Fyens.dk: 20 pct.’s trafikspring med hoppende skriftstørrelser

På de danske avissites taler journalister og især designere lidt hånligt om norske VG.no’s æstetiske udtryk, der efter dansk standard er rodet.

Her er der varierende skriftstørrelser i overskrifterne – og står en overskrift i to linier behøver de ikke være lige lange. Der er fokus på indholdet og formidlingen, mens æstetisk design er noget for personer, der nipper til  latten, retter på hornbrillerne og børser krummerne af fløjsjakken, alt imens de rynker på næsen over VG.

Imidlertid har VG trafik- og brugertal som danske websites kun kan drømme om – mediesites i hvert fald – så nordmændene er ligeglade, som topchef i VG – tidligere chefredaktør – Torry Pedersen noterede , da han tidligere på året talte ved Mediernes Internetpris 2008.

Fyens Stiftidende har ladet sig inspirere af nordmændenes stil og lancerede i september nyt design, hvor skriftstørrelsen i både overskrifter og brødtekst kan variere for at fremhæve nøgleord.

Det har givet et boost i trafikken på 20 pct. oplyser onlinechef, Richard Wraae til Journalisten.dk

Det er ikke specielt kønt at se på. Men vi gør det heller ikke, fordi det er pænt. Vi gør fordi vi ved, hvordan brugerne opfører sig på siden

Han undrer sig over , hvorfor de store mediesites herhjemme ikke har gjort som nordmændene – og nu Fyens.dk – men tilføjer, at der har været stort interesse fra netop de store mediehuse.

Så det bliver spændende at se , om der sker noget i den retning på andre mediesites. Pt har jeg ikke hørt noget i den retning på Politiken.dk , hvor vi skal relancere Politiken.dk’s design i løbet af foråret.

Men det kan jo ændre sig 😉 .

Spændende er det i hvert fald, hvad Fyens Stiftidende gør, selvom jeg ikke synes, at det ser særligt kønt ud. Men trafiktallene taler deres eget sprog – og hvis det hiver læsere ind til historierne er det svært at være voldsomt imod, forudsat at der er dækning i historierne for forsidens overskrifter.

Relaterede indlæg

En kommentar til “Fyens.dk: 20 pct.’s trafikspring med hoppende skriftstørrelser”

  1. Jeg kan faktisk godt lide fyens.dk. Det store forskel på den og vg.no er at man hos fyens.dk tydeligvs ikke har været _fuldstændig_ ligeglade med det æstetiske udtryk. Jeg er enig i at det måske ikke er super kønt at overskrifterne har varierende størrelsen, men resten af sitet er da ganske pænt og overskueligt (hvilket jeg absolut ikke mener man kan sige om vg.no).

    Svar

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *