Dorte Tofts superbe brug af podcast som dokumentation

Dorte Toft bruger fortsat nettet til at dokumentere sine skriverier om Stein Bagger og IT-Factory sagen – senest ved at have lagt fire lydklip på bloggen til den bog Bedrag, som hun har skrevet sammen med Henrik Tüchsen.

Lydklippene er taget fra tre timers optagelser af det interview d. 29. oktober 2008 som Dorte,  Computerworlds chefredaktør, Jan Horsager samt CW-journalista Kristian Hansen, fik med Stein Bagger og hans kommunikationschef Erik Ove efter hende og CW’s artikler om IT-Factory.

Om de fire lydklip skriver Dorte følgende:

  • Lydklip 1 af 4 – Bagger og Erik Ove om ph.d.’en
  • Lydklip 2 af 4. Bagger om partneren Mikael Ljungman. Ove om omsætning.
  • Lydklip 3 af 4. Stein Bagger og Erik Ove om ord som platugle, svindler og bedrager. Men først om biler.
  • Lydklip 4 af 4 – Stein Bagger om uvenner og produkter

Hør dem – det er god radio og stærkt underholdende – bl.a. lydklip 3 hvor Bagger og Ove ymter sig over ordene platugle og svindler.

Og lad det være en – simpel – inspiration til andre journalister om, hvordan nettet – her behøver du ikke en blog – kan bruges til dokumentation , der ikke bare er skriftlig . Det her formidler indtrykket af – mere klart end adskillige artikler – hvor veltalende og selvsikker Stein Bagger kunne lyde, selv når han var presset.

God radio, god netjournalistik – god Dorte – og god Mikkel Westerkam, der har hjulpet med det lydtekniske og omdannelse til mp3.

Relaterede indlæg

Nok en hyldest til Dorte Toft

Det er 16 timer siden, at det blev offentliggjort – men alligevel: Dorte Toft får velfortjent IT-Prisen 2009 for sin vedholdende spørgelyst til IT-Factory og Stein Bagger-sagaen.

Der er kun et at sige: Velfortjent hyldest til Dorte for hendes kritiske journalistik – og så bliver hun den første kvinde, der modtager IT-prisen, som bliver uddelt af IT-branchen – under Dansk Industri – og IDG Danmark, som udgiver Computerworld .

Tillykke herfra !

 

Relaterede indlæg

Mediehack Opsamling 4. februar

Der er sket flere ting, de seneste dage, som jeg bare ikke har fået blogget om . Så her er min opsamling om hvad jeg har læst i de seneste dage:

Kom til Twitterfestival  – Twestival – d. 12. februar

De to passionerede Twittere – @marks og @solbjerg – har sørget for at koble København på den internationale begivenhed – Twestival – hvor Twitter-brugere mødes den samme dato for at snakke Twitter – og samtidig støtte et godt formål. Denne gang: rent vand.

Der kan læses mere på bloggen eller deres Twitterprofil cphtwestival . Mødetstedet er Republikken på Vesterbrogade kl. 18 d. 12. februar.

Jeg skal med – ses vi?

eJour-pris til Dorte Toft

DJH’s onlinemagasin eJour kårede i mandags Dorte Toft som årets netmedie på grund af hendes indsats i afsløringen af Stein Bagger som en svindler. En fuldt fortjent pris – og et stort tillykke til Dorte.

Reboot 11 bliver til noget – d. 25 –  26. juni

Nu er det offentliggjort i dag – Mygdal & Co. afvikler endnu en gang Reboot – denne gang nummer  11. Og jeg glæder mig bare sådan til det. Sidste år måtte jeg droppe det til fordel for Global Voices Citizen Media Summit i Budapest –  og det var fedt – men jeg savnede også at være  på Reboot.

Kristine Löwe blogger hos Mediawatch

Den læsværdige og innovative norske blogger, Kristine Löwe , er blevet hyret af Louise Reseke & Co. til at blogge hos Mediawatch. Godt valg  – hun er god at følge ! Også på Twitter @kristinelowe

Krav om IT-CV for DJH-studerende

DJH kræver fremover, at de studerende skal opfylde krav i et IT-Curriculum. Det er Kristian Strøbech, lektor på DJH, der er en af drivkræfterne bag – og Lars K. Jensen har blogget om det.

Et god og nødvendigt krav.

Relaterede indlæg

Erhvervsredaktører vil klappe blog-hesten

Et par erhvervsredaktører Steen Rosenbak, Erhvervsredaktør Jyllands-Postenog Jens Chr. Hansen, redaktør Berlingske Business maner til besindighed over, hvad de kalder blogbegejstringen oven på Dorte Tofts skriverier forud for IT-Factorys fald.

Det sker i et indlæg på Journalisten.dk:

Bloggen kan i nogle sammenhænge ligestilles med den korridorsnak, der finder sted på de fleste avisredaktioner. Historier og ideer vendes og drejes, men når aldrig frem til læseren, fordi teser og rygter ikke kan bekræftes af brugbar dokumentation. Forskellen er, at på nogle blogs bliver teser og rygter – fremsat under ansvar for injurielovgivningen – lagt åbent frem og kalder på reaktioner fra omverdenen. Den positive side af den sag er, at bloggen i bedste fald bliver et effektivt researchværktøj, der lokker kilder frem, som ellers aldrig ville have kendt til, at netop denne journalist interesserede sig for netop denne problemstilling

Dorte svarer senere på indlægget ved bl.a. at påpege, at de to erhvervsredaktører gør sig skyldig i en slags én-øjethed ved kun at fokusere på hendes blogartikler om IT-Factory og ikke også se på de artikler, som hun (forgæves) forsøgte at sælge til Berlingske Business, men som Computerworld godt ville betale for.

Uden bloggen og DERAF følgende mails direkte til mig havde jeg (og Computerworld) ikke kunnet dokumentere, at IT Factorys succesrige produkter, der blev tilskrevet det store salg, ALDRIG var kommet på markedet. At succesen var en stor fed løgn.

Uden bloggen og DERAF følgende mails havde jeg ikke kunnet dokumentere, at  IT Factorys fremtidsprodukt, der blev hypet helt vildt og skulle på markedet til test efter  nytår i stort omfang var et luftkastel.

Dorte svarer også på den megen snak om netop anonyme kilder i IT-Factory-sagen – netop de mange anonyme kommentarer på hendes blog – og jeg kunne ikke være mere enig med hende :

Og alle journalister, medierådgivere, chefredaktører etc.etc., der nu dyrker anonymitetens problematik i forhold til bloggen…

Ja, det er et stort problem. Det var også et stort problem, at der ikke var nogen infrastruktur på plads til at håndtere 300 kommentarer på én dag, 250 næste dag etc. etc.

[…]

Men jeg har ligegodt aldrig set aviserne benytte sig af så mange anonyme kilder som netop i denne sag. Tag bare Jensbys mange særprægede exitter…. Jeg har kunnet sætte flueben ved mange af disse afsløringer (hjulpet en af dem på vej selv:-). Jeg valgte IKKE at skrive disse ting, selv om jeg også har højtstående direktører blandt MINE kilder på disse sager.

Læs selv både de to erhvervsredaktørers indlæg og Dortes grundige svar i “Erhvervsredaktører maner til blog-ro”.

Relaterede indlæg

Hyldest til bloggeren Dorte Toft

Som det er opmærksomme læsere af erhvervsnyheder bekendt er IT-Factorys konkurs med en gæld på – mindst – 500 millioner kroner årtiers erhvervsskandale på linie med Nordisk Fjer.

Kvinden, der har haft færten af noget fordækt i årevis – og vi taler her over seks år – , er Dorte Toft, freelance-kommentator og blogger hos Berlingske Tidende.

Dorte er Danmarks første kvindelige edb-programmør tilbage fra 60’erne , hvorefter hun skiftede over til journalistikken. Jeg var kollega med hende på Computerworld i starten af dette årti – inden at hun drog videre for med tiden at kaste sig over bloggen, som et væsentlig værktøj og kommunikationsmiddel i sin journalistikken.

Og det er på bloggen hos Business.dk, at hun har fået tip og ledetråde om det eventyrlige fupnummer, som IT-Factory viste sig at være.

Tip og ledetråde fra læserne, vel at mærke .

Det fortæller hun selv om i dag på bloggen i indlægget “IT-Factory – with a little help from.,,:

Tag et kig på dette indlæg med overskriften “Rigmanden Finn Nørbygaards papirpenge” fra den 5. december 2007 – altså for et år siden. Tjek venligst kommentarerne. Se de spor, der lægges ud der. Om Agios United, om manglende intern viden om kunder og produkter m.v.

Følg hele hendes dækning på bloggen under kategorien IT-Factory .

Dorte Tofts brug af bloggen er det første tindrende klare eksempel på en journalist, som har brugt bloggen til at få – mestendels anonyme – kilder i tale om en historie til at underbygge hendes egen sunde fornuft; nemlig spørgsmålet : “Hvor er pengene? ” .

Dorte Toft agerede på samme måde som Fortune-journalisten Bethany McLean , der som den første journalist stillede spørgsmålstegn ved energiselskabet Enrons enorme overskud i artiklen “Is Enron Overpriced?” fra d. 5. marts 2001, hvor hun skrev om de uigennemskuelige pengestrømme.

Den blev startskuddet til afsløringen af USA’s største erhvervsskandale.

Med sit enkle spørgsmål om; “Hvor er pengene?”, står Dorte Toft – itjournalist og blogger , nu med hovedæren for at Stein Bagger og IT-Factorys svindel er afsløret.

Jeg kaster håndtegn til Dorte 😀

Relaterede indlæg