Fagfestival 2012: Inspiration og nyttige værktøjer

Jeg deltog i weekenden i min femte fagfestival for journalister og kommunikatører – arrangeret af Dansk Journalistforbund.

1400 deltagere og 65 oplægsholdere og værter ( og jeg var een af dem ) var samlet til videndeling og debat. Jeg havde arrangeret to sessions med Karin Høgh og så ellers frem til at blive inspireret og netværke.

Læs mere

Relaterede indlæg

Sommer er lig tid til digital medieinspiration

Din tablet eller din laptop behøver ikke kun at blive brugt til lyst-surf og læsning af e-bøger i sommerferien.

Du kan også tage en tur gennem de fine blogartikler, der har været på det seneste på danske medieblogs.

Astrid Maria Bigoni er altid værd at lægge vejen forbi – senest med hendes første blogpost fra årets Roskilde Festival, som hun vil følge de næste dage. Indlægget handler om Volt – et batteri, der holder din smartphone i live i ekstra lang tid – og som du kan indlevere og få et nyt udleveret. Det er udviklet af fem studerende fra DTU – og kan måske brede sig fra Festivalsammenhænge til fast udstyr i en mobil-journo’s taske. Hvem ved?

Nyhedens død
Peter From Jacobsen
fra Update er en anden person, som journalister og kommunikatører bør gæste jævnligt. Peter er rigtigt god til at skrive indlæg, når han er til konferencer eller læser om nye forskning og eksperimenter inden for journalistik, især onlinejournalistik.

Blandt hans seneste indlæg finder du “Efter CNN og Fox’s fadæser: “Værdien af nyhed er død” , der referer debatten i USA efter , at de to tv-stationer erklærede nederlag til præsident Obama i Højesteret om Sundhedsforsikringer – hvor han i virkeligheden havde vundet. De breakede blot en nyhed uden at have hørt domsafsigelsen til ende. Det har heldigvis ført til alvorlige debatter “over there”.

Peter viderebringer også fra d. 24. maj et uddrag af et kapitel fra en kommende bog “Journalisten i sociale netværk”, hvor konklusionen er den nedslående: “Flere journalister på sociale medier – men mange bruger dem ikke fagligt”. Skidt men ikke overraskende, desværre.

Et kig i et udviklingsteams maskinrum
Endelig er der mine gode ven, Lars K. Jensen, der på Medieblogger har haft et par vigtige indlæg.

Dels har han grundigt og med fine eksempler beskrevet, hvad hans udviklingsteam bruger tiden på i.f.t. Ekstra Bladets netavis, eb.dk i indlægget “Hvad laver det redaktionelle udviklingsteam på EkstraBladet.dk  egentligt?”.

Indlægget taler for sig selv med masser af videndeling om værktøjer, metoder og projekter. Hvis flere bare tænkte som Lars i danske onlinemiljøer inden for medieverdenen, ville det se bedre ud. Men forhåbentligt sker der noge  som følge af et indlæg som det ovennævnte.

Det andet vigtige indlæg var om Dansk Journalistforbunds håndhævelse af ophavsrettighederne for borgere til f.eks. deres fotos, hvis de lader et medie bruge dem. Det var tilfældet for Jacob Packert, der tog et foto , som Ekstra Bladet dernæst spurgte om de måtte bruge – de fik ja – og Jacob var glad. Det var DJ derimod ikke, men kom med en bekymret advarsel til ham via Twitter, hvilket førte til en længere debat på Twitter.

Lars  gik ind i debatten og har skrevet videre om den i indlægget: “Journalistforbundet må forstå alle er fotografer nu”.

Det ugentlige view fra DONA
Endelig – som rosinen i den digitale pølseende – så vær opmærksom på den ugentlige nyhedsservice fra DONA, nemlig DONAscan, hvor der hver tirsdag bliver præsenteret de vigtigste onlinekommunikations-faglige nyheder. I denne uge har Néné LaBeet samlet links ind til inspiration for alle   – om Google og Privacy, Facebook  og privacy, crowdsourcing etc.

Læs det – det kan kun inspirere 🙂

Relaterede indlæg

Onlinejournalistikken som den evige opkomling

Den seneste uge har budt på flere indlæg, der fra forskellige vinkler belyser tilstanden for onlinejournalistikken her til lands.

En af mine tidligere kolleger fra Politiken.dk, Marie Hjortlund, lagde ud på bagsiden af fagbladet Journalisten med “Lad os fokusere på journalistikken – ikke platformen” , hvor hun beskæftiger sig med den ringeagt, som onlinejournalistikken er udsat for.

Det samme beskæftiger Bo Elkjær , journalisten.dk’s nye webredaktør sig med i blogindlægget : “Styr nu den mediestøtte den rigtige vej”, hvor han kritiserer indretningen af mediestøtten kraftigt. Det sker som opbakning til Zetland-journalisternes opråb i gårsdagens Politiken om mediestøtte til små netmedier “Støt fremtidens medier frem for fortidens” .

De og Bo Elkjær ser ikke en højere kvalitet på print frem for net – men alligevel er det printaviserne, der løber med alle støttemillionerne , når mediestøtten bliver uddelt.

Dybt uretfærdigt og tilbageskuende.

I min kommentar til Bo skriver jeg:

Cadeau til Bo for indlægget som jeg kun kan være enig i.

Jeg medgiver, at medierne har svært ved at finde deres ben i den digitale nutid, der immervæk snart har varet i nogle år. Og det gælder også for medarbejderne, hvor der desværre stadig er en misforstået ide om, at print er finere end online. Se blot på min tidligere Politiken-kollega Marie Hjortlunds skarpe kommentar i Journalisten om ringeagten for onlinejournalistikken http://journalisten.dk/node/24524 . Jeg beklager kun, at holdningen ikke har ændret sig i de tre år, siden jeg forlod journalistikken.

Det er selvsagt noget vrøvl med den “papir er finere end online” , al den stund at nettet giver alle muligheder for fantastiske illustrationer, præsentationer, interaktion for læserne og deltagelse fra læserne.

Lider webjournalistikken under kvalitetsproblemer er det i høj grad mediechefernes skyld. De har aldrig investeret millionerne i udforskning af digital kommunikation , kun hvis det handlede om ren teknik og software, mens antallet af hænder til webredaktionerne og midlerne til udvikling af det journalistiske håndværk på nettets præmisser har været uendelig små.

Som ansat på webdelen i et af de store bladhuse var det surrealistisk i årene 2007 – 2009 at høre koncernchefen fortælle om de hundrede af millioner, der blev investeret i gratis-blad-krigen mod islændingene. Hvis bare vi i koncernen havde fået 100 milllioner kr. til udvikling af den digitale journalistik, ja – hvad kunne det så ikke være blevet til , også med hensyn til at opdage nye veje til at skaffe indtægter på?

Dermed ikke være sagt at vi så havde fundet løsningen på den strukturelle krise, men mine kolleger i medierne havde måske været klædt bedre på.

Endelige bør mange journalister også tage fat i egen barm og selv kaste sig ud i eksperimenter, støde mod loftet for at udforske de journalistiske muligheder. Det er ikke nok at vente på, at chefen kommer hen og beder dig om det – før du går i gang med eksperimenterne. Faglig stolthed er også at holde sig orienteret om og sulten på, hvor ens metier bevæger sig hen.

Desværre sørger mediestøtten ikke for at højne onlinemediernes anseelse med sine retningslinier, der kun belønner døde træer.

Det skal ændres. Alt andet vil være ……spild af penge.

Kvaliteten og lødigheden af onlinemedier lå implicit også i det interview, som professor ved CBS, Anker Brink Lund gav til Politiken i weekenden, hvor han noterede, at papiravisernes vigende betydning skader den demokratiske debat i Danmark.

Jeg er enig i, at netdebat ikke generelt har høj kvalitet her til lands – og at debatten i de traditionelle papiraviser kan synes større. Først på det seneste har der været gjort en ordentlig indsats – bl.a. i Politiken – med verificering af debattører for at få ryddet op i tågehornene.

Imidlertid er det ikke netmediets skyld, men faktisk de selvsamme medieselskabers skyld – d.v.s. ejerne af netmedierne. De har ikke prioriteret udviklingen af nye debatformer på nettet rent udviklingsmæssigt – og derfor er det klart, at den halter bagefter.

Det kan bare ikke siges at være platformens skyld. Det burde være nok en tilståelsessag for mediehusene. Det undrer mig blot, at Anker Brink Lund ser papiraviserne som den eneste platform for ordentligt demokratisk debat. Det er ikke naturgivent.

Altimens må vi vente på Uffe Elbæk og hans genstart af mediestøtteforhandlingerne til efteråret. Lad os håbe at regeringen dér tager et spadestik dybere ned i substansen og giver netmedierne flere penge til eksperimenter, udvikling og løbende drift.

Netmedier er fremtiden.  Det er desværre bare ikke alle, der kan se det.

Update: Morten Gade har også skrevet en blogpost om mediestøtte og Zetland-kronikken

Relaterede indlæg

Book billet til Fagfestival 2012 allerede nu

11. – 12. november virker som langt ude i fremtiden, men det er det ikke, når det handler om at melde sig til Dansk Journalistforbunds Fagfestival 2012 i Odense Congres Center.

Det er – som ordet siger – en fremragende måde at få faglig inspiration uden for ens vanlige snævre cirkler, få rusket op i håret og kommunikatørklunset og få netværket med ligesindede.

Det er ikke kun en festival for journalister ansat ved den trykte eller elektroniske presse. Det er i stigende grad en festival for alle kommunikatører – også kommunikationsfolk – i virksomheder, organisationer og foreninger.

Det kan jeg sige med ro i sindet, fordi jeg selv står for at arrangere et par af de ca. 70 sessioner, der bliver dækket op til. Det sker i regi af DONA

Den ene introducerede interesserede til brugen og nytten af webinarer. Hvordan afvikler du det gode webinar – og hvad kan du bruge det til : i din afdeling , på din redaktion eller i din forretning?

Den anden session drejer sig om, hvordan du opbygger din forretning med digitale værktøjer; fra site over webshop til økonomistyringssystem.

Begge sessions vil trække på den enorme viden og entusiasme hos Karin Høgh, Danmarks podcast-dronning og idérige kommunikations-innovatør.

Derudover vil der være et væld af sessions om god webkommunikation- og journalistik , mediernes udfordringer , alternative veje og meget mere.

Betænk dig ikke mere – meld dig til. Så ses vi til en inspirerende stund og en øl 🙂

Mere om Fagfestivalen:
Følg nyheder
Se de medvirkende
Se hvem der har tilmeldt sig

 

 

 

Relaterede indlæg

Drop sociale medier hvis du ikke vil dem

Der bliver talt, talt og talt rigtigt meget om sociale medier rundt om i de danske organisationer, hvad enten det er medier, virksomheder eller organisationer.

Det er åbenbart stadig sådan, at sociale medier er et buzzword, som får folk til at løbe rundt og juble: ” Det må vi have , det må vi have” – uden at gøre sig tanker om:

  • Hvad vil vi bruge den sociale interaktion til ?
  • Hvordan vil vi håndtere brugernes kommentarer og indlæg ?
  • Hvad vil vi investere i implementeringen af sociale medier.

Dét har jeg lige rantet om den anden dag på Journalisten.dk, hvor jeg har bloggen ” Bøvl & Begejstring”. Jeg publicerede blogposten : “Sig nej til de sociale medier”.

Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.
Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.
Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:
– at turde slippe kontrollen
– at sætte ressourcer af
– at bruge de forskellige inputs
De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.
De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.
Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.
Djævelens advokat er nødvendig
De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.
Spørgsmål a la:
“Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”
“Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”
“Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”
– de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.
Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:
Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?
Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?
Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?
Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.
Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.
Sådan er det langt, langt fra.
De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.
Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.
Der skal lidt knofedt til.
Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.
Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.
Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.
Læs mere
Gode steder at starte
– “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker
– “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.
– Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.

Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.

Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.

Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:

– at turde slippe kontrollen

– at sætte ressourcer af

– at bruge de forskellige inputs

De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.

De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.

Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.

Djævelens advokat er nødvendig

De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.

Spørgsmål a la:

“Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”

“Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”

“Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”

– de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.

Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:

Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?

Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?

Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?
Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.

Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.

Sådan er det langt, langt fra.

De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.

Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.

Der skal lidt knofedt til.

Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.

Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.

Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.

Læs mere

Gode steder at starte

– “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker

– “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.

– Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.

Relaterede indlæg