Linkjournalistik : en ny disciplin?

Jeg har tidligere harcelleret mod, hvad jeg anser som en konservativ linkpolitik hos de danske medier – dels modstanden mod at lade Google News indeksere danske netmedier og dels manglen på eksterne links til andre netmediers historier .

Mark Briggs redegør i sin artikel om Fagfestivalen i Odense tidligere på ugen for sine indtryk fra samtaler med os danske netjournalister , hvor indtrykket ganske rigtigt er , at danske medier – som vi jo er en del af – er langsomme i tilpasningen til mulighederne på nogle punkter.

I den forbindelse henviser han til mulighederne i linkjournalism – linkjournalistik  – en form, hvor medierne guider læserne rundt til de bedste historier om et emne .

Mark Briggs har læst  om det hos ReadWriteWeb, der allerede i februar havde en artikel om fænomenet: “Linkjournalism: Is linking a new form of journalism?“, hvor avisen henviser til Scott Karp fra Publishing 2.0 som var en af de første , der har brugt udtrykket.

Det bliver fremhævet af netop blogs i årevis har bedrevet linkjournalistik – bedst udtrykt ved The Drudge Report den berømte og berygtede Matt Drudge ( I ved, ham der bragte Monica Lewinsky-sagen frem i offentligheden – dvs at New York Times havde skrinlagt historien om affæren med Bill Clinton ).

Det er en disciplin, hvor mediet og journalisten leverer en service til læserne: De siger ” Nu har du læst vores artikel om emnet. Se her hvor du kan finde yderligere relevante oplysninger om historien “, uden at skele til om det er en konkurrent, men med læsernes interesser for øje.

Linkjournalistikken kan dermed bruges som et væsentligt supplement til nyhedsartikler, baggrundsartikler  og reportager – og dermed tilføre egne artikler troværdighed ved, at man er åben ved at linke til andre.

Og så er der den vante indvending fra smånervøse redaktører :

Jamen, hvis du linker væk fra os til konkurrenterne, så mister vi dem!

Nope, er mit svar: jeg tror, at læserne husker hvor det er på nettet ( dvs din netavis ) at de bliver vist hen til guldkornene i mediehavet.

Relaterede indlæg

Hvad gør et socialt medie – socialt ?

Dét spørgsmål kom helt frem i min bevidsthed i går eftermiddags, da jeg havde en spændende samtale med specialestuderende ved ITU – og junior information architecht ved Hello Group – Marie Tielbo. Hun skriver også en specialeblog

Hun er ved at skrive speciale om forretningsmodeller for sociale medier – eller nærmere betegnet : modeller der kan fastslå om en organisation/virksomhed er moden til brugen af sociale medier.

Pt er hun nået frem til, at der ikke er eksisterende modeller, som kan bruges til at fastlå modenhed ift sociale medier. Derfor vil hun søge at udvikle en model.

Af samme årsag er hun på rundtur hos praktikere, der arbejder med sociale medier – og det var i dén forbindelse, at hun drak en kop kaffe med undertegnede.

Et af de mest interessante emner, vi berørte i snakken var: hvad gør et socialt medie socialt ?

Vi nåede bl.a. frem til , at det er interaktionen mellem afsenderen (det kan være blogskribenten / virksomheden der hoster en blog ) og læserne / brugerne. Det er samtalen mellem afsender og modtager, der etablerer bloggen som socialt medie. 

I det øjeblik hvor jeg som blogger går ind i en samtale med dem, der læser og kommenterer på min blog , bliver den til et socialt medie. Fordi der etableres et rum hvor man vender et emne og forhåbentligt bevæger sig lidt frem i erkendelse af et emne.

Hvis jeg bare skriver derudad – og ignorerer kommentarer (et desværre stort problem på medieblogs ) – er bloggen ikke “rigtig” social.

Jo, læserne kan snakke sammen  indbyrdes i kommentarsporet til mit indlæg, men hvis jeg som virksomhed/organisation skal hævde at være social, så skal jeg også indgå i den samtale med mine svar og bidrag

Lighedstegn mellem socialt og deling?

Hvad gør så del.icio.us socialt?, snakkede vi om.

Det er jo blot og bart en meget smart bogmærkningstjeneste, hvor du i stedet for “Send denne til en ven ” har muligheden for, at du deler informationen med andre – altså sender den videre til venner og bekendte – eller blot lader den strømme ud med dit rss-feed.

Er det socialt eller er det “blot” deling på samme måde som jeg kan stå på Rådhuspladsen og dele papirlapper ud til forbipasserende med overskrift på en artikel, link til artiklen og beskrivelsen af, hvorfor jeg synes, at den er god.

Tielbo mente, at det måske handler om at mange – især i en amerikansk kontekst – ser deling (sharing ) som et begreb tæt knyttet til social. Men der skelner vi måske i Danmark mellem social og deling. 

Deling er ikke nødvendigvis super-socialt .

Hvad siger I andre? Er jeg kørt af sporet – og betyder det noget , andet end til at afsløre organisationer , som gerne vil kalde sig sociale , men bruger værktøjer der egentlig ikke er voldtsom sociale, men blot smartere måder at dele indhold på.

Og så glæder jeg mig til at se hvad Marie Tielbo kommer frem til. 

Relaterede indlæg

Se hvordan din blogartikel spredes på nettet

Det superbe magasin om it, kultur og web Wired har begået en fantastisk grafisk interaktiv oversigt over, hvad der sker, når du klikker publisér efter at have skrevet et nyt blogindlæg.

Den grafiske oversigt viser, hvordan dit indlæg bliver spredt via rss, pinging af blogportaler (technorati, overskrift.dk og feedster ), søgemaskiner, sociale bogmærketjenester som del.icio.us og til sidst når frem til læsere og deltagere.

Kig selv på Wired: “The Life Cycle of a Blog Post”.

(Set hos Overskrifts Underskrift)

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg

Udfordring 2008: Betal brugerne for deres indhold ?

Min anden avis – den jeg ikke arbejder på men har læst siden 1986 – Information havde fredag en artikel fra The Independent om videodelingstjenesten Metacafe (som jeg pt har svært ved at komme ind på?!?).

Det særlige ved denne tjeneste er, at den gør det, som YouTube har sagt at man overvejer – og som medier ikke rigtigt gør nogen steder herhjemme – nemlig betaler sine brugere for det indhold, som de publiserer på tjenesten.

Jf artiklen har Metacafe 30 millioner unikke brugere hver måned – og såfremt du med din video passerer 20.000 visninger, vil du per 1.000. visning modtage fem dollar fra Metacafe ud fra erkendelsen, at tjenesten er intet uden sine brugere, når de producerer indholdet.

Efter sigende – dvs jævnfør artiklen – er der brugere eller rettere producenter, som har tjent fx. 20.000 dollars på eksperimentelle videnskabelige videoer a la “sådan producerer du et selvantændeligt stearinlys”.

Den tankegang finder jeg privat meget sympatisk at forfølge for medierne, efterhånden som vi efterspørger mere og mere materiale (tekst, foto, lyd, video) fra læserne. Det kunne være en del af et konkurrenceparameter: ” vi betaler xx for dine bidrag” i forhold til andre netværk eller medier – og en tanke i tråd med delingsfilosofien, som alle elsker at tale om ved højtidelige lejligheder.

På medierne sætter vi reklamer på vores sites og tilknyttede tjenester, fordi det er det, vi lever af. Og det sker også på hostede tjenester som blogs, videodeling, markedspladser etc.

Det er nødvendigt for at betale for teknisk drift af tjenesterne og løn til de personer, der administrerer. Men hvis det er tjenester, som baserer sig på indhold produceret af brugerne, kan man sagtens argumentere for, at de får en del i kagen dvs reklameindtægter.

Jeg ved faktisk ikke, om nogle danske medier betaler honorarer til meget sete, læste, lyttede brugere – men det kunne være sjovt, hvis nogen af os fik udviklet en model for det. Der er selvfølgelig nogle spørgsmål omkring: a) hvorfor skal vi evt. gøre det b) hvordan skal vi gøre det ? c) hvad er omkostningerne ved at sende penge til brugerne (vil det koste en bondegård i administration) + en hel del flere.

Men min private holdning er, at det kunne være fedt, hvis det blev prøvet…

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg

Global blogredaktør: Medierne skal lære at samarbejde med bloggere

Følgende er liveblogget fra DONA og Update’s seminar på ITU med Solana Larsen, co-managing editor for bloggerportalen Global Voices Online – et site med ca. 10.000 – 20.000 læsere om dagen, 15 redaktører og 80 lokale bloggere, der overvåger deres nationale

Solana fortæller, at

Medierne sværmer rundt om os – og vil gerne invitere os til projektsamarbejde.

Der er bare et par problemer:

– medierne er store og de er bare langsomme mht til at få implementeret ideerne . Bare det at blive indarbejdet på deres sites tager tid. Altså, det har taget år med Reuters at få dem indpasse vores feeds på deres sites.

– desuden er de uvillige til at betale for den løbende konsulentarbejde.

Det, vi kan levere til medierne, er et beredskab.

Hvis der sker noget i Burma , jamen, så har vi kontakt til de burmesiske bloggere eller blogger der har kontakter i landet -og vi kan få dem aktiveret i løbet af få timer.

Og vi kan vise medierne hen til disse eksperter.

Udvælgelse af bloggere:

– en trediedel af de frivillige bloggere kommer selv. Hovedparten er rekrutteret af vores 13 redaktører – og godkendt.

De er lønnet – på deltid – og følger deres regionale blogosfærer.

Bloggerne skal være:
– gode til at skrive og vinkle
– have et stort bagland / netværk
– have specialviden

Vi har lige ansat en afrikansk blogger, der er ansat som specialist i miljø. Hun skal så overvåge miljøblogs – globalt – og opbygge et netværk der.

Og så holder vi jo øje med om hvorvidt andre bloggere i fx. Bangladesh linker meget til en blogger. Gør de det, så vidner det måske om autoritet.

Vi har afvist nogle – fx. nogle der har investeret for meget af sig selv i et emne, taget for meget stilling i deres links videre til andre – fx. kun linker til blogs, som de er enige med.

De må godt skrive om deres personlige holdninger, men det skal ske på egne blogs (som de godt må linke til) – men på deres Global Voices posts, der skal de åbne ud af – være afbalancerede og fair.

Rising voices

Vi giver os 5.000 dollars til gode blogprojekter – fx. en blog der vil oversætte indlæg for en indiansk minoritet – eller en skole, der vil undervise tidligere prostituterede i Bangladesh i bl.a. at fortælle om deres liv via blogs.

Næste projekt er i Sierra Lione: Folk i flygtningelejre bliver undervist i at blogge – så de kan lære videre – og give folk mulighed for at fortælle om deres liv og nyheder over nettet.

I Afrika fx. er der ikke mange regionale medier: radioer og tv – der fortæller om folks hverdag eller som de ikke stoler på.

Der kan de bruge blogs som et medie. Interessant når vi i Vesten hele tiden diskutere : hvad er blogs ? Kan det bruges som journalistik eller er det noget helt andet?

Ytringsfrihed

Global Voices Advocacy http://advocacy.globalvoicesonline.org – et søstersite om ytringsfrihed for bloggere, fængslede bloggere og undervisning i hvordan man kan omgå censur.

På sitet er der fx. et Google Map med oversigt over statslige overgreb på bloggere – fx Tyrkiets blokering for alle blogs med WordPress-software.

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg