Bevidstløst nyhedsbombardement ødelagde læsernes betalingsvilje

Danske aviser overdængede deres læsere med alt for mange nyhedsartikler i en opdaterings-feber, der devaluerede den enkelte artikels værdi for læseren. Derfor er det svært at få danskerne til at betale for netabonnementer – ikke fordi medierne i starten gav artiklerne væk gratis, påpeger digital medieekspert, Lars K. Jensen

Det er en falsk melodi og vasken hænder, når blad- og mediechefer på traditionelle medier forklarer besværlighederne med at få os læsere til at betale for indholdet med ét forhold: ”Vi (medierne) skulle aldrig have givet indholdet væk gratis i de første år på internettet. Så vænnede vi læserne til, at kvalitet er gratis.”

Et er , at det udsagn på sin vis usagt giver læserne, brugere, seerne, lytterne, whatever skylden for, at de – medierne – har det hårdt med at tjene penge på deres produkter på nettet. Der er en snert af nedladende holdning til læserne, der anses lidt som Romerrigets plebs – masserne – der hellere vil have masseproducere spam-kød end kvalitet. ”

Uha, hvis bare vi kunne få dem til at forstå, hvor værdifuldt vores indhold er, så de ville betale os for det.”

Noget andet er, at det er – som før skrevet – en falsk melodi.
Min gode ven, Lars K. Jensen hamrer nemlig en pæl gennem mediernes myte i sit seneste blogindlæg på Journalisten.dk (Links kommer efter artiklen 🙂 )

Han peger i stedet på, at medierne – især netaviserne – i 90’erne ikke ville have kunnet få brugere, hvis de fra starten havde gemt indholdet bag betalingsmure. Brugerne ville ikke vide, hvad mulighederne så var, hvis de med det vuns blev mødt af ”Betal 290 kr. per måned, Hr.”

Desuden var teknologien til at betale nemt på nettet ikke til det dengang.
Faktisk påpeger Lars er det først med Netflix gennembrud i Danmark, at danskerne har vænnet sig til at betale for indhold på nettet.

Nabo-medierne i de andre skandinaviske lande har i parentes bemærket været bedre. Danmark halter langt efter de andre skandinaviske lande, når det kommer til digitalt abonnementssalg, skriver Lars med henvisning til rapporter fra 2019.

Tæppebombardement i nyhedsfeedet
Han peger i stedet for på den konvention, der herskede på nettet fra de tidligere dage i 90’erne og ind til 10’erne: der skal udkomme artikler på nettet i et rasende tempo. Brugerne forventer en hastigt bankende nyhedspuls, lød rationalet.

Da internettet kom, var der ikke et fast antal sider, der skulle udfyldes. I stedet var der en så godt som uudtømmelig mængde af ledige bytes til at gemme indholdet.

Desværre var man mere optaget af uendeligheden end af, at der nu ikke var et minimumskrav til, hvor meget indhold, der skulle udgives. I stedet for at nyde, at der ikke længere skulle produceres en ekstra enhed for at udfylde et hul på side 13, så blev man forblændet af muligheden i at kunne udgive uendelige enheder uden at løbe tør for plads

Lars K. Jensen på Journalisten.dk

Dét kan jeg skrive under på. Jeg abonnerede desværre i starten selv på holdning til det at skrive til og drive et netmedie. At tæppebombardere læserne med nyt i deres feed

Jeg kom fra den traditionelle medieverden. I praktik på Horsens Folkeblad i 1993 – 94 og senere lokaljournalist på Dagbladet Roskilde Tidende fra 1998 – 99. Modsat journalister på de store landsdækkende medier havde jeg hver dag halvanden til to sider , der skulle fyldes ud.

Jeg lærte derfor at være kreativ med at opdyrke historier – og skrive dem i en fart.

Det var faktisk derfor, at jeg blev ansat på Computerworld Online 1. november 1999, fordi redaktøren på landets første dedikerede onlineredaktion (vi skrev kun til nettet – ikke til papir) ville have én, der kunne skrive mange enheder, udover selvfølgelig at vide noget om, hvordan man researcher historier om IT-Branchen.

Så vi skrev mange historier i løbet af en dag, en del citathistorier fra udenlandske medier og pressemeddelelseshistorier samt artikler med to – tre hurtige citater fra kilder, vi havde talt med.

Artiklerne var gratis, der var mange af dem – og brugerne strømmede til . Det var stadig i sin vorden, det med at tilgå og læse artikler på nettet, så de første netmedier herhjemme fik mere opmærksomhed end de senere tilkomne. Desuden havde Computerworld Online den store fordel, at læserne arbejdede i IT-branchen, så de var hurtigere til at adaptere

Det accelererede – det med antallet af enheder – op gennem 00’erne.

Fra 2006 – 2009 arbejdede jeg som blogredaktør på Politiken. Jeg så her hvordan mine dygtige kolleger producerede mange historier ( og mange gode) hver dag, men der kom en tendens til, at artikler godt kunne have én kilde, fordi næste artikel kunne så have en anden kilde ( modparten ) med.

Det protesterede journalisterne mod, men redaktørerne pegede på vigtigheden at en hastig bankende nyhedspuls. Gør vi det ikke, løber brugerne over til konkurrenterne, lød det.

Devaluering af den enkelte artikel
Desværre gjorde denne ageren det sværere for medierne at tjene penge på artiklerne, fordi den enkelte artikel mistede værdi, argumenterer Lars K.:


Derudover betyder tilstedeværelsen af endnu flere enheder (og dermed en viden om, at der er masser af indhold, vi som forbrugere ikke har tid til at konsumere) også, at vi værdisætter anderledes. Den enkelte artikel bliver mindre hver for os.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Det tror jeg , at han har ret i. Vores bombardement af læserne med hyppige artikler gjorde dem mere indifferente over for værdien i artiklerne – især antallet af fejl steg, de var mindre gennemarbejde osv.

Om det skriver Lars:

Når vi værdisætter indhold som forbrugere, gør vi det jo ud fra en række parametre, som ikke har med penge at gøre. Vi vurderer for eksempel grundigheden, læsbarhed, retstavningen etc. – og vi vurderer selvfølgelig også, om indholdet giver os viden eller færdigheder, vi kan bruge i andre sammenhænge; for eksempel til at blive bedre til vores arbejde eller mere interessante i sociale sammenhænge.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Vejen frem er færre og bedre artikler
Heldigvis slutter Lars på en positiv tone med at fremhæve to hjemlige eksempler på stabile eller stigende læsertal med færre daglige artikler.

Både Journalisten.dk og TV2 har kunnet fremvise positive takter , selv efter at de for nogle år siden satte frekvensen af nye artikler ned.

Lad os håbe at klagesagen med ’Vi gav det væk gratis’ snart forstummer eller i hvert fald henvises til påstandenes elefantkirkegård. Der hvor vi også finder udsagn om, ’Som medier skal vi aldrig linke væk fra vores side. De skal holdes hos os’ og ’Dybe links er tyveri’.

Links og læs mere

Relaterede indlæg

DONA15: Se en perlerække af gode oplæg på video

Den 10. september afholdte DONA en velbesøgt og fantastisk prisfest DONA15. Til stede var – ud over cremen af dansk onlineverden – også en række talere, der hver gav 15 – 20 minutters oplæg, TED-style.

Talerne var bl.a. Naja Nielsen fra DR, der beskrev en ny fleksibel måde at drive digitale projekter på, Kaare Sørensen fra Berlingske om markedsføring af Politiko.dk ved hjælp af social media og Benjamin Elbert, Geemuylden Kiese om negative kampagner i valgkampen via SoMe samt marketingekspert/forfatter Mark Schaeffer om brug af det personlige i digital markedsføring.

Videoerne kan ses kvit og frit se på 23Video – både i udstrækning eller een ad gangen.

Keynote var Mark Schaeffer – og hans session kan du se nedenfor. Og meld dig så lige ind i DONA: det koster kun 500 kroner – og de har mange spændende arrangementer samt du kan ofte møde mig 🙂

Relaterede indlæg

Hvornår lærer medierne at linke ?

Et manifest – intet  mindre – som jeg var medforfatter på, blev i går efter næsten otte år igen hevet frem i en aktuel mediedebat.

En debat om links der viser, at medierne desværre stadig lukker sig for meget om sig selv – det vil sige; ikke linker væk fra deres sites til konkurrenter, men derimod søger at holde på deres læsere – uden tanke for kraften i at være kurator og videndeler.

I går kørte der en Twitter-debat mellem Martin Ingolf, Den Fri og Ditte Giese, journalist på avisen om link fra en Magasinet-artikel på nettet til Den Fri, som er citeret i Politikens artikel.

Martin Ingolf spurgte Politikens Twitterprofil om, hvorfor de ikke lige havde linket fra netartiklen til Den Fri’s artikel , som led i almindelig god stil – og Ditte Giese svarer, at det plejer Magasinet ikke.

“Men de fleste sender vel ikke kunderne videre?” og “Det forvirrer med alle de links i artikler og indgår ikke i de almindelig citatregler”, lyder hendes argumenter.

Dér må jeg nu noget sige – med al muligt respekt for Ditte Giese – at det er en avisholdning fra det forrige århundrede.

Link til artikler , viden, baggrund – dér hvor journalisterne har deres viden og inspiration fra – er en essentiel del af nettets natur. Det er transparens, social kapital og samtale.

Det holder ikke, at medierne melder sig ud af den samtale og den kultur. De af alle  – især de gamle mediehuse som Politiken,hvor jeg arbejdede fra 2006 – 2009 –  har ellers brug noget troværdighed.

Sjovt nok kom der i debatten så fokus på det LinkManifest, som jeg og Lars K. Jensen skrev for snart otte år siden til Kommunikationsforum.dk.

Manifestet lyder:

Første lov: Vi linker videre til kilderne til de oplysninger, som vi bruger i vores journalistiske produkter. Har vi læst, set eller hørt væsentlig ny information på et eksternt site, linker vi til det – om f.eks. virksomheder, personer eller undersøgelser.

Anden lov
: Vi linker direkte og præcist til den benyttede information på det eksterne site. Det er ordentlig service for læserne frem for blot at linke til forsiden på det eksterne site.

Tredje lov: Vi er præcise i vores informationer om, hvor et link fører hen; om hvem der har produceret de oplysninger, der linkes til, og hvornår. Læserne skal vide, hvor de kommer hen, inden de følger et link.

Fjerde lov
: Vi anerkender, at en artikel bestående af præcise eksterne links til oplysninger, der beskriver forskellige vinkler af et emne, er et journalistisk produkt.

Femte lov: Vi er åbne for indkomne links til vores egne sites, fordi vi ønsker at være en integreret del af nettets økosystem.

Sjette lov
: Vi tilstræber at gøre det nemt for alle at linke direkte til vores artikler.

Manifestet blev til med inspiration fra en daværende bevægelse i USA for linkjournalism og især med hjælp fra en lang række gode webfolk via Lars’ og min blog, OnlineMinds – og jeg synes stadig, at LinkManifestet holder.

Og jeg f-a-t-t-e-r ikke, at så mange medier og organisationer ikke forstår nettets muligheder for transparens og dialog.

Jeg f-a-t-t-e-r ikke, at journalister og kommunikationsfolk i 2014 som personer ikke går i infight med nettet med mere begejstring, entusiasme – og samtidig ydmyghed og nysgerrighed.

Og de kunne starte med at linke til dem, de citerer og får inspiration fra. Nu ved de jo, hvor de kan få inspiration 😉

 

Relaterede indlæg

2013: Betalingsmurenes store år på aviserne

For et par dage siden ( jeg holder i den grad ferie 🙂 ) løftede chefredaktør Lars Grarup endelige det digitale slør for, at 1. maj bliver datoen, hvor Politiken rejser betalingsmuren efter New York Times model – The Metered Model.

Læs 25 artikler gratis digitalt om måneden – og betalt herefter 44 kroner, hvis du vil have adgang.  Det falder godt i tråd med, hvad han fortalte mig og et par andre kommunikationsfolk for 10 måneder siden om planerne ( Læs min Politikens opdragelses-projekt af netbrugerne: Hvornår spørger de dem ?”

Jeg synes umiddelbart prisen ser fin ud og med et fornuftigt antal gratis artikler. Som Lars Grarup allerede sagde maj 2012 handler det om at opdrage læserne til at indhold koster – ikke med det samme at finde den store indtægtskilde. For Politiken vil tiltaget givet måske 3 – 4 millioner kroner i indtægt om året.

Det kræver så også, at der bliver skåret ned på det letbenede indhold, som der – desværre – også er kommet mere af på Politiken. Jeg vil f.eks. ikke betale for at læse om nye BMI-grænser, nye fund af hestekødsburgere på danskernes foretrukne rejsedestinationer og SAS flår bonuskunder: øl og peanuts koster 305 kroner (Rigtige historier på forsiden af Politiken kl. 10:47).

Jyllands-Posten har været i gang nogle måneder med udmærket succes ( jf. dem selv ) – og Berlingske kommer snart med deres mur: primo april jf. Mediawatch “Berlingske klar til betalingsstart i april” .

Øjensynlig kommer konkurrencen – ud over pris: Berlingske ligger sig mellem JP og Politiken mht pris – også til at gå på, hvor meget brugerne får for deres penge.

Politiken lægger ikke mere indhold ud, som JP og Berlingske har valgt at gøre – for at sikre at brugerne føler, de får noget for deres betaling.

Jeg glæder mig til at se, hvad de kommer med – og sidder klar med Dankortet.

 

 

 

Relaterede indlæg

Onlinejournalistikken som den evige opkomling

Den seneste uge har budt på flere indlæg, der fra forskellige vinkler belyser tilstanden for onlinejournalistikken her til lands.

En af mine tidligere kolleger fra Politiken.dk, Marie Hjortlund, lagde ud på bagsiden af fagbladet Journalisten med “Lad os fokusere på journalistikken – ikke platformen” , hvor hun beskæftiger sig med den ringeagt, som onlinejournalistikken er udsat for.

Det samme beskæftiger Bo Elkjær , journalisten.dk’s nye webredaktør sig med i blogindlægget : “Styr nu den mediestøtte den rigtige vej”, hvor han kritiserer indretningen af mediestøtten kraftigt. Det sker som opbakning til Zetland-journalisternes opråb i gårsdagens Politiken om mediestøtte til små netmedier “Støt fremtidens medier frem for fortidens” .

De og Bo Elkjær ser ikke en højere kvalitet på print frem for net – men alligevel er det printaviserne, der løber med alle støttemillionerne , når mediestøtten bliver uddelt.

Dybt uretfærdigt og tilbageskuende.

I min kommentar til Bo skriver jeg:

Cadeau til Bo for indlægget som jeg kun kan være enig i.

Jeg medgiver, at medierne har svært ved at finde deres ben i den digitale nutid, der immervæk snart har varet i nogle år. Og det gælder også for medarbejderne, hvor der desværre stadig er en misforstået ide om, at print er finere end online. Se blot på min tidligere Politiken-kollega Marie Hjortlunds skarpe kommentar i Journalisten om ringeagten for onlinejournalistikken http://journalisten.dk/node/24524 . Jeg beklager kun, at holdningen ikke har ændret sig i de tre år, siden jeg forlod journalistikken.

Det er selvsagt noget vrøvl med den “papir er finere end online” , al den stund at nettet giver alle muligheder for fantastiske illustrationer, præsentationer, interaktion for læserne og deltagelse fra læserne.

Lider webjournalistikken under kvalitetsproblemer er det i høj grad mediechefernes skyld. De har aldrig investeret millionerne i udforskning af digital kommunikation , kun hvis det handlede om ren teknik og software, mens antallet af hænder til webredaktionerne og midlerne til udvikling af det journalistiske håndværk på nettets præmisser har været uendelig små.

Som ansat på webdelen i et af de store bladhuse var det surrealistisk i årene 2007 – 2009 at høre koncernchefen fortælle om de hundrede af millioner, der blev investeret i gratis-blad-krigen mod islændingene. Hvis bare vi i koncernen havde fået 100 milllioner kr. til udvikling af den digitale journalistik, ja – hvad kunne det så ikke være blevet til , også med hensyn til at opdage nye veje til at skaffe indtægter på?

Dermed ikke være sagt at vi så havde fundet løsningen på den strukturelle krise, men mine kolleger i medierne havde måske været klædt bedre på.

Endelige bør mange journalister også tage fat i egen barm og selv kaste sig ud i eksperimenter, støde mod loftet for at udforske de journalistiske muligheder. Det er ikke nok at vente på, at chefen kommer hen og beder dig om det – før du går i gang med eksperimenterne. Faglig stolthed er også at holde sig orienteret om og sulten på, hvor ens metier bevæger sig hen.

Desværre sørger mediestøtten ikke for at højne onlinemediernes anseelse med sine retningslinier, der kun belønner døde træer.

Det skal ændres. Alt andet vil være ……spild af penge.

Kvaliteten og lødigheden af onlinemedier lå implicit også i det interview, som professor ved CBS, Anker Brink Lund gav til Politiken i weekenden, hvor han noterede, at papiravisernes vigende betydning skader den demokratiske debat i Danmark.

Jeg er enig i, at netdebat ikke generelt har høj kvalitet her til lands – og at debatten i de traditionelle papiraviser kan synes større. Først på det seneste har der været gjort en ordentlig indsats – bl.a. i Politiken – med verificering af debattører for at få ryddet op i tågehornene.

Imidlertid er det ikke netmediets skyld, men faktisk de selvsamme medieselskabers skyld – d.v.s. ejerne af netmedierne. De har ikke prioriteret udviklingen af nye debatformer på nettet rent udviklingsmæssigt – og derfor er det klart, at den halter bagefter.

Det kan bare ikke siges at være platformens skyld. Det burde være nok en tilståelsessag for mediehusene. Det undrer mig blot, at Anker Brink Lund ser papiraviserne som den eneste platform for ordentligt demokratisk debat. Det er ikke naturgivent.

Altimens må vi vente på Uffe Elbæk og hans genstart af mediestøtteforhandlingerne til efteråret. Lad os håbe at regeringen dér tager et spadestik dybere ned i substansen og giver netmedierne flere penge til eksperimenter, udvikling og løbende drift.

Netmedier er fremtiden.  Det er desværre bare ikke alle, der kan se det.

Update: Morten Gade har også skrevet en blogpost om mediestøtte og Zetland-kronikken

Relaterede indlæg