Firmaer: Hvis I ikke vil dialogen, så drop sociale medier

I dagens onlineudgave af Tjek.dk – Politikens forbrugersite – er jeg og Trine-Maria Kristensen sammen med Søren Storm Hansen blevet bedt om at kommentere på den efterhånden ældre sag om, at SuperBest har lukket sin blog – efter kun seks uger og få indlæg.

Som det fremgår af artiklen, mener jeg, at SuperBests skridt er et klassisk eksempel på, at et firma eller en organisation ser sociale medier som The Magic Wand;  midlet , der som Ajax Rengøringsmiddel gør køkkenet – eller omdømmet – rent som en tornado.

Det gør jo sociale medier jo ikke – og det burde efterhånden ellers være trængt igennem i diverse organisationer og virksomheder, fordi det bliver formuleret på de fleste blogs og sites , der beskæftiger sig med dialogiske medier.

SuperBest burde have gjort sig følgende klart:

  • Hvad vil vi opnå med bloggen ?
  • Hvem vil vi tale til via bloggen?
  • Hvor detaljeret vil vi fortælle om os selv på bloggen ?
  • Hvad vil vi tillade af sprog og ytringer i kommentarerne?
  • Hvornår svarer vi på indlæg og hvem i organisationen gør det?

Der er masser af litteratur, der giver gode råd i den retning:

Dertil kommer der en mængde kvalificerede blogs – blandt af de nævnte forfattere ovenfor. Så der er ingen undskyldning for ikke at tænke sig om.

Som webredaktør i en organisation søger jeg at holde mig for øje, at sociale medier kun skal bruges, når

  1. Vi vil dialogen
  2. Vi vil bruge inputtene til noget

Ellers er det skønne spildte kræfter – og jeg risikerer at stå med tomme rum, der giver en fornemmelse hos den besøgende af ineffektivitet og forstenethed frem for dynamik og åbenhed.

Det er så også den kommunikationsansvarliges forbistrede pligt at udfordre sin ledelse på, når de kommer og siger: “Twitter, Facebook og blogs – dét skal vi have” .

“Ja – vil I lægge de ressourcer og organisatoriske ændringer i det, som kræves ? “, skal spørgsmålet lyde .

Det er ikke nemt, men det er ulige meget nemmere, end at åbne ud mod verdenen i åbenhedens navn for kort efter at lukke ned igen.

Det ér bare et skidt signal at sende.

Relaterede indlæg

Blogger.com fylder ti år og søger historier om blogging

Så lige via Erik Høy at mit første weblogværktøj, Blogger, fylder ti år til august. 😀 . Min karriere som blogger startede i øvrigt for otte år siden.

Da jeg skrev min første blogpost d. 25. juni 2001 skete det på Blogger.com . Det var nemt at bruge, ingen mas med skrive html dér for at udgive siden (okay , lidt skulle man kunne til navigation på siden , blogrolls og tilføjelse af kommentarmulighed ).

Jeg havde fornøjelsen af at interviewe manden bag Blogger.com Evan Williams på Reboot i 2001, hvor han fortalte om blogging ud fra kampråbet “Publishing for the people” .

Det er sjovt at tænke på, at den mand – efter at han solgte Blogger.com i 2003 til Google og siden startede podcaster-værktøjet Odeo – siden var med til at udvikle tidens mest optalte mikrobloggingværktøj Twitter sammen med Biz Stone.

Men nu vil Blogger-folkene gerne høre din historie om blogging og siden bringe dem på BloggerBuzz.

Jeg er allerede i tankerne på vej med at skrive min beretning om hvad blogging har betydet for mig personligt.

Relaterede indlæg

Fyringstruede journalist, få dig dog en blog og del din viden!

Altid årvågne Karin Høgh har tippet mig om, at blogfirmaet Six Apart – der driver blogværktøjerne Typepad og Moveable Type – tilbyder journalister at få en blog på deres portal, Blogs.com med tilknytning til Six Apart og deltagelse i firmaets annonceprogram.

De kalder det et “bailout program” , som skal give lige-fyret eller fyringstruede journalister på print- og netmedier en ny start som digitale online-en-mandsmedier i en større ramme ( Blogs.com ) .

Hello, recently-laid-off or fearful-of-layoffs journalist! We’re Six Apart (you know us as the nice folks who make Movable Type or TypePad, which maybe you used for blogging at your old newspaper or magazine) and we want to help you.

Lokkemidlet er det samme som for andre freelancere – frihed og du er dit eget medie:

We’re offering a platform to publish your work and profit from it. A platform that gives you complete control, with no dependence on the whims of a publisher, and no interference from an outside editor.

På sin vis er der selvfølgelig reklame- og brandingtankegang bag Six Aparts forslag til journalisterne med at give dem et udstillingsrum for deres produktion. Og fred med det – de giver journalisterne en blog på Typepade Pro – programmet , hvor hostingen i sig selv er $150 værd .

De forklarer mere om hvad de mener i en blog-post fra mandag.

Så skab dig dog den platform online

Uanset hvad man mener om Six Apart , så er jeg enig i deres wake-up call til journalister med undertonen “Verden går ikke under som journalist, fordi du bliver fyret og mister et mediehus som base”.

Helt helt enig!

Ja, gu’ er det ej sjovt – og jeg ville også blive voldsomt træt af de problemer, det ville medføre for mig, såfremt jeg bliver fyret . Jeg ville ikke grine hele tiden.

Imidlertid ville jeg da for alvor gøre denne blog  – eller andre blogs – til mit medie, dels for at blive synlig, producere artikler og være i gang . Enten for at forblive som freelance eller gøre mig synlig for fremtidige arbejdsgivere.

Ind til nu har det at blogge min viden ud gennem syv år gjort, at jeg nu sidder kun og arbejder med blogging (min nuværende arbejdsgiver tjekkede selvfølgelig min blog ), jeg holder foredrag og seminarer om blogging – og jeg har af og til været i andre medier for at udtale mig om det.

Det samme kan gøre sig gældende inden for alle stofområder.

Lad være med at binde og gemme al din viden i din nuværende arbejdsplads. Gør den synlig.

Du bliver klogere gennem dialogen med læserne , der kommenterer på din blog – og du gør forhåbentlig også dem klogere.  Og så udbygger du dit netværk med en mængde spændende og interessante mennesker, hvis du ellers forstår at skrive på en måde, så der bliver tale om videndeling og dialog – og ikke blot gold selvpromo.

For yderligere inspiration, så læs seneste nummer af Journalisten om de, der har etableret egne netmedier eller skabt kommunikationsfirmaer – fx. min gode ven og tidligere kollega, Malene Grouleff.

Og få dig så den blog eller hjemmeside; gør din viden synlig, forøg den og skab dig viden om netmediet.

Relaterede indlæg

Fagfestival 08: Masterclasses om blogs og mikroblogging på journalist-festival

Om nogle uger samles over tusinde journalister til Fagfestival i Odense for at blive inspireret og diskutere medier.

DONA er selvfølgelig på pletten med MasterClasses om brugen af de nyeste webteknologier i kommunikation og journalistisk arbejde; Netvibes, Google Docs og Facebook til eksempel.

Det sker i samarbejde med UPDATE – og det er i lokale 4 i Odense Congress Center.

Oplægsholderne giver en kort intro til sit emne på max 15 minutter, hvorefter deltagerne selv kan prøve – under vejledning af oplægsholderen.

Programmet for de to dage – søndag og mandag – viser bredden i tilbuddet.

Selv holder jeg oplæg om weblogs og mikroblogging med Twitter og Jaiku.

Er du til Fagfestival er du mere end velkommen – også til at besøge DONA’s udstilling i Udstillingsområdet, hvor vi bl.a. får besøg af Mark Briggs – forfatteren til Journalism 2.0 – der vil signere bøger.

Relaterede indlæg

Reklamer i blogs er ulovlige

….fortæller Politiken Tjek her til morgen med henvisning til et svar som videnskabsminister Helge Sander har afgivet til Folketinget.

Men men men – det gælder kun såfremt en blogger skriver rosende om et produkt, som han modtager penge for at omtale , uden at fortælle at det forholder sig sådan.

Nu har den socialdemokratiske forbrugerordfører Benny Engelbrecht  så bedt Forbrugerombudsmanden om at kigge på sagen – nærmere bestemt om netbureauer som Bloggerwave og Buzzanova overtræder loven om markedsføring ved at betale bloggere for at skrive om produkter – uden at det fremgår af bloggen, at det forholder sig sådan.

Jeg synes, at det er dårlig stil med skjult reklame for produkter på en blog – lige som det er forbudt i medier at reklamere for produkter .

Men om det giver mening at bruge krudt på at jagte de private klaphatte, der ønsker at kompromittere egen integritet ved at skrive positivt om produkter mod at få penge for det uden at fortælle det – det ved jeg ikke. Det falder jo tilbage på bloggeren, som hvis det bliver opdaget, har mistet al troværdighed – og det er straf nok i sig selv i blogosfæren.

Hvis det er en blog på et medie som fx på Politiken er det helt i orden med en hammer.

Jeg arbejder på et medie der skal følge Medieansvarsloven,  almen presseetik og markedsføringsloven (fordi vi sælger reklamer ) – og her kan Forbrugerombudsmanden komme efter os hvis vi gør noget sådant.

Men Hans Hansens blog om lystfiskeri med skjulte reklamer for bestemte produkter, skal han kunne jagtes af Forbrugerombudsmanden?

Han har et publikum – omend et lille et måske – men er det ikke at skyde gråspurve med kanoner.

Hvad siger I andre? Jeg er for pre-ferie-træt til at kunne tænke klart.

Relaterede indlæg