Nyttig “gør det selv-bog” om sociale medier

Står du og skal beslutte dig for, hvordan og i hvilket omfang, du skal kommunikere via sociale medier – eller har du en række kolleger, som skal have en introduktion til digital kommunikation, så er Trine Nebels  “Dit omdømme på sociale medier” bogen. Den udmærker sig ved at beskrive udfordringerne i et klart og forståeligt dansk – og ved hele tiden at understrege: vid hvorfor du vil kommunikere via sociale medier.

Sneblindhed.

Det kommer jeg tit til at tænke på, når jeg af andre kommunikatører bliver bedt om at fortælle om , hvordan man kommunikerer

via “de dersens sociale medier” , der er etableret her , der og alle vegne – og bare bliver ved med at knopskyde. Det er som sagt oftest andre kommunikationsuddannede med flere års erfaring, der spørger.

Men når de skal til at bruge sociale medier i kommunikation , bliver de slagen med en slags sneblindhed. Der er så mange social kommunikationskanaler, at de mister orienteringen.

Her er det godt at kunne anbefale dem Trine Nebels bog “Dit omdømme på sociale medier”. Det er en nyttig bog for de, der er nybegyndere udi digital kommunikation via sociale medier og som har brug for et par snebriller, der skærmer dem mod sneblindheden.

Både i forhold med hvilke værktøjer de skal agere, og hvordan de skal agere.

Trine Nebel er selvstændig rådgiver og kommunikationskonsulent med speciale i omdømme og retorik samt taleskrivning. Det mærker man tydeligt bogen igennem, velskrevet og ligetil som den er.


Pædagogisk gennemgang
Trine Nebel går pædagogisk til værks – bl.a. med en gennemgang af de alle forskellige kanaler og værktøjer, som den professionelle kommunikatør kan betjene sig af og bør kende til for at kunne vurdere dem ud fra deres styrker og svagheder: Facebook, LinkedIn, Twitter, blogs, Pinterest, YouTube, Google+

Heldigvis – noterer jeg som blogaficinado – giver hun blogmediet en ekstra grundig gennemgang med fokus på, hvad en blog kan gøre for en person eller organisation; skabelse af egen platform og kontrol med aflevering af budskabet. Hun glemmer selvfølgelig ikke faldgruberne: det tager tid at opbygge et forhold til læserne, og bloggen skal vedligeholdes. Rart at se at mediet ikke dømmes ud – bare fordi at blogs har været på banen i 15 år nu.

Læseren blive

r også introduceret til tjenester, som gør det muligt at overvåge, hvad andre siger om dig eller din virksomhed på nettet samt værktøjer til at engagere din målgruppe: e-bøger, nyhedsbreve.

Det sker med kort og koncise beskrivelser af de enkelte værktøjer – og hvordan de bør bruges.

Det er en af styrkerne ved “Dit omdømme på sociale medier”. En overskuelig introduktion til hvad du har at arbejde med , når du står overfor bestemte udfordringer. Og hun kommer hele vejen rundt: lige fra snakken om, hvordan du skaber den virale video til virkemidlerne i den præsentation, der gør, at du bliver husket.

Du kan lade bogen stå i din reol og vende tilbage til den senere – og slå op under fx “Find dine sociale nøglepersoner” og så læse om, hvordan du finder de rette personer inden for din virksomheds branche , som du skal i dialog med. Altså, en opslagsbog for læseren.

Den pædagogiske tilgang bliver understreget af, at hvert kapitel bliver afsluttet med en opsummering af kapitlets hovedpointer stillet op i punktform som udsagn eller spørgsmål, hvilket fungerer rigtigt godt som en tjekliste til læseren.


Hvad er det, som du kan tilbyde modtageren af merværdi – som hun ikke kan få andre steder, – og er du bevidst om, hvad det kræver af din organisation at åbne for dialog, såsom at lytte til og svare på kritik.
Den største styrke ved “Dit omdømme på sociale medier” er imidlertid, at Trine Nebel fra starten punker læseren for at stille de rette spørgsmål til sig selv: hvorfor vil du kommunikere via de sociale medier?

Det er jo af de spørgsmål – hvor banalt det end kan være – som oftest er sværest at stille sig selv – eller sin direktion – når organisationens budskaber skal deles via sociale medier . Alle vil gerne være der: have en Facebookside, en Pinterest-konto eller en Twitterkonto.

Hvorfor ?

“Fordi det har de andre” – og så er den debat mange gange lukket.

Heldigvis ikke i Trine Nebels optik. Hun holder fast ved – bogen igennem – at sætte indsatsen på sociale medier op mod, at du husker stille spørgsmålet løbende, så du ikke bevidstløst løber afsted og spilder kundernes tid. Sociale medier er ikke en mirakelkur, understreger hun.

Derfor kan en succesfuld brug af bogen sagens være, at du foretager kommunikative fravalg og eksempelvis dropper Facebook for kun at fokusere på blogs og en aktiv Twitterkonto.

Succeskriteriet for forfatteren er ikke, at vi som kommunikatører skal have os selv eller vores organisation ud på alle platforme – kun dér hvor vi har noget at fortælle, som hjælper modtageren helt konkret.

Følger alle organisationer og virksomheder dét råd, så er meget vundet.

Mit råd er: anskaf dig bog , hvis du er ny udi digital kommunikation på sociale medier eller har kolleger, der skal introduceres til det. I bliver godt hjulpet igang af Trine Nebels fine lille bog.

Relaterede indlæg

Ernst Poulsen: Dyrk fællesskabet fremfor nyhederne

Min gamle ven Ernst Poulsen har skrevet en længere interessant blogpost på sin blog på Journalisten.dk – “Betaler læserne for nyheder eller kontakt?”, hvor han debatterer, hvad det egentlig er, at nyhedssites skal levere til læserne i fremtiden.

Skal de koncentrere sig om at levere nyheder til læserne – som hovedproduktet – eller skal de rettere fokusere på, at det som læserne især er på udkig efter er et forum af ligesindede, hvor debatterne kan flyde ubesværet?

Ernst påpeger, at medierne muligvis tror, at de – hver især  – er unikke med deres nyheder, men det oplever læserne ikke. De kan konstatere, at nyhederne i den ene avis, er de samme som i den anden.

Diversiteten ligger i læser-fællesskabet for den enkelte medier – Version2 og Computerworld har hver især en dedikeret kreds af it-vidende læsere, som lystigt diskuterer it-emner, mens medier og kommunikation bliver diskuteret hos Kommunikationsforum og Mediawatch.

Den kontakt er penge værd – og det tror jeg, at Ernst har ret i. Kontakten er noget værdi, fordi medierne er et rum, hvor læserne konverterer sig til deltagere i en debat og skabelsen af nyheder på de enkelte sites.

Nyheder kan du – groft sagt – få alle steder, men adgangsbillet til de rigtige folk og rigtige debatter kan det vertikale site levere. Og måske tjene penge på.

Engagementet og ændringen af læsere fra brugere til deltagere er i øvrigt en tanke som Ernst og jeg for år tilbage diskuterede og vendte med mediefolk på en konference i Aarhus “Knock Knock”  – og som jeg skrev lidt om den gang. Det var i ærgerelse over, at al tale handlede om brugere ( og især antal ) frem for fokus på, hvor engagerede brugerne var i mediets historie, som deltagere i skabelsen af nyhederne.

Ideen var især Ernsts fortjeneste – og det er det grundlag, som han klogt videreudbygger i sit blogindlæg, som du bliver klogere af.

Spændende om chefer fra store mediesites herhjemme vil gå i debat med Ernst?

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg

Tjen på din viden – giv den væk

Dagens bedste blogoplevelse fik jeg, da jeg tjekkede min feedliste i Google Læser og så indlægget “Sådan opretter du en kampagne i LinkedIn”.

Det er en særdeles god og grundig indføring i emnet – og en opvisning i eksemplarisk videndeling. Med den blogpost i hånden kan du fluks gå i gang med at oprette kampagner på LinkedIn, der er uomgængeligt for firmaer og professionelle, bl.a. kommunikatører, der arbejder digitalt.

Artiklen har taget længere tid at skrive og vidner om viden, der baserer sig på erfaring. Fri og tilgængelig for enhver, som vil give sig i kast med LinkedIn – eller burde gøre det, fordi det er det hastigst voksende sociale netværk pt.

Kort sagt: news you can use.

Troen på egen viden
Den er forfattet af Martine Gjede, ansat i firmaet Atcore, som rådgiver om markedsføring via sociale medier. På firmaets blog er der næsten hver dag praktiske tip og anvisninger til, hvordan du arbejder med marketing.

“Jamen hov”, tænker du måske umiddelbart: “hvorfor giver de deres viden væk, når de lever af at bibringe andre den viden? Undergraver de ikke deres egen forretning”.

Nej, Martine og hendes kolleger viser, hvad de kan, og hvad de ved. Dermed er det nemmere for eventuelle kunder at vide, hvad de kan få, såfremt de kontakter Atcore.

Desuden ved Martine & Co, at markedsføring via LinkedIn er så meget mere end blot at oprette kampagner – og det vil de, der læser deres guide, alligevel finde ud af, når først de går i gang – og spørgsmålene om praktiske småting melder sig.

Og så kan Atcore tjene penge på at stille sin viden til rådighed :-).

Lær af Martine & Co
Det kan vi alle lære af. Gem ikke din viden væk. Sæt den i spil. Del ud af din viden – og vis hvad der er din værdi.Det gælder både individer og organisationer.

Sværere er det ikke.

Relaterede indlæg

Sommer er lig tid til digital medieinspiration

Din tablet eller din laptop behøver ikke kun at blive brugt til lyst-surf og læsning af e-bøger i sommerferien.

Du kan også tage en tur gennem de fine blogartikler, der har været på det seneste på danske medieblogs.

Astrid Maria Bigoni er altid værd at lægge vejen forbi – senest med hendes første blogpost fra årets Roskilde Festival, som hun vil følge de næste dage. Indlægget handler om Volt – et batteri, der holder din smartphone i live i ekstra lang tid – og som du kan indlevere og få et nyt udleveret. Det er udviklet af fem studerende fra DTU – og kan måske brede sig fra Festivalsammenhænge til fast udstyr i en mobil-journo’s taske. Hvem ved?

Nyhedens død
Peter From Jacobsen
fra Update er en anden person, som journalister og kommunikatører bør gæste jævnligt. Peter er rigtigt god til at skrive indlæg, når han er til konferencer eller læser om nye forskning og eksperimenter inden for journalistik, især onlinejournalistik.

Blandt hans seneste indlæg finder du “Efter CNN og Fox’s fadæser: “Værdien af nyhed er død” , der referer debatten i USA efter , at de to tv-stationer erklærede nederlag til præsident Obama i Højesteret om Sundhedsforsikringer – hvor han i virkeligheden havde vundet. De breakede blot en nyhed uden at have hørt domsafsigelsen til ende. Det har heldigvis ført til alvorlige debatter “over there”.

Peter viderebringer også fra d. 24. maj et uddrag af et kapitel fra en kommende bog “Journalisten i sociale netværk”, hvor konklusionen er den nedslående: “Flere journalister på sociale medier – men mange bruger dem ikke fagligt”. Skidt men ikke overraskende, desværre.

Et kig i et udviklingsteams maskinrum
Endelig er der mine gode ven, Lars K. Jensen, der på Medieblogger har haft et par vigtige indlæg.

Dels har han grundigt og med fine eksempler beskrevet, hvad hans udviklingsteam bruger tiden på i.f.t. Ekstra Bladets netavis, eb.dk i indlægget “Hvad laver det redaktionelle udviklingsteam på EkstraBladet.dk  egentligt?”.

Indlægget taler for sig selv med masser af videndeling om værktøjer, metoder og projekter. Hvis flere bare tænkte som Lars i danske onlinemiljøer inden for medieverdenen, ville det se bedre ud. Men forhåbentligt sker der noge  som følge af et indlæg som det ovennævnte.

Det andet vigtige indlæg var om Dansk Journalistforbunds håndhævelse af ophavsrettighederne for borgere til f.eks. deres fotos, hvis de lader et medie bruge dem. Det var tilfældet for Jacob Packert, der tog et foto , som Ekstra Bladet dernæst spurgte om de måtte bruge – de fik ja – og Jacob var glad. Det var DJ derimod ikke, men kom med en bekymret advarsel til ham via Twitter, hvilket førte til en længere debat på Twitter.

Lars  gik ind i debatten og har skrevet videre om den i indlægget: “Journalistforbundet må forstå alle er fotografer nu”.

Det ugentlige view fra DONA
Endelig – som rosinen i den digitale pølseende – så vær opmærksom på den ugentlige nyhedsservice fra DONA, nemlig DONAscan, hvor der hver tirsdag bliver præsenteret de vigtigste onlinekommunikations-faglige nyheder. I denne uge har Néné LaBeet samlet links ind til inspiration for alle   – om Google og Privacy, Facebook  og privacy, crowdsourcing etc.

Læs det – det kan kun inspirere 🙂

Relaterede indlæg

Boganmeldelse: Navigér optimalt i det oprørte social media-hav

Den perfekte Storm “Den perfekte Storm – læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier” af Peter Svarre. Udkommer d. 26. januar på Gyldendal Business. Pris: 300 kr. med moms.

Dette er bogen, du stikker dine overordnede og kolleger, der skal have et realistisk indblik i, hvordan organisationer og virksomheder skal agere i forhold til interaktion og samtale via de sociale medier.

Her er det så lige på sin plads med en disclaimer: Jeg kender Peter Svarre godt efter nogle år sammen i DONAs bestyrelse – og har fået bogen til anmeldelse. Men som det vil fremgå af det efterfølgende, finder jeg den velegnet til anbefaling, fordi den er afbalanceret, ukrukket og præcis i sine beskrivelser og anbefalinger.

Peter Svarre har nemlig formået at skrive en bog, der ikke indeholder konsulent-buzzwords med hallelujaprisning af, hvad sociale medier kan gøre for dig og din virksomhed.

Han har i stedet begået en bog, der beskriver, hvad der er vilkårene for virksomhederne i den digitale , netværksforbundne virkelighed.

One Size doesn’t fit all
Her opstår den perfekte storm som følge af “brugerskabelse” ( med computer og digitale værktøjer kan du selv skabe og kommentere ) og “digitalisering”, der vælter ind over flere og flere brancher og markeder.

Det skaber så gennemgribende forandringer med hensyn til produktion, distribution og forretningsmodeller – en perfekt storm – at virksomhederne er nødt til at re-tænke sig selv for at overleve.

Forfatteren gennemgår forskellige brancher for at illustrere, hvad den perfekte storm betyder – eller ikke betyder – for den givne branche. Det sker logisk og pædagoisk – i et sprog, der er renset for den specikke web- og onlineterminologi, der kan virke fremmedgørende på personer uden for kommunikations-cirklerne.

Men hele vejen igennem sørger Peter Svarre for at pointere, at der ikke findes en “One Size Fits All” på det felt. Det kommer an på din virksomhed, dit produkt og dets marked – og det kommer an på dig.

Din virksomhed ikke bare skal have en Twitterprofil, en Facebookside eller en YouTube-kanal no matter what.

Det kommer an på mange forhold: hvilket marked virksomheden opererer i, hvilken type produkt du sælger – og især; hvordan er kulturen i din virksomhed, har direktionen taget ejerskab til sociale medier eller overlader man det bare til den kvikke studentermedhjælp etc.

Konkret og handlingsanvisende
En af bogens styrker er, at hans analyse og tanker bliver underbygget af konkrete cases – beskrevet grundigt og med gode referencer.

En yderligere fordel er, at bogen er handlingsanvisende. Peter Svarre har udviklet en konkret model, som du kan bruge til at finde ud af, hvordan din virksomhed navigerer i den perfekte storm og udvikler en strategi for det.

Det er en række spørgsmål, som du kan stille dig selv og din organisation – og strategimodellen i skabelonform kan downloades på det tilhørende site Den perfektestorm.dk.

De sidste kapitler i bogen gennemgår nøje hans strategi-udviklingsmodel – hele tiden med en konkret case, nemlig forfatterens arbejde for IT Universitetet med at give et bud på, hvordan institutionen er placeret i Den perfekte Storm, og hvad ledelsen kan gøre for at bringe ITU videre.

Skrevet i åbenhed
En af grundene til at bogen er så dejlig konkret og fri for “social-media halleluja” er, at den er blevet til i tæt sammenspil med hans netværk.

Peter Svarre har lige fra synopsis og gennem de enkelte kapitler til det endelige værk fremlagt det hele til kommentarer og kritik i en lukket Facebookgruppe med 150 deltagere – og de mest aktive deltagere bliver velfortjent takket i forordet. Det er bl.a. gode venner og bekendte som Karin Høgh, Trine-Maria Kristensen og Dan Larsen samt Solana Larsen – men også en lang række andre.

De har idé for idé – afsnit for afsnit – give tilbagemeldinger på Peter Svarres skriverier og bidraget med viden, f.eks. cases.

kommentér på det enkelte kapitel - og fortsæt samtalen om virksomheders ageren i den digitale virkelighed.

Men helt i den ånd, som gennemsyrer bogen – nemlig Åbn Op – så fortsætter samtalen om, hvordan organisationer og virksomheder skal agere i den digitale virkelighed

Hvert kapitel i bogen er således forsynet med invitation til at kommentere og diskutere emnerne på forskellige digitale platforme – uden moderation fra hans side.

Et godt træk som jeg håber giver det ønskede resultat – nemlig fortsat samtale og idéudvikling.

Så han har taget sin egen medicin – og jeg håber, at bogen kan føre til, at flere organisationer og virksomheder bliver modne og realistiske – og mere modige – i deres ageren i vores netværkssamfund.

Og det er altså dejligt at se en bog om sociale medier, der nøgternt beskriver, hvad vi kan gøre og bør gøre for at surfe med på bølgen – og få udbytte af digitaliseringen og brugernes øgede adgang til at bidrage med skabelse af indhold og produkter.

Tidligere har jeg langet ud efter social media-eksperter, der ikke selv tager deres medicin og ved, hvad de taler om.

Det gør Peter Svarre – og det demonstrerer han tydeligt i bogen.

Relaterede indlæg