Berlingske.dk dropper anonyme blogkommentarer

Via Journalisten.dk ser jeg, at Børsen har talt med koncernchef i Berlingske Media og chefredaktør for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen om, at netavisen nu stopper for anonyme blogkommentarer.

Fremover skal læserne skrive deres navn og adresse i en formular førde kan kommentere på et blogindlæg – f.eks. Dorte Tofts blog Bizzen, hvor netop brugen af anonyme læserindlæg i forbindelse med IT-Factory-sagen har været i fokus:

»Det er klart, at der kan være en risiko ved det, for vi kan ikke tjekke alt, der ligger på vores blogs. Af samme årsag indfører vi efter nytår den regel, at brugerne skal opgive navn og adresse. Det stiller os ikke retsligt anderledes, men giver os en anden sikkerhed for, hvem der skriver,« siger Lisbeth Knudsen.

Lige præcis det med “retsligt anderledes” kommer nu an på, om Berlingske Tidende også først skal godkende om en kommentar skal på.

For over et år siden deltog jeg i et arrangement hos Danske Dagblades Forening om “Mediernes ansvar for brugergenereret indhold”. Heraf fremgik ved chefjurist Holger Rosendals fremlæggelse, at der generelt ikke er medieansvar for brugergenereret indhold , da det ikke har været gennem en redaktionel behandling. De brugergenererede kommentarer glider jo bare på i en lind strøm:

Men hvis mediet først redigerer eller godkender et indlæg så fanger ansvaret. Som det f.eks. gør på Politiken.dk.

Gælder det også for Berlingske Tidende, at de først skal sige  ja eller nej til om et indlæg må vises, så er de pludselig omfattet af medieansvarsloven, fordi godkendelse af kommentaren er lige redaktionel behandling jf. DDF.

Der er mange holdninger til, om der skal være procedurer med godkendelse og / eller kommentarer på blogs. Jeg kan bare sige, at det har mindsket antallet af useriøse og verbalt grove kommentarer på Blog.politiken.dk

Relaterede indlæg

8 tanker om “Berlingske.dk dropper anonyme blogkommentarer

  1. Jeg synes det er en rigtig dårlig ide. Man kan altid slette useriøse kommentarer (og ja, de ligger i Google cachen alligevel, men det betyder jo ikke noget for debatniveauet på selve siden). Jeg kommenterer stort set aldrig hvis jeg ikke kan være annonym, der er ikke nogen der har brug for mit navn/adresse når bare jeg opgiver en e-mail addresse hvor jeg kan kontaktes.

  2. @søren: jeg synes at antallet af useriøse kommentarer er faldet, mens antallet af kommentarer er steget pænt . Men blogs har da stadig udfordringer med hidsige kommentarer og ubehøvlede personangreb. Derfor har vi også moderatorer siddende, der holder øje med at det ikke sander til i personangreb og perfiditeter.

    Det er svært at holde en urban tone på et sådan bredt omnibus-medie som Politiken. Det er nemmere på nichemedier som f.eks. http://ing.dk, http://version2.dk eller http://computerworld.dk

    @codegirl.dk Det er også ekstra arbejde , no doubt , og vi var helst forude at bruge kræfter på det. jeg foretrækker nu at vide, hvem jeg debatterer med 😉 – blog eller ej – og skriver kun indlæg under eget – ret genkendelige navn.

    Jeg personligt kunne godt ønske at der var sletning af kommentarer efter at de er kommet på, for at holde spændstighed i debatten, men nu har huset taget et andet valg og det arbejder jeg så ud fra.

  3. Interessant det med at ansvaret ikke er mediets, hvis kommentarer ikke skal godkendes før de bringes. Det er lidt af en gråzone hvornår noget er godkendt eller ikke godkendt – eller gennemset (og indirekte godkendt senere).

    Blev der sagt noget om almindelige blogs (privatpersoner og virksomheder) i forhold til ansvar og kommentarer? Jeg vil gætte på at ansvarsfraskrivelsen ikke er lige så sikker som for medier, men ved det faktisk ikke.

  4. @anders

    Som jeg husker det, så var der for almindelige blogs (privatpersoner og virksomheder ) et ansvar i medfør af injurielovgivningen og lovgivningen i øvrigt (f.eks. racismeparagraffen ) .

    Og så kan den krænkede i en kommentar jo anlægge sag mod krænkeren, hvis vedkommende kan identificeres ud fra navn og adresse.

    Men medie kan ikke tvinges til – som jeg forstod det – at udlevere ip-nummer mv.

    Du har ret – det er en gråzone – især fordi der ikke er retsafgørelser på området endnu. Der er blevet indgået forlig inden man nåede så langt.

  5. Som jeg ser det bremser politiken m.fl. for den frie debat når de ikke vil acceptere anonyme kommentarer -netop muligheden for anonymitet gør at mennesker som ellers ikke ville blive hørt får en stemme (et alternativkunne være at navn og adresse kun var kendt af avisen – men det alternativer der åbenbart ingen af de større aviser i DK som er interesserede af)- dertil kommer at hele systemet er så usmidigt at mange af os der ellers ville deltage seriøst i en debat mister tålmodigheden. Hele fordelen ved nettets hastighed forsvinder, hvis man som jeg, fx. skal vente i op til 12 timer for at få en kommentar på Politiken godkendt.

    (og apropos Politiken og kommentarfunktion finder jeg det ligeledes besynderligt og ja sågar gammeldags at der forventes at man har et mailprogram installeret eller alternativt at man gider copypaste mailadressen hvis man vil indberette en kommentar til moderatoren)

  6. Kære Harning

    Jeg synes også at det er irriterende såfremt blogskribenten ikke godkender ens kommentar hurtigt – og det søger vi også at indskærpe bloggerne.

    Imidlertid mener jeg nu ikke, at nogen bremser den frie debat, fordi folk skal opgive hvem de er når de skriver et blogindlæg, såvel som et læserbrev.

    Jeg foretrækker at vide hvem jeg diskuterer med – og det formoder jeg at andre også gør; ergo skriver jeg mit navn når jeg kommenterer på blogs eller debatfora.

    Jeg synes at en debat bliver mindre seriøs, når man ikke skriver hvem man er – men blot er anonym. Ok – jeg anerkender, at der kan være et forhold omkring meget følsomme debatter i betændte sager; racisme , rockere etc. , men hvis vi skal bruge falske navne af hensyn til udemokratiske kræfter, ja, så lader vi dem få magt over vores liv.

    Måske vil det ændre sig hvis debatfora indfører OpenID-logon for kommentarer, I dunno .

    Mht klagefunktionen på Politiken Blogs ; ja, den bærer nok præg zf at være gået lidt hurtigt mht oprettelse. Linket burde nok folde en mailformular ud, hvor der kan indberettes utilstedelige kommentarer .

  7. Nu skriver jeg jo ikke selv anonymt – men jeg kan forestille mig uendeligt mange flere situationer en dem du nævner – hvor folk kan have brug for det.
    Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom (og/eller behandling) uden derved at skulle informere sin familie og sit arbejde om sygdommen, til borgere der er kommet i klemme hos myndighederne, til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov uden dermed at ønske at en egen konflikt blusser op pga offentlige udtalelser, til de prostituerede i sverige som alle taler om og alle bestemmer over men som ikke selv harmulighed for at deltage med navns nævnelse idet deres job pt er kriminelt (i Danmark stigmatiseret) til….til….og jeg kunne blive ved.
    Problemet ligger ikke i anonymiteten – men i hvorvidt kommentarer er injurerende og/eller krænker andre menneskers privatliv og dér kunne man så anvende sig af en moderatorfunktion.

    Ytringsfriheden er ikke betinget af navn og adresse.

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *