Netmedier

DONA15: Se en perlerække af gode oplæg på video

Den 10. september afholdte DONA en velbesøgt og fantastisk prisfest DONA15. Til stede var – ud over cremen af dansk onlineverden – også en række talere, der hver gav 15 – 20 minutters oplæg, TED-style.

Talerne var bl.a. Naja Nielsen fra DR, der beskrev en ny fleksibel måde at drive digitale projekter på, Kaare Sørensen fra Berlingske om markedsføring af Politiko.dk ved hjælp af social media og Benjamin Elbert, Geemuylden Kiese om negative kampagner i valgkampen via SoMe samt marketingekspert/forfatter Mark Schaeffer om brug af det personlige i digital markedsføring.

Videoerne kan ses kvit og frit se på 23Video – både i udstrækning eller een ad gangen.

Keynote var Mark Schaeffer – og hans session kan du se nedenfor. Og meld dig så lige ind i DONA: det koster kun 500 kroner – og de har mange spændende arrangementer samt du kan ofte møde mig 🙂

Relaterede indlæg

Hvornår lærer medierne at linke ?

Et manifest – intet  mindre – som jeg var medforfatter på, blev i går efter næsten otte år igen hevet frem i en aktuel mediedebat.

En debat om links der viser, at medierne desværre stadig lukker sig for meget om sig selv – det vil sige; ikke linker væk fra deres sites til konkurrenter, men derimod søger at holde på deres læsere – uden tanke for kraften i at være kurator og videndeler.

I går kørte der en Twitter-debat mellem Martin Ingolf, Den Fri og Ditte Giese, journalist på avisen om link fra en Magasinet-artikel på nettet til Den Fri, som er citeret i Politikens artikel.

Martin Ingolf spurgte Politikens Twitterprofil om, hvorfor de ikke lige havde linket fra netartiklen til Den Fri’s artikel , som led i almindelig god stil – og Ditte Giese svarer, at det plejer Magasinet ikke.

“Men de fleste sender vel ikke kunderne videre?” og “Det forvirrer med alle de links i artikler og indgår ikke i de almindelig citatregler”, lyder hendes argumenter.

Dér må jeg nu noget sige – med al muligt respekt for Ditte Giese – at det er en avisholdning fra det forrige århundrede.

Link til artikler , viden, baggrund – dér hvor journalisterne har deres viden og inspiration fra – er en essentiel del af nettets natur. Det er transparens, social kapital og samtale.

Det holder ikke, at medierne melder sig ud af den samtale og den kultur. De af alle  – især de gamle mediehuse som Politiken,hvor jeg arbejdede fra 2006 – 2009 –  har ellers brug noget troværdighed.

Sjovt nok kom der i debatten så fokus på det LinkManifest, som jeg og Lars K. Jensen skrev for snart otte år siden til Kommunikationsforum.dk.

Manifestet lyder:

Første lov: Vi linker videre til kilderne til de oplysninger, som vi bruger i vores journalistiske produkter. Har vi læst, set eller hørt væsentlig ny information på et eksternt site, linker vi til det – om f.eks. virksomheder, personer eller undersøgelser.

Anden lov: Vi linker direkte og præcist til den benyttede information på det eksterne site. Det er ordentlig service for læserne frem for blot at linke til forsiden på det eksterne site.

Tredje lov: Vi er præcise i vores informationer om, hvor et link fører hen; om hvem der har produceret de oplysninger, der linkes til, og hvornår. Læserne skal vide, hvor de kommer hen, inden de følger et link.

Fjerde lov: Vi anerkender, at en artikel bestående af præcise eksterne links til oplysninger, der beskriver forskellige vinkler af et emne, er et journalistisk produkt.

Femte lov: Vi er åbne for indkomne links til vores egne sites, fordi vi ønsker at være en integreret del af nettets økosystem.

Sjette lov: Vi tilstræber at gøre det nemt for alle at linke direkte til vores artikler.

Manifestet blev til med inspiration fra en daværende bevægelse i USA for linkjournalism og især med hjælp fra en lang række gode webfolk via Lars’ og min blog, OnlineMinds – og jeg synes stadig, at LinkManifestet holder.

Og jeg f-a-t-t-e-r ikke, at så mange medier og organisationer ikke forstår nettets muligheder for transparens og dialog.

Jeg f-a-t-t-e-r ikke, at journalister og kommunikationsfolk i 2014 som personer ikke går i infight med nettet med mere begejstring, entusiasme – og samtidig ydmyghed og nysgerrighed.

Og de kunne starte med at linke til dem, de citerer og får inspiration fra. Nu ved de jo, hvor de kan få inspiration 😉

 

Relaterede indlæg

2013: Betalingsmurenes store år på aviserne

For et par dage siden ( jeg holder i den grad ferie 🙂 ) løftede chefredaktør Lars Grarup endelige det digitale slør for, at 1. maj bliver datoen, hvor Politiken rejser betalingsmuren efter New York Times model – The Metered Model.

Læs 25 artikler gratis digitalt om måneden – og betalt herefter 44 kroner, hvis du vil have adgang.  Det falder godt i tråd med, hvad han fortalte mig og et par andre kommunikationsfolk for 10 måneder siden om planerne ( Læs min “Politikens opdragelses-projekt af netbrugerne: Hvornår spørger de dem ?”

Jeg synes umiddelbart prisen ser fin ud og med et fornuftigt antal gratis artikler. Som Lars Grarup allerede sagde maj 2012 handler det om at opdrage læserne til at indhold koster – ikke med det samme at finde den store indtægtskilde. For Politiken vil tiltaget givet måske 3 – 4 millioner kroner i indtægt om året.

Det kræver så også, at der bliver skåret ned på det letbenede indhold, som der – desværre – også er kommet mere af på Politiken. Jeg vil f.eks. ikke betale for at læse om nye BMI-grænser, nye fund af hestekødsburgere på danskernes foretrukne rejsedestinationer og SAS flår bonuskunder: øl og peanuts koster 305 kroner (Rigtige historier på forsiden af Politiken kl. 10:47).

Jyllands-Posten har været i gang nogle måneder med udmærket succes ( jf. dem selv ) – og Berlingske kommer snart med deres mur: primo april jf. Mediawatch “Berlingske klar til betalingsstart i april” .

Øjensynlig kommer konkurrencen – ud over pris: Berlingske ligger sig mellem JP og Politiken mht pris – også til at gå på, hvor meget brugerne får for deres penge.

Politiken lægger ikke mere indhold ud, som JP og Berlingske har valgt at gøre – for at sikre at brugerne føler, de får noget for deres betaling.

Jeg glæder mig til at se, hvad de kommer med – og sidder klar med Dankortet.

 

 

 

Relaterede indlæg

Onlinejournalistikken som den evige opkomling

Den seneste uge har budt på flere indlæg, der fra forskellige vinkler belyser tilstanden for onlinejournalistikken her til lands.

En af mine tidligere kolleger fra Politiken.dk, Marie Hjortlund, lagde ud på bagsiden af fagbladet Journalisten med “Lad os fokusere på journalistikken – ikke platformen” , hvor hun beskæftiger sig med den ringeagt, som onlinejournalistikken er udsat for.

Det samme beskæftiger Bo Elkjær , journalisten.dk’s nye webredaktør sig med i blogindlægget : “Styr nu den mediestøtte den rigtige vej”, hvor han kritiserer indretningen af mediestøtten kraftigt. Det sker som opbakning til Zetland-journalisternes opråb i gårsdagens Politiken om mediestøtte til små netmedier “Støt fremtidens medier frem for fortidens” .

De og Bo Elkjær ser ikke en højere kvalitet på print frem for net – men alligevel er det printaviserne, der løber med alle støttemillionerne , når mediestøtten bliver uddelt.

Dybt uretfærdigt og tilbageskuende.

I min kommentar til Bo skriver jeg:

Cadeau til Bo for indlægget som jeg kun kan være enig i.

Jeg medgiver, at medierne har svært ved at finde deres ben i den digitale nutid, der immervæk snart har varet i nogle år. Og det gælder også for medarbejderne, hvor der desværre stadig er en misforstået ide om, at print er finere end online. Se blot på min tidligere Politiken-kollega Marie Hjortlunds skarpe kommentar i Journalisten om ringeagten for onlinejournalistikken http://journalisten.dk/node/24524 . Jeg beklager kun, at holdningen ikke har ændret sig i de tre år, siden jeg forlod journalistikken.

Det er selvsagt noget vrøvl med den “papir er finere end online” , al den stund at nettet giver alle muligheder for fantastiske illustrationer, præsentationer, interaktion for læserne og deltagelse fra læserne.

Lider webjournalistikken under kvalitetsproblemer er det i høj grad mediechefernes skyld. De har aldrig investeret millionerne i udforskning af digital kommunikation , kun hvis det handlede om ren teknik og software, mens antallet af hænder til webredaktionerne og midlerne til udvikling af det journalistiske håndværk på nettets præmisser har været uendelig små.

Som ansat på webdelen i et af de store bladhuse var det surrealistisk i årene 2007 – 2009 at høre koncernchefen fortælle om de hundrede af millioner, der blev investeret i gratis-blad-krigen mod islændingene. Hvis bare vi i koncernen havde fået 100 milllioner kr. til udvikling af den digitale journalistik, ja – hvad kunne det så ikke være blevet til , også med hensyn til at opdage nye veje til at skaffe indtægter på?

Dermed ikke være sagt at vi så havde fundet løsningen på den strukturelle krise, men mine kolleger i medierne havde måske været klædt bedre på.

Endelige bør mange journalister også tage fat i egen barm og selv kaste sig ud i eksperimenter, støde mod loftet for at udforske de journalistiske muligheder. Det er ikke nok at vente på, at chefen kommer hen og beder dig om det – før du går i gang med eksperimenterne. Faglig stolthed er også at holde sig orienteret om og sulten på, hvor ens metier bevæger sig hen.

Desværre sørger mediestøtten ikke for at højne onlinemediernes anseelse med sine retningslinier, der kun belønner døde træer.

Det skal ændres. Alt andet vil være ……spild af penge.

Kvaliteten og lødigheden af onlinemedier lå implicit også i det interview, som professor ved CBS, Anker Brink Lund gav til Politiken i weekenden, hvor han noterede, at papiravisernes vigende betydning skader den demokratiske debat i Danmark.

Jeg er enig i, at netdebat ikke generelt har høj kvalitet her til lands – og at debatten i de traditionelle papiraviser kan synes større. Først på det seneste har der været gjort en ordentlig indsats – bl.a. i Politiken – med verificering af debattører for at få ryddet op i tågehornene.

Imidlertid er det ikke netmediets skyld, men faktisk de selvsamme medieselskabers skyld – d.v.s. ejerne af netmedierne. De har ikke prioriteret udviklingen af nye debatformer på nettet rent udviklingsmæssigt – og derfor er det klart, at den halter bagefter.

Det kan bare ikke siges at være platformens skyld. Det burde være nok en tilståelsessag for mediehusene. Det undrer mig blot, at Anker Brink Lund ser papiraviserne som den eneste platform for ordentligt demokratisk debat. Det er ikke naturgivent.

Altimens må vi vente på Uffe Elbæk og hans genstart af mediestøtteforhandlingerne til efteråret. Lad os håbe at regeringen dér tager et spadestik dybere ned i substansen og giver netmedierne flere penge til eksperimenter, udvikling og løbende drift.

Netmedier er fremtiden.  Det er desværre bare ikke alle, der kan se det.

Update: Morten Gade har også skrevet en blogpost om mediestøtte og Zetland-kronikken

Relaterede indlæg

Politikens opdragelses-projekt af netbrugerne: Hvornår spørger de dem ?

(disclaimer: jeg var fredag inviteret til præsentation af The Metered Model hos Politikens chefredaktør Lars Grarup  forud for offentliggørelsen for redaktionen i dag kl. 12 – og jeg lovede sammen med f.eks. Jon Lund ikke at skrive noget før efter kl. 12 )

Der er tale om et langstrakt opdragelses-projekt af de danske netbrugere, når Politiken senere på året indfører en betalingsmodel for netartikler ud fra New York Times model “The Metered Model”, hvor brugeren læser f.eks. 20 artikler gratis om måneden, hvorefter de næste artikler kræver en betaling på mellem 20 – 40 kroner.

Der er ingen forventning i chefredaktionen om, at den “bløde” betalingsmur vil redde avisens økonomi. Derimod er der tale om en markering af , at nyheder koster penge at producere – og at annoncer ikke kan betale for kvalitetsjournalistik på sigt.

Valget af “The Metered Model” er sket ud fra en analyse af, at det ikke vil ramme de brugere, der blot suser forbi i ny og næ – modsat The Times model med “The Hard Paywall – dvs betal up front med det vuns for at få lov til at læse nogetsomhelst. Hvor mange brugere, der er “jeg-suser-forbi-af-og-til” ved Politiken ikke – og det skal de næste måneder bruges på at finde ud af. Ligeledes skal der fastlægges en prismodel.

Det er alt sammen meget fint og sympatisk – og jeg forstår godt, at Lidegaard, Grarup & Co. vælger New York Times-model, der jf. den amerikanske avis har vist sig bæredygtig , dog uden at sikre en model til avisernes overlevelse i en digital verden. Det er Politiken sig også bevidst.

Ingen har svaret på, hvad de traditionelle medier skal gøre for at få sikret økonomien og bl.a. få fat i de unge – d.v.s. som min ældste og full-blown teenager, hvis nyhedsforbrug kører via Facebook og tv.

Mit bedste bud er:

Indbyd de yngre kræfter til hackaton af Politiken.dk

Invitér unge udviklere og andre til et hackaton, udviklingsforløb , open workshop – whatever – og indbyd de dér digitale indfødte, som alle vi forty-something taler om, til at hacke Politikens datastrømme og distribuere indholdet på nye måder.

Udskriv en konkurrence med solide pengegaver og lovning om yderligere samarbejde til yngre talenter: ingeniører på DTU, fingerfærdige kommunikatører og koder på ITU eller nogle helt tredje og fjerde grupper.

Politiken bør udnytte, at den med sin aktivistiske profil måske kan få fat i nye grupper til at interessere sig for at bokse med udfordringen: flere modeller til at få skabt økonomi i produktion og distribution af journalistik på nettet .

Invitér brugerne og læserne inden for – helt inden for – og lad dem hacke løs , smide rundt med data etc – og se hvad der sker.

Jeg ved godt, at det ikke er sikkert, at Politiken har data , som de kan distribuere i et åbent format – men så skulle de måske se at få det gjort.

Som erfarne publicister ( og ja, min gamle arbejdsplads fra 2006 – 2009 ) har Politiken en tyngde og viden, men mere villighed til at satse i samarbejde med det omgivende , digitale udviklermiljø vil ej være at foragte.

Hvad har de at tabe?

Politiken har nu spillet ud med deres bud , der i øvrigt også betyder, at der igen vil komme flere avisartikler på nettet.

Senere på året kommer Berlingske Media med deres bud på en betalingsmodel. Den sidder deres nye fagchef for det digitale Jens Jørgen Madsen lige nu og arbejder på for fuld tryk. Måske de også vil kunne bidrage med lidt vildskab ?

Læs også
Jon Lund har også skrevet et længere blogindlæg “Politiken indfører betalingsmodel: fin løsning, redder ingenting”
Journalisten.dk har skrevet et par artikler: “Bo Lidegaard: Betalingsmuren skræmmer ikke læsere væk” og “Jon Lund: Betaling på nettet redder ikke Politiken“

Opdateret kl. 22:46:
Politiken “Fem skarpe: Derfor indfører Politiken.dk digital abonnement”.
Lars K. Jensen har set nærmere på en Politiken.dk-afstemning, og hvad der kan uddrages af den: “Politiken-afstemning: “Hver fjerde siger, at de vil betale for nyheder på nettet”.
Filip Wallberg: “Hvor meget koster en kop kaffe?” 

Relaterede indlæg