker du på den og bliver så promptet for, at nu bliver der trukket et beløb fra din elektroniske pung. Det varierer i pris.

Jeg har købt artikler til 0,19 euro (1,4 kroner) og 0,72 euro (5,37 kroner). Små overkommelige beløb.

Læs mere på Kforum – og vid i øvrigt, at mit forslag til overskrift var lidt mindre ‘harsh’ i det: “Helt sort hvis svaret kun er ’Walled Gardens’”

Relaterede indlæg

Mens vi venter på Blendle.dk: Politiken om-organiserer sit digitale univers

I Holland har portalen Blendle.com, hvor hollænderne har adgang til alle aviser og magasiner i landet, som de kan købe enkelt-artikler af. Det er vi mange, der har gået i årevis og savnet i Danmark – og advokeret for ( fx Ernst Poulsen) men mediehusene vil ikke være med (endnu).

Så mens vi venter på det, kan vi vende blikket mod Politiken.

I weekenden har  Politiken sænket en ny Paywall ned foran Politiken.dk , der modsat tidligere kræver, at du har en profil på avisen for at kunne læse nyheder – gratis ( 15 styk per måned ) eller som abonnent.  Førhen registrerede Politiken via cookies, men blokerede man for dem, kunne man læse videre ud over de 15 styk.

Chefredaktør Bo Lidegaard forklarer, at sitet bliver delt i to dele. En lidt langsommere og mere reflekterende del med plads til fordybelse og analyse – og så den hurtige nyhedspuls, Politiken Live, hvor time-til-time nyhederne bliver kørt ud – og sorteret efter brugerens præferencer. Politiken.dk har fået indbygget en algoritme – på nu-dansk Prediction Engine – der ud fra hvad jeg ellers læser, først præsenterer mig for det, som jeg tidligere har vist interesse for.

Faktisk minder Politiken Live, fremvist i ‘ Din Strøm’ om tjenester som Flipboard, Zite og Medium, hvor du kan søge i en strøm af artikler og gemme dem du vil læsere senere. Ud fra hvad du læser og hvad du gemmer, sammensætter Politiken.dk så nyhederne for dig – groft sagt.

Det er et modigt træk, som Politiken foretager. Mange tidligere gratister vil givetvis falde bort, mens de, der registrerer sig, givetvis vil blive præsenteret for et mere udbygget univers, hvor der er fokus på andet end blot (mestendels) hurtige nyheder. Der skal nemlig være plads til flere feature-artikler, som i Magasinet , visuelle fortællinger og datadreven journalistik a la “LuxLeaks”.

Betalingen er som hidtil 66 kroner om måneden for rent digitalt abonnement på Politiken og brugerens oplysninger, vaner, præferencer mv.  Så det skal du som bruger lige huske. Selv som gratis profilbruger betaler du med info om dig selv – til glæde for annoncører mv.

Målet er 100.000 digitale abonnementer, når vi når 2017, skriver avisen

Målet med satsningen er at få ambitiøse 100.000 digitale abonnenter inden 2017. Det kræver mere end blot nyheder. Politiken oplever en stærkt stigende efterspørgsel blandt brugerne på indhold, som har dybde og perspektiv. Det er ikke længere kun nyheder, som trækker læsere til, men i lige så høj grad Magasinets store interviews, portrætter og tendenshistorier samt Politikens unikke kultur- og debatstof.

Som redaktionschefen på Politiken.dk er citeret for at sige:

Vi skaber et journalistisk site, der ikke er set mage til herhjemme før. Politiken er meget mere end nyheder, og vores læsere stiller krav til os om at levere noget andet end gratismedier som DR. Vi synes, det er forkert kun at stræbe efter at være de hurtigste med breaking news. Vi vil være de bedste til journalistik på de digitale mediers præmisser, og det gælder både livenyheder og alle de formater, som har dybde og perspektiv.

Det er et led i avisens bevægelse for at få skabt en indtægtsstrøm, og det kan jeg sagtens forstå og bifalde. De satte gang i bevægelsen for nogle år siden, ud fra New York Times model med gratis læsning – uden profil – for x antal artikler, hvorefter der skulle betales. Hvor meget det har givet , vides ikke , men nu går Politiken.dk mere radikalt til værks med den nye paywall.

Jeg er dog af privacy-mæssige hensyn mere betænkelig ved dataindsamlingen, men hey – brugerne er jo ikke forpligtigede til at bruge tjenesten, hvis de ikke vil .

Mens vi venter på Spotify for journalistik
Imens venter vi som forbrugere på, at danske medier går i gang med en platform a la hollandske Blendle, hvor du opretter en profil og dernæst køber artikler fra de enkelte aviser – lige som vi lytter musik på Spotify eller køber enkelt-numre i iTunes o. lign.

Jeg ved ikke, om jeg vil abonnere på Politiken med 66 kr. per måned. Jeg er lykkelig abonnent på Information men læser da artikler på Politiken.dk af og til. Det bliver bare færre, når vi har passeret 1. maj, hvor Politikens intro-tilbud er ovre for mig og andre new-comers.

Det gælder også for JP, Berlingske, WeekendAvisen og de andre. Enkelt artikler ja -men hele abonnementer: nej.

Så kom i gang med noget a la Blendle. Det lyder ikke helt skørt. Og I risikerer, at de pludselig kommer tordnende til Skandinavien med penge i ryggen fra New York Times og Axel Springer Press, som har investeret i Blendle.

Jeg kan i øvrigt anbefale sidste uges Mennesker og Medier, hvor der netop var et indslag om Blendle.

Relaterede indlæg

Højreorienteret fusk med netafstemninger på Politiken.dk

Denne afstemning har været inficeret af hackerangreb fra højrekræfter - til fordel for Kurt Westergaard, manden bag den mest kendte Muhammedtegning

Blogosfæren herhjemme er selvfølgelig et kalejdoskopisk virvar af blogs om privatliv, snævre interesser, kultur, medier og politik.

Nogle af de mest besøgte blogs herhjemme og mest linkede til er de højreorienterede blogs som Uriasposten og Hodjas blog, der giver rum og stemme til nationalkonservative og ultrahøjre stemmer i Danmark.

Som det er med de blogs, som jeg læser og kommenterer på – tech- og medieblogs – så kører debatterne primært mellem en snes aktive blogs, hvor der kan rejses nye stemninger til aktion.

En af de seneste eksempler på dette er en afstemning om Årets Idealist, der kører på Politiken.dk lige nu.

Det er et samarbejde mellem Politiken, tænketanken CEVEA og den borgerlige netavis 180Grader.dk om – sammen med læserne – at få valgt en person som Årets Idealist;

De nominerede er folk som Hans Jørgen Bonnichsen, Inge Genefke og Kurt Westergaard

Netop Westergaards kandidattur på listen har været mål for højreorienterede personer, der bl.a. med en opfordring fra Uriasposten er blevet mobiliseret – og det er jo fair nok.

Derimod er det ikke fair, at nogen fik midlertidigt held med at få skævvredet afstemningen med 9.000 stemmer ud af 15.000 afgivne stemmer via stemmerobotter formentligt – trods teknisk forholdsregler fra vores koderes side ( man vidste godt at risikoen forelå ).

Det måtte mine kolleger i går konstatere og skrive på afstemningen:

NB: På grund af spamangreb har politiken.dk været nødt til at rense afstemningen for stemmer afgivet flere gange fra samme ip-adresse. Det betyder at stemmetallet er ændret fra cirka 15.000 til cirka 6.000. Stemmefordelingen har derfor også ændret sig og resultatet skulle være mere retvisende. Politiken.dk ser nærmere på sagen og kommer med en uddybende artikler om snyderiet.

Vi taler om at få ip-numre har afleveret tusinder af stemmer – via småprogrammer, der har omgået Politiken.dk’s forholdsregler. Noget f.eks. Hodjas Blog  har gjort gjort sig lystig over.

Nu bliver det overvåget meget nøje af vores it-folk, men har I derude gode fif til, hvordan man bedst muligt kan undgå fusk med netafstemninger? Så må I gerne skrive det her – til glæde for alle os, der gerne fremover vil bruge denne enkle måde at aktivere læsere og brugere på.

Det er jo ikke første – og ej heller sidste – gang at det her vil forekomme.

I øvrigt bliver resultatet af afstemningen offentliggjort lørdag på Politiken.dk

update: Nu har jeg jo så fået at vide (se første kommentar nedenfor ), at det bl.a. er Codegirl, der har været inde og fikse det – for at give en huskekage til Politiken – og CEVEA og 180grader.dk må man formode – for at være sjuskede, ikke huske basale tekno-regler etc.

Ja, nu har jeg læst Codegirl før – og hun har kommenteret her på bloggen angående anonymitet og hun er idealist og næppe højreorienteret – MEN jeg synes ikke, at det er i orden , at hun begår det stunt bare fordi hun KAN og vil fremhæve en pointe.

Mig bekendt har mine kolleger på Politiken.dk aldrig ville hævde at det var en videnskabelig meningsmåling / afstemning – men blot en retningsvisende afstemning om, hvem læserne synes, der burde være have et klap på skuldrene for at være en idealist.

Det handler ikke en bønne om direkte demokrati , som Codegirl erklærer sig som tilhænger af,  men om at spørge læserne , der besøger siden , hvad de synes.

Det har Codegirl så søgt at forpurre for at komme med et statement.

Ha ha – vældigt sjovt – lidt studentikos humor dér. For en gangs skyld gider jeg ikke kaste et respekt-håndtegn til hende, som jeg ellers sætter pris på.

Følg selv debatten på hendes blog.

Relaterede indlæg