Velfortjent ærespris til Henrik Føhns

Det er med stor fornøjelse, at jeg læser, at Henrik Føhns, mangeårig vært og journalist på mit favorit-teknologiradioprogram, Harddisken – og min gode bekendte – har fået branchekonferencen New Media Days særpris.

Som Journalisten skriver om motiveringen:

“Henrik Føhns (får) prisen for mange års indsats for udbredelsen af nye medier samt hans evne til at gøre avanceret teknologi håndgribeligt for almindelige mennesker.”

og desuden betonede Juryen:

“Personen er konstant nysgerrig og altid parat til at bidrage med nye ideer og links.”

Det er så sandt så sandt 😀 .

Længe får jeg drak den første øl med Henrik, lyttede jeg til Harddisken i starten af 90’erne og hans indføring i de seneste tendenser inden for teknologi og det gryende internet. Det skete dengang som nu ud fra et syn på teknologi som både værktøj og en kulturel påvirkning.

Hans indslag var med til at vække min interesse for it og kommunikation på nettet, så jeg for 10 år siden begyndte som webjournalist.

Jeg håber, at DR påskønner, hvilken guldklump de har i DR Byen – fordi han er en af de enkeltpersoner, der har gjort mest for at nuancere og oplyse om den nyeste teknologis konsekvenser på vores liv.

Derfor er Harddisken stadig et must for mig – og det samme gælder Henriks tweets.

Et stort tillykke skal lyde fra mig til Føhns 😀

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *