Bevidstløst nyhedsbombardement ødelagde læsernes betalingsvilje

Danske aviser overdængede deres læsere med alt for mange nyhedsartikler i en opdaterings-feber, der devaluerede den enkelte artikels værdi for læseren. Derfor er det svært at få danskerne til at betale for netabonnementer – ikke fordi medierne i starten gav artiklerne væk gratis, påpeger digital medieekspert, Lars K. Jensen

Det er en falsk melodi og vasken hænder, når blad- og mediechefer på traditionelle medier forklarer besværlighederne med at få os læsere til at betale for indholdet med ét forhold: ”Vi (medierne) skulle aldrig have givet indholdet væk gratis i de første år på internettet. Så vænnede vi læserne til, at kvalitet er gratis.”

Et er , at det udsagn på sin vis usagt giver læserne, brugere, seerne, lytterne, whatever skylden for, at de – medierne – har det hårdt med at tjene penge på deres produkter på nettet. Der er en snert af nedladende holdning til læserne, der anses lidt som Romerrigets plebs – masserne – der hellere vil have masseproducere spam-kød end kvalitet. ”

Uha, hvis bare vi kunne få dem til at forstå, hvor værdifuldt vores indhold er, så de ville betale os for det.”

Noget andet er, at det er – som før skrevet – en falsk melodi.
Min gode ven, Lars K. Jensen hamrer nemlig en pæl gennem mediernes myte i sit seneste blogindlæg på Journalisten.dk (Links kommer efter artiklen 🙂 )

Han peger i stedet på, at medierne – især netaviserne – i 90’erne ikke ville have kunnet få brugere, hvis de fra starten havde gemt indholdet bag betalingsmure. Brugerne ville ikke vide, hvad mulighederne så var, hvis de med det vuns blev mødt af ”Betal 290 kr. per måned, Hr.”

Desuden var teknologien til at betale nemt på nettet ikke til det dengang.
Faktisk påpeger Lars er det først med Netflix gennembrud i Danmark, at danskerne har vænnet sig til at betale for indhold på nettet.

Nabo-medierne i de andre skandinaviske lande har i parentes bemærket været bedre. Danmark halter langt efter de andre skandinaviske lande, når det kommer til digitalt abonnementssalg, skriver Lars med henvisning til rapporter fra 2019.

Tæppebombardement i nyhedsfeedet
Han peger i stedet for på den konvention, der herskede på nettet fra de tidligere dage i 90’erne og ind til 10’erne: der skal udkomme artikler på nettet i et rasende tempo. Brugerne forventer en hastigt bankende nyhedspuls, lød rationalet.

Da internettet kom, var der ikke et fast antal sider, der skulle udfyldes. I stedet var der en så godt som uudtømmelig mængde af ledige bytes til at gemme indholdet.

Desværre var man mere optaget af uendeligheden end af, at der nu ikke var et minimumskrav til, hvor meget indhold, der skulle udgives. I stedet for at nyde, at der ikke længere skulle produceres en ekstra enhed for at udfylde et hul på side 13, så blev man forblændet af muligheden i at kunne udgive uendelige enheder uden at løbe tør for plads

Lars K. Jensen på Journalisten.dk

Dét kan jeg skrive under på. Jeg abonnerede desværre i starten selv på holdning til det at skrive til og drive et netmedie. At tæppebombardere læserne med nyt i deres feed

Jeg kom fra den traditionelle medieverden. I praktik på Horsens Folkeblad i 1993 – 94 og senere lokaljournalist på Dagbladet Roskilde Tidende fra 1998 – 99. Modsat journalister på de store landsdækkende medier havde jeg hver dag halvanden til to sider , der skulle fyldes ud.

Jeg lærte derfor at være kreativ med at opdyrke historier – og skrive dem i en fart.

Det var faktisk derfor, at jeg blev ansat på Computerworld Online 1. november 1999, fordi redaktøren på landets første dedikerede onlineredaktion (vi skrev kun til nettet – ikke til papir) ville have én, der kunne skrive mange enheder, udover selvfølgelig at vide noget om, hvordan man researcher historier om IT-Branchen.

Så vi skrev mange historier i løbet af en dag, en del citathistorier fra udenlandske medier og pressemeddelelseshistorier samt artikler med to – tre hurtige citater fra kilder, vi havde talt med.

Artiklerne var gratis, der var mange af dem – og brugerne strømmede til . Det var stadig i sin vorden, det med at tilgå og læse artikler på nettet, så de første netmedier herhjemme fik mere opmærksomhed end de senere tilkomne. Desuden havde Computerworld Online den store fordel, at læserne arbejdede i IT-branchen, så de var hurtigere til at adaptere

Det accelererede – det med antallet af enheder – op gennem 00’erne.

Fra 2006 – 2009 arbejdede jeg som blogredaktør på Politiken. Jeg så her hvordan mine dygtige kolleger producerede mange historier ( og mange gode) hver dag, men der kom en tendens til, at artikler godt kunne have én kilde, fordi næste artikel kunne så have en anden kilde ( modparten ) med.

Det protesterede journalisterne mod, men redaktørerne pegede på vigtigheden at en hastig bankende nyhedspuls. Gør vi det ikke, løber brugerne over til konkurrenterne, lød det.

Devaluering af den enkelte artikel
Desværre gjorde denne ageren det sværere for medierne at tjene penge på artiklerne, fordi den enkelte artikel mistede værdi, argumenterer Lars K.:


Derudover betyder tilstedeværelsen af endnu flere enheder (og dermed en viden om, at der er masser af indhold, vi som forbrugere ikke har tid til at konsumere) også, at vi værdisætter anderledes. Den enkelte artikel bliver mindre hver for os.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Det tror jeg , at han har ret i. Vores bombardement af læserne med hyppige artikler gjorde dem mere indifferente over for værdien i artiklerne – især antallet af fejl steg, de var mindre gennemarbejde osv.

Om det skriver Lars:

Når vi værdisætter indhold som forbrugere, gør vi det jo ud fra en række parametre, som ikke har med penge at gøre. Vi vurderer for eksempel grundigheden, læsbarhed, retstavningen etc. – og vi vurderer selvfølgelig også, om indholdet giver os viden eller færdigheder, vi kan bruge i andre sammenhænge; for eksempel til at blive bedre til vores arbejde eller mere interessante i sociale sammenhænge.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Vejen frem er færre og bedre artikler
Heldigvis slutter Lars på en positiv tone med at fremhæve to hjemlige eksempler på stabile eller stigende læsertal med færre daglige artikler.

Både Journalisten.dk og TV2 har kunnet fremvise positive takter , selv efter at de for nogle år siden satte frekvensen af nye artikler ned.

Lad os håbe at klagesagen med ’Vi gav det væk gratis’ snart forstummer eller i hvert fald henvises til påstandenes elefantkirkegård. Der hvor vi også finder udsagn om, ’Som medier skal vi aldrig linke væk fra vores side. De skal holdes hos os’ og ’Dybe links er tyveri’.

Links og læs mere

Relaterede indlæg

Forlod DJ efter over 20 år: Træt af nedprioriteringen af kommunikation

Jeg har med interesse fulgt debatten om journalistik i forhold til kommunikation i Dansk Journalistforbund, der fulgte oven på Lasse Jensens indlæg i Dagbladet Information, DJ-formand Lars Werges svar – og så bestyrelse for Journalisterne i DJ, hvorefter debatten flyttede til Journalisten.dk . Se links efter indlægget.  En debat der er vigtig – men også har været forstemmende at følge.

Jeg er uddannet journalist årgang 1996 fra Danmarks Journalisthøjskole – DJH , nu DMJX.

Som en selvfølge meldte jeg mig ind i DJ i studietiden for at være en del af et fagligt fællesskab og støtte op om arbejdet for ordentlige forhold og rettigheder for journalister og kommunikatører i branchen.

I efteråret 2016 meldte jeg mig ud af Dansk Journalistforbund.

Det var svært, fordi jeg havde en aktiv relation til forbundet.

Jeg bidrog flere gange i 00’erne til seminarer og workshops på Fagfestivalen om onlinekommunikation, jeg bloggede i nogle år på Journalisten om digital kommunikation og tog initiativ til at starte et netværk for social media-redaktører i forbundet i 2014.

Endelig fik jeg uvurderlig hjælp i faglige kampe to gange fra Forbundet. Så jeg havde også meget at takke forbundet og dets medarbejdere for.

Der er da forskel på journalistik og kommunikation

Arbejdsmæssigt skiftede jeg i 2009 fra journalistikken, da jeg blev ansat i en organisation ( Ingeniørforeningen, IDA) som webredaktør – og hvor jeg nu er site manager.

Det skete ud fra ønsket om at arbejde strategisk og mere langsigtet med kommunikation  – og arbejde for en gruppes ( medlemmerne) interesser.

Jeg var helt på det rene med, at jeg ikke længere var uafhængig journalist, men kommunikatør – ansat af en organisation til at præsentere dens budskaber så klart, tydeligt og gunstigt som muligt.

Derfor er det da heller ikke til diskussion, at journalistik og kommunikation har forskellige formål .

Journalistikken skal tilvejebringe informationer til offentligheden, så borgerne er bedst muligt oplyste om, hvad der sker i samfundet omkring dem.

Kommunikatøren skal viderebringe en organisations, virksomheds eller myndigheds informationer og budskab til den relevante målgruppe – på en gunstig måde.

Så ja, der er forskellige formål med fagdisciplinerne journalistik og kommunikation , men udøverne betjener sig ofte af de samme værktøjer og virkemidler . Det gælder også metoder til evaluering af effekten af journalistikken eller kommunikationen , fastlæggelse af strategier til at nå ud med sit produkt (artikler/nyhedsindslag/video) i journalistikkens tjeneste eller for kommunikatøren arbejdsgiverens / kundens tjeneste.

Der er derfor et fagligt rum, hvor journalister og kommunikatører burde kunne mødes og udbygge forståelsen for hinandens discipliner i gensidig forståelse – og samtidig kan sikre ordentlige arbejdsforhold i de respektive brancher.

Spørgsmålet er bare, om det er Dansk Journalistforbund er det sted.

Mit svar er jo angivet tidligere i dette indlæg.

Kommunikation på 2. klasse

Nej, lige pt synes jeg desværre ikke, at forbundet er det sted. Jeg meldte mig ud i efter 2016 af flere årsager. Dels syntes jeg, at der fagligt manglede tilbud til kommunikatører – d.v.s. kurser i strategisk kommunikation, hvordan måler man kommunikation, social media manager i en organisation, projektmetoder a la agile development, nudging, content marketing etc.

Desuden blev mediet Kommunikationen.dk kraftigt nedprioriteret efter i et par år at have været et fint og godt lille medie om kommunikationsfaget. Og Journalisten.dk havde bare ikke meget til kommunikationsfolk.

Det erkendte HB da også i august 2016, hvor man satte 250.000 kroner af til at ‘charmere kommunikatører’

Mistænkeliggørelse af kommunikatører

Dråben var  imidlertid en del af argumenterne mod fusionen med Kommunikation & Sprog, der kørte op til og under delegeretmødet 2015, hvor jeg var med som delegeret for DJ Kommunikation.

Det var virkeligt forstemmende at høre den manglende respekt for kommunikationsfolks arbejde, intentioner og moral, som blev formidlet i indlæg i Journalisten og fra talerstolen på Delegeretmødet samt i korridorerne.

Holdningerne i indlæggene fokuserede ofte på forestillingen om, at kommunikatørerne mestendels bruger tid på at skjule eller fordreje informationer for journalisterne. Og flere kommunikatører ville udvande DJs identitet.

Så jeg tog forstemt – og lidt rystet – hjem fra Delegeretmødet 2015 – og følte mig for alvor ikke hjemme i mit gamle forbund. 

Så da jeg fik muligheden for at skifte et forbund, der har respekt for min faglighed, mine udfordringer som ’embedsmand’ og leverer efteruddannelse, som jeg kan bruge til noget, så gjorde jeg det.

Den seneste debat har bekræftet mig i mit valg
Jeg interesserer mig stadig levende for journalistik og medier , så jeg læser jævnligt Journalisten.dk – men det var nu i min daglige avis, Information, at jeg fulgte opstarten på denne debat.

Argumentationen fra DJ Journalisterne og deres meningsfæller har overbevist mig om, at jeg valgte rigtigt. Der er stadig en tydelig tone af, at journalisterne er de ædle riddere, som kæmper mod de træske drager i form af kommunikatører.

Det er ærgerligt, når jeg kun møder kommunikatører på mit arbejde og andre steder, der forstår den forskel , som er på journalistik og kommunikation – fornemt formidlet af Susanne Sayers.

Med udgangspunkt i den forståelse og respekt burde det være muligt at finde fælles grund – uden mistænkeliggørelse og mudderkastning. Fordi debatten er vigtig for begge gruppe, men det nytter ikke, hvis der er en opfattelse af, at den ene gruppe er renfærdig end den anden.

I så fald ender mit gamle forbund bare med at være klubben for en svindende skare af beboere i det journaliske aftenland, mens kommunikatørerne er skredet. 

Det synes jeg ville være synd.

Læs mere om debatten

Lasse Jensen: “Journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger”, Information d. 7. november 2018

Lars Werge:”Man kan ikke skelne mellem journalister og kommunikatører som Lasse Jensen gør” Information 9. november 2018

Journalisterne i DJ, bestyrelse: “Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed” Information 13. november 2018.

“Man kan aldrig fortælle hele sandheden, hverken som journalist eller kommunikatør” Journalisten.dk, 15. november 2018

Susanne Sayers: “Vi må skille de to fag ” Journalisten.dk 19. november 2018

Kristoffer Kræn: “Offentligheden har mange tjenere” Journalisten.dk 21. november 2018

Relaterede indlæg

Online Minds er genstartet

Min gode ven og legekammerat, Lars K. Jensen, har revitaliseret vores gamle blog, Online Minds – en tips & tricks blog for alle, der interesserer sig for onlinekommunikation.

 

Kig derover eller abonnér på os i din feed-reader ( vi mener nemlig stadig, at RSS styrer). Jeg kan varmt anbefale Feedly efter, at Google Reader blev droppet af Google.

Relaterede indlæg

Jeg er månedens profil hos Kommunikationen.dk

Det er altid rart, når nogen vil høre, hvad jeg engagerer mig i rent fagligt.

Derfor blev jeg også glad, da DJs kommunikationssite, Kommunikationen.dk  kontaktede mig for at høre om mit arbejde som digital kommunikatør.

Månedens profil har været lidt af en ’firstmover’ ud i webkommunikation. Han tænkte i starten af 90’erne at ”nettet er fedt” og har siden ’99 ikke haft lyst til at arbejde med papir. Kim Elmose har siden da kastet sig over alle hjørner af onlinekommunikation; Han blev en del af det tidlige bloggermiljø i Danmark og er i dag på alle tænkelige digitale platformer, hvor han – stadig – eksperimenterer på livet løs.

Jeg synes simpelthen det er sjovt at se på nye trends og tendenser inden for webkommunikation – og finde ud af, hvad der giver mening for en organisation som Ingeniørforeningen at bruge i sin kommunikation.

Under tiden som jourhavende på Ing.dk blev jeg optaget af at bygge og tilpasse de digitale platforme, som mine journalistkolleger kommunikerer på. Jeg fandt ud af, at jeg forstår at oversætte kommunikatørers ønsker til kodere og udviklere – og at jeg samtidig den anden vej kan formidle udviklernes vinkel på digitale platforme til kommunikatørerne. Jeg hjælper med at få indrettet værktøjerne, så mine kolleger kan få opfyldt deres mål gennem kommunikation.

 Det stikker dybere end det næste ”klik”

Jeg arbejder i øjeblikket med et projekt, der handler om at få samlet alle tal og statistikker, som Ingeniørforeningen (IDA) genererer fra sociale medier, i et overskueligt og forståeligt format, der kan vises til kolleger og chefer.

Det kan være rapporter eller dashboards, altså websites der viser data i realtid som grafer. Det er spændende at finde frem til tal, der siger noget om oplevet kvalitet – mere end “så og så mange brugere “ eller “så og så mange kliks”. Som Ernst Poulsen (onlinejournalist, red.) og jeg plæderede for ved en konference i 2005: Vi skal gå fra at se på brugere til at se på deltagere. Det er jeg stadig optaget af, fordi det er det, der er spændende for kommunikatører.

Dét er kommunikation for mig: at komme bag om det hurtige og finde sammenhænge, der stikker dybere end det næste klik.

Computere og internet i 90’erne

Jeg interesserede mig for computere og internettet i starten af 90’erne. Jeg læste Politikens legendariske tillæg ’Computer’ – og husker et tillæg i Journalisten fra midt-90’erne, der handlede om visionerne for journalistik på nettet: Den digitale journalist. Jeg tror at det var skrevet af webekspert Christian Schade. Tillægget beskrev, hvad nettet kunne blive for journalistikken, for eksempel med aviser på e-papir. Vi taler her 12 -13 år før iPaden blev opfundet.

Der tænkte jeg : ”Nettet er fedt. Det er nyt land for journalistikken. Det vil jeg arbejde med.”

Da der så blev slået en stilling op hos Computerworld.dk i ’99 – på landets første dedikerede onlineredaktion – tænkte jeg: Det søger jeg, selvom jeg ikke vidste specielt meget om it-virksomheder. Men jeg blev ansat, blandt andet fordi jeg som journalist på en provinsavis var vant til skrive meget og hurtigt.

Siden har jeg ikke haft lyst til at arbejde med papir, men har kastet mig over alle hjørner af onlinekommunikation, fordi der er så meget du kan eksperimentere med, hjemme fra din dagligstue.

At blive sit eget medie

Det, som jeg har lært mest ved, er ved at begynde at blogge tidligt. I 2001 interviewede jeg en amerikansk iværksætter, Evan Williams, om blogging, fordi han havde skabt værktøjet “Blogger.com” (Der siden hen er blev opkøbt af Google). Han talte om muligheden for videndeling og at blive sit eget medie.

Det inspirerede mig. I juni 2001 startede jeg min første blog, for at skrive om og eksperimentere med onlinejournalistik. Dermed blev jeg en del af det tidlige bloggermiljø i Danmark, hvor vi diskuterede og videndelte på tværs af blogs om webliv – og hvor jeg lærte værdien af at dele viden og stille sin viden til skue og diskussion. Det handlede blandt andet om at forstå, at du ikke devaluerer din værdi ved åbent at fortælle om, hvad du ved, på nettet – men faktisk optimerer din værdi samtidig med at du hjælper andre til at blive klogere. Det har taget medier og organisationer lang tid at forstå. Tænk engang, at man for år tilbage strittede imod brug af dybe links.

 Hjælp andre til at shine

Mit arbejde giver mest mening, når jeg for eksempel introducerer kolleger til digitale værktøjer, der giver dem og organisationen mulighed for at nå længere ud med deres budskaber, og som lærer dem at få og dele viden på nye måder.

Det at se kolleger få en “Aha”-oplevelse ved at begynde at tweete og dermed erfare, at de ved vedholdenhed bliver involveret i givende diskussioner og får kontakter med andre, der bringer dem videre i deres arbejde og øger gennemslagskraften af deres kommunikation – det er fedt.

Jeg fik tilbage i 2004 overtalt de første kolleger på Ingeniøren til at begynde at blogge – og efter et par måneder var de meget begejstrede for de nye spændende diskussioner, som de blev involveret i med deres læsere. Det udviklede deres journalistik, fordi jeg præsenterede dem for en ny platform.

Jeg kalder det at “hjælpe andre til at shine”. Det er en del af kommunikationens væsen.

Relaterede indlæg

Onlinejournalistikken som den evige opkomling

Den seneste uge har budt på flere indlæg, der fra forskellige vinkler belyser tilstanden for onlinejournalistikken her til lands.

En af mine tidligere kolleger fra Politiken.dk, Marie Hjortlund, lagde ud på bagsiden af fagbladet Journalisten med “Lad os fokusere på journalistikken – ikke platformen” , hvor hun beskæftiger sig med den ringeagt, som onlinejournalistikken er udsat for.

Det samme beskæftiger Bo Elkjær , journalisten.dk’s nye webredaktør sig med i blogindlægget : “Styr nu den mediestøtte den rigtige vej”, hvor han kritiserer indretningen af mediestøtten kraftigt. Det sker som opbakning til Zetland-journalisternes opråb i gårsdagens Politiken om mediestøtte til små netmedier “Støt fremtidens medier frem for fortidens” .

De og Bo Elkjær ser ikke en højere kvalitet på print frem for net – men alligevel er det printaviserne, der løber med alle støttemillionerne , når mediestøtten bliver uddelt.

Dybt uretfærdigt og tilbageskuende.

I min kommentar til Bo skriver jeg:

Cadeau til Bo for indlægget som jeg kun kan være enig i.

Jeg medgiver, at medierne har svært ved at finde deres ben i den digitale nutid, der immervæk snart har varet i nogle år. Og det gælder også for medarbejderne, hvor der desværre stadig er en misforstået ide om, at print er finere end online. Se blot på min tidligere Politiken-kollega Marie Hjortlunds skarpe kommentar i Journalisten om ringeagten for onlinejournalistikken http://journalisten.dk/node/24524 . Jeg beklager kun, at holdningen ikke har ændret sig i de tre år, siden jeg forlod journalistikken.

Det er selvsagt noget vrøvl med den “papir er finere end online” , al den stund at nettet giver alle muligheder for fantastiske illustrationer, præsentationer, interaktion for læserne og deltagelse fra læserne.

Lider webjournalistikken under kvalitetsproblemer er det i høj grad mediechefernes skyld. De har aldrig investeret millionerne i udforskning af digital kommunikation , kun hvis det handlede om ren teknik og software, mens antallet af hænder til webredaktionerne og midlerne til udvikling af det journalistiske håndværk på nettets præmisser har været uendelig små.

Som ansat på webdelen i et af de store bladhuse var det surrealistisk i årene 2007 – 2009 at høre koncernchefen fortælle om de hundrede af millioner, der blev investeret i gratis-blad-krigen mod islændingene. Hvis bare vi i koncernen havde fået 100 milllioner kr. til udvikling af den digitale journalistik, ja – hvad kunne det så ikke være blevet til , også med hensyn til at opdage nye veje til at skaffe indtægter på?

Dermed ikke være sagt at vi så havde fundet løsningen på den strukturelle krise, men mine kolleger i medierne havde måske været klædt bedre på.

Endelige bør mange journalister også tage fat i egen barm og selv kaste sig ud i eksperimenter, støde mod loftet for at udforske de journalistiske muligheder. Det er ikke nok at vente på, at chefen kommer hen og beder dig om det – før du går i gang med eksperimenterne. Faglig stolthed er også at holde sig orienteret om og sulten på, hvor ens metier bevæger sig hen.

Desværre sørger mediestøtten ikke for at højne onlinemediernes anseelse med sine retningslinier, der kun belønner døde træer.

Det skal ændres. Alt andet vil være ……spild af penge.

Kvaliteten og lødigheden af onlinemedier lå implicit også i det interview, som professor ved CBS, Anker Brink Lund gav til Politiken i weekenden, hvor han noterede, at papiravisernes vigende betydning skader den demokratiske debat i Danmark.

Jeg er enig i, at netdebat ikke generelt har høj kvalitet her til lands – og at debatten i de traditionelle papiraviser kan synes større. Først på det seneste har der været gjort en ordentlig indsats – bl.a. i Politiken – med verificering af debattører for at få ryddet op i tågehornene.

Imidlertid er det ikke netmediets skyld, men faktisk de selvsamme medieselskabers skyld – d.v.s. ejerne af netmedierne. De har ikke prioriteret udviklingen af nye debatformer på nettet rent udviklingsmæssigt – og derfor er det klart, at den halter bagefter.

Det kan bare ikke siges at være platformens skyld. Det burde være nok en tilståelsessag for mediehusene. Det undrer mig blot, at Anker Brink Lund ser papiraviserne som den eneste platform for ordentligt demokratisk debat. Det er ikke naturgivent.

Altimens må vi vente på Uffe Elbæk og hans genstart af mediestøtteforhandlingerne til efteråret. Lad os håbe at regeringen dér tager et spadestik dybere ned i substansen og giver netmedierne flere penge til eksperimenter, udvikling og løbende drift.

Netmedier er fremtiden.  Det er desværre bare ikke alle, der kan se det.

Update: Morten Gade har også skrevet en blogpost om mediestøtte og Zetland-kronikken

Relaterede indlæg