Onlinejournalistikken som den evige opkomling

Den seneste uge har budt på flere indlæg, der fra forskellige vinkler belyser tilstanden for onlinejournalistikken her til lands.

En af mine tidligere kolleger fra Politiken.dk, Marie Hjortlund, lagde ud på bagsiden af fagbladet Journalisten med “Lad os fokusere på journalistikken – ikke platformen” , hvor hun beskæftiger sig med den ringeagt, som onlinejournalistikken er udsat for.

Det samme beskæftiger Bo Elkjær , journalisten.dk’s nye webredaktør sig med i blogindlægget : “Styr nu den mediestøtte den rigtige vej”, hvor han kritiserer indretningen af mediestøtten kraftigt. Det sker som opbakning til Zetland-journalisternes opråb i gårsdagens Politiken om mediestøtte til små netmedier “Støt fremtidens medier frem for fortidens” .

De og Bo Elkjær ser ikke en højere kvalitet på print frem for net – men alligevel er det printaviserne, der løber med alle støttemillionerne , når mediestøtten bliver uddelt.

Dybt uretfærdigt og tilbageskuende.

I min kommentar til Bo skriver jeg:

Cadeau til Bo for indlægget som jeg kun kan være enig i.

Jeg medgiver, at medierne har svært ved at finde deres ben i den digitale nutid, der immervæk snart har varet i nogle år. Og det gælder også for medarbejderne, hvor der desværre stadig er en misforstået ide om, at print er finere end online. Se blot på min tidligere Politiken-kollega Marie Hjortlunds skarpe kommentar i Journalisten om ringeagten for onlinejournalistikken http://journalisten.dk/node/24524 . Jeg beklager kun, at holdningen ikke har ændret sig i de tre år, siden jeg forlod journalistikken.

Det er selvsagt noget vrøvl med den “papir er finere end online” , al den stund at nettet giver alle muligheder for fantastiske illustrationer, præsentationer, interaktion for læserne og deltagelse fra læserne.

Lider webjournalistikken under kvalitetsproblemer er det i høj grad mediechefernes skyld. De har aldrig investeret millionerne i udforskning af digital kommunikation , kun hvis det handlede om ren teknik og software, mens antallet af hænder til webredaktionerne og midlerne til udvikling af det journalistiske håndværk på nettets præmisser har været uendelig små.

Som ansat på webdelen i et af de store bladhuse var det surrealistisk i årene 2007 – 2009 at høre koncernchefen fortælle om de hundrede af millioner, der blev investeret i gratis-blad-krigen mod islændingene. Hvis bare vi i koncernen havde fået 100 milllioner kr. til udvikling af den digitale journalistik, ja – hvad kunne det så ikke være blevet til , også med hensyn til at opdage nye veje til at skaffe indtægter på?

Dermed ikke være sagt at vi så havde fundet løsningen på den strukturelle krise, men mine kolleger i medierne havde måske været klædt bedre på.

Endelige bør mange journalister også tage fat i egen barm og selv kaste sig ud i eksperimenter, støde mod loftet for at udforske de journalistiske muligheder. Det er ikke nok at vente på, at chefen kommer hen og beder dig om det – før du går i gang med eksperimenterne. Faglig stolthed er også at holde sig orienteret om og sulten på, hvor ens metier bevæger sig hen.

Desværre sørger mediestøtten ikke for at højne onlinemediernes anseelse med sine retningslinier, der kun belønner døde træer.

Det skal ændres. Alt andet vil være ……spild af penge.

Kvaliteten og lødigheden af onlinemedier lå implicit også i det interview, som professor ved CBS, Anker Brink Lund gav til Politiken i weekenden, hvor han noterede, at papiravisernes vigende betydning skader den demokratiske debat i Danmark.

Jeg er enig i, at netdebat ikke generelt har høj kvalitet her til lands – og at debatten i de traditionelle papiraviser kan synes større. Først på det seneste har der været gjort en ordentlig indsats – bl.a. i Politiken – med verificering af debattører for at få ryddet op i tågehornene.

Imidlertid er det ikke netmediets skyld, men faktisk de selvsamme medieselskabers skyld – d.v.s. ejerne af netmedierne. De har ikke prioriteret udviklingen af nye debatformer på nettet rent udviklingsmæssigt – og derfor er det klart, at den halter bagefter.

Det kan bare ikke siges at være platformens skyld. Det burde være nok en tilståelsessag for mediehusene. Det undrer mig blot, at Anker Brink Lund ser papiraviserne som den eneste platform for ordentligt demokratisk debat. Det er ikke naturgivent.

Altimens må vi vente på Uffe Elbæk og hans genstart af mediestøtteforhandlingerne til efteråret. Lad os håbe at regeringen dér tager et spadestik dybere ned i substansen og giver netmedierne flere penge til eksperimenter, udvikling og løbende drift.

Netmedier er fremtiden.  Det er desværre bare ikke alle, der kan se det.

Update: Morten Gade har også skrevet en blogpost om mediestøtte og Zetland-kronikken

Relaterede indlæg

Digitalsyndikatet: Strøm på den digitalpolitiske debat

Med den notoriske webpioner Christian Schade som idé- og ophavsmand er gruppebloggen Digitalsyndikatet i dag for alvor trådt ud på nettets elektriske impulsstrømme.

Jeg er skribent med sammen med ni andre bloggere til en start – og vores mission er klar, som det fremgår af dagens pressemeddelelse:

Der er behov for, at nogen sætter den digitalpolitiske dagsorden i Danmark og skaber debat ved dels at levere meninger, dels analyser og viden. Informationsteknologien er på godt og ondt en del af vores kultur og fælles fremtid.

Politik finder ikke kun sted på Christiansborg eller nede på kommunen, den skabes også i virksomhederne, i hjemmene, i skolerne, på e-handelssites, på spillekonsollerne, hos teleselskaberne og på hospitalerne.

Vi har lagt ud med artikler om den sløje it-tilstand i skolerne, mulighederne ved at publicere egne bøger og nettet som grundlovssikret ret samt den fantastiske tjeneste, som Delicious er.

Vi er mere end klar til at diskutere digital politik – det er derfor, at vi guddødemig har ladet os indforskrive til en ny blog, selvom flere af os har et par stykker i forvejen.

Hvem er vi så ?

  • Jesper Balslev
. Digital mediekonsulent, foredragsholder og forfatter
  • Anders Kjærulff Christensen. 
Medstifter af P1’s Harddisken, nu Projektchef på Ekstra Bladet nationen!
  • Kim Elmose
. Journalist, blog-pioner og formand for Danish Online News Association (DONA). Webredaktør hos IDA.
  • Abelone Glahn. 
Digital iværksætter, forfatter og specialst i netværk og praksisfællesskaber
  • Mads Kristensen
. Digital pioner, direktør for digital udvikling hos Berlingske Media
  • Lizl Rand
. Chefredaktør på Q, Tidens Kvinder og Psykologi
  • Christian Schade
. Digital mediepioner og -konsulent med fokus på strategi og ledelse
  • Claus Skytte. 
Iværksætter og digital kommunikator, medstifiter af We Love People
  • Bjarne Tveskov. 
Digital pioner, konceptdesigner, underviser, skribent og konsulent
  • Henriette Weber
. Strategisk social webkonsulent og forfatter med special i markedsføring

Vi er ikke en fasttømret blog af enighed. Holdningerne i de enkelte indlæg hæfter man for helt alene – og ikke de øvrige skribenter.

Vi er blot fælles om lysten til at forbedre den digitale politiske debat herhjemme med sigte på at gøre Danmark til et samfund, der håndterer og bruger de digitale værktøjer bedst muligt.

Vi er selvfølgelig også på Twitter som @digitalsyndikat

Gode mennesker har allerede fået øje på os:

Kig forbi Digitalsyndikatet og læs nærmere og diskutér med os .

Relaterede indlæg