Forlod DJ efter over 20 år: Træt af nedprioriteringen af kommunikation

Jeg har med interesse fulgt debatten om journalistik i forhold til kommunikation i Dansk Journalistforbund, der fulgte oven på Lasse Jensens indlæg i Dagbladet Information, DJ-formand Lars Werges svar – og så bestyrelse for Journalisterne i DJ, hvorefter debatten flyttede til Journalisten.dk . Se links efter indlægget.  En debat der er vigtig – men også har været forstemmende at følge.

Jeg er uddannet journalist årgang 1996 fra Danmarks Journalisthøjskole – DJH , nu DMJX.

Som en selvfølge meldte jeg mig ind i DJ i studietiden for at være en del af et fagligt fællesskab og støtte op om arbejdet for ordentlige forhold og rettigheder for journalister og kommunikatører i branchen.

I efteråret 2016 meldte jeg mig ud af Dansk Journalistforbund.

Det var svært, fordi jeg havde en aktiv relation til forbundet.

Jeg bidrog flere gange i 00’erne til seminarer og workshops på Fagfestivalen om onlinekommunikation, jeg bloggede i nogle år på Journalisten om digital kommunikation og tog initiativ til at starte et netværk for social media-redaktører i forbundet i 2014.

Endelig fik jeg uvurderlig hjælp i faglige kampe to gange fra Forbundet. Så jeg havde også meget at takke forbundet og dets medarbejdere for.

Der er da forskel på journalistik og kommunikation

Arbejdsmæssigt skiftede jeg i 2009 fra journalistikken, da jeg blev ansat i en organisation ( Ingeniørforeningen, IDA) som webredaktør – og hvor jeg nu er site manager.

Det skete ud fra ønsket om at arbejde strategisk og mere langsigtet med kommunikation  – og arbejde for en gruppes ( medlemmerne) interesser.

Jeg var helt på det rene med, at jeg ikke længere var uafhængig journalist, men kommunikatør – ansat af en organisation til at præsentere dens budskaber så klart, tydeligt og gunstigt som muligt.

Derfor er det da heller ikke til diskussion, at journalistik og kommunikation har forskellige formål .

Journalistikken skal tilvejebringe informationer til offentligheden, så borgerne er bedst muligt oplyste om, hvad der sker i samfundet omkring dem.

Kommunikatøren skal viderebringe en organisations, virksomheds eller myndigheds informationer og budskab til den relevante målgruppe – på en gunstig måde.

Så ja, der er forskellige formål med fagdisciplinerne journalistik og kommunikation , men udøverne betjener sig ofte af de samme værktøjer og virkemidler . Det gælder også metoder til evaluering af effekten af journalistikken eller kommunikationen , fastlæggelse af strategier til at nå ud med sit produkt (artikler/nyhedsindslag/video) i journalistikkens tjeneste eller for kommunikatøren arbejdsgiverens / kundens tjeneste.

Der er derfor et fagligt rum, hvor journalister og kommunikatører burde kunne mødes og udbygge forståelsen for hinandens discipliner i gensidig forståelse – og samtidig kan sikre ordentlige arbejdsforhold i de respektive brancher.

Spørgsmålet er bare, om det er Dansk Journalistforbund er det sted.

Mit svar er jo angivet tidligere i dette indlæg.

Kommunikation på 2. klasse

Nej, lige pt synes jeg desværre ikke, at forbundet er det sted. Jeg meldte mig ud i efter 2016 af flere årsager. Dels syntes jeg, at der fagligt manglede tilbud til kommunikatører – d.v.s. kurser i strategisk kommunikation, hvordan måler man kommunikation, social media manager i en organisation, projektmetoder a la agile development, nudging, content marketing etc.

Desuden blev mediet Kommunikationen.dk kraftigt nedprioriteret efter i et par år at have været et fint og godt lille medie om kommunikationsfaget. Og Journalisten.dk havde bare ikke meget til kommunikationsfolk.

Det erkendte HB da også i august 2016, hvor man satte 250.000 kroner af til at ‘charmere kommunikatører’

Mistænkeliggørelse af kommunikatører

Dråben var  imidlertid en del af argumenterne mod fusionen med Kommunikation & Sprog, der kørte op til og under delegeretmødet 2015, hvor jeg var med som delegeret for DJ Kommunikation.

Det var virkeligt forstemmende at høre den manglende respekt for kommunikationsfolks arbejde, intentioner og moral, som blev formidlet i indlæg i Journalisten og fra talerstolen på Delegeretmødet samt i korridorerne.

Holdningerne i indlæggene fokuserede ofte på forestillingen om, at kommunikatørerne mestendels bruger tid på at skjule eller fordreje informationer for journalisterne. Og flere kommunikatører ville udvande DJs identitet.

Så jeg tog forstemt – og lidt rystet – hjem fra Delegeretmødet 2015 – og følte mig for alvor ikke hjemme i mit gamle forbund. 

Så da jeg fik muligheden for at skifte et forbund, der har respekt for min faglighed, mine udfordringer som ’embedsmand’ og leverer efteruddannelse, som jeg kan bruge til noget, så gjorde jeg det.

Den seneste debat har bekræftet mig i mit valg
Jeg interesserer mig stadig levende for journalistik og medier , så jeg læser jævnligt Journalisten.dk – men det var nu i min daglige avis, Information, at jeg fulgte opstarten på denne debat.

Argumentationen fra DJ Journalisterne og deres meningsfæller har overbevist mig om, at jeg valgte rigtigt. Der er stadig en tydelig tone af, at journalisterne er de ædle riddere, som kæmper mod de træske drager i form af kommunikatører.

Det er ærgerligt, når jeg kun møder kommunikatører på mit arbejde og andre steder, der forstår den forskel , som er på journalistik og kommunikation – fornemt formidlet af Susanne Sayers.

Med udgangspunkt i den forståelse og respekt burde det være muligt at finde fælles grund – uden mistænkeliggørelse og mudderkastning. Fordi debatten er vigtig for begge gruppe, men det nytter ikke, hvis der er en opfattelse af, at den ene gruppe er renfærdig end den anden.

I så fald ender mit gamle forbund bare med at være klubben for en svindende skare af beboere i det journaliske aftenland, mens kommunikatørerne er skredet. 

Det synes jeg ville være synd.

Læs mere om debatten

Lasse Jensen: “Journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger”, Information d. 7. november 2018

Lars Werge:”Man kan ikke skelne mellem journalister og kommunikatører som Lasse Jensen gør” Information 9. november 2018

Journalisterne i DJ, bestyrelse: “Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed” Information 13. november 2018.

“Man kan aldrig fortælle hele sandheden, hverken som journalist eller kommunikatør” Journalisten.dk, 15. november 2018

Susanne Sayers: “Vi må skille de to fag ” Journalisten.dk 19. november 2018

Kristoffer Kræn: “Offentligheden har mange tjenere” Journalisten.dk 21. november 2018

Relaterede indlæg

Jeg starter nyt gratis DJ-netværk for social media redaktører

Jeg har altid været tilhænger af Do It Yourself-filosofien, kombineret med værdien i at dele viden med andre og derved optimere alles viden.

Derfor begyndte jeg at blogge tilbage i 2001, fordi jeg som onlinekommunikatør på et stadig jomfrueligt område syntes, at jeg havde noget at byde ind med – konkrete erfaringer – men absolut ikke var sikker på, at jeg havde fundet de vise websten. Derfor begyndte jeg at mere fokuseret at opdyrke og vedligeholde netværk – og blev bl.a. derfor aktivt medlem af DONA for at blive klogere sammen med andre.

Af samme årsag starter jeg i det nye år et gratis netværk i regi af Dansk Journalistforbund. Netværket er for DJ-medlemmer, der arbejder i små og mellemstore organisationer med social media som en af deres væsentligste opgaver.

Selvom disciplinen “social media” ikke længere kan betegnes som ny, er der for mig at se stadig meget at diskutere om metoder, målinger og ageren – og hvordan du får det til at hænge sammen, hvis det kun er dig, som håndterer social media – måske endda ved siden af andre arbejdsopgaver.

Det er nogle af de tanker, som jeg vil bringe med ind i netværket, som jeg skal facilitere de tre første møder af.

Læs mere om netværket på Dansk Journalistforbunds side og del meget gerne opslag til DJ-medlemmer.

Relaterede indlæg

Mangelfuld karrierevejledning fra DJ

I sidste uge havde jeg atter fornøjelsen af at fortælle om livet som webredaktør på DJ-kurset “Webarbejdsmarkedet – noget for dig ?” for freelancere og ledige journalister.

Mit foredrag er konkret i min gennemgang af, hvad jeg har af arbejdsopgaver, og hvad jeg mener, at du bør beherske af kompetencer , såfremt du skal kunne fungere som styrmand på et website.:

Jeg gør en del ud af, at du ikke skal være en nørd – i øvrigt et positivt ord i min verden – men skal kende til html, css, billedredigering, usability, informationsarkitektur, statistik, webstrategier, brugeradfærd på nettet osv.

Ikke på ekspertplan men du skal vide noget om ovennævnte emner for at kunne  sende en seriøs ansøgning til en stilling som webredaktør.

Kriminelt råd
Bagefter fortalte en kursist mig, at han havde haft en samtale med DJ’s Karrierevejledning om hvad han skulle fokusere på, når han søgte webstillinger.

Han fik at vide, at han som skrivende journalist fra et dagblad havde de kompetencer, der skulle til: evnen til at formidle, strukturere, gøre det hurtigt og levende.

“Jamen, jeg skal da vel også kende til webkommunikation og netværktøjer?”, spurgte han – og fik igen svaret:

“Nej, nej –  der er brug for din faglighed som journalist og formidler. Du har allerede guldkompetencer”, beroligede karrierekonsulenten.

Det er et kriminelt dårligt råd, hvis du spørger mig!

Men det siger noget om den fejlopfattelse, der stadig eksisterer i brede kredse inden for dansk journalistik: Vi er gode til at skære en overskrift, skrive en fængende indledning og malende reportage, der slutter af med et lille svirp med halen til sidst i reportagen. Og det er det vigtigste at kunne , hvis du skal arbejde på nettet.

Wrong!

Netformidling er sin egen disciplin, der kræver at du kender til netspecifikke værktøjer. Du skal kende til de virkemidler og teknikker, som driver nettet og som du kan bruge. Du skal kende html, som du skal kende til tekstbehandlingsprogrammer og regneark, hvis du arbejder som journalist. Du skal kende til non-lineær fortællinger, webintegration, være nysgerrig over for nye værktøjer osv.

Det er for slapt at en karrierekonsulent fortæller ledige, hvad hun tror, at de vil høre: at de ER kompetente også til webarbejde og som sådan bare skal tro på egen fortræffelighed i de traditionelle værktøjer.

Jeg håber virkelig, at det bare var een dårlig konsulent, som har misforstået sin opgave og det arbejdsmarked, vedkommende vejleder ledige i.

Fordi web kræver særlige kompetencer, efteruddannelse, eksperimenter og nysgerrighed – på samme måde som hvis du er redaktionssekretær på en avis – og alle journalister bør sgu af sig selv sætte sig hen til computeren LIGE NU og gå i gang ; gå på opdagelse på web og finde ud af , hvor fedt det er.

Relaterede indlæg