Giv mig journalistik med Bøvl og Begejstring

Der er for lidt begejstring i journalistikken og blandt journalister.

Det kom jeg – igen – til at tænke på, da jeg så følgende sætning i min indbakke her til aften: “Journalistik: En giftig kultur (eller: Hvorfor morer vi os ikke mere ?)”

Det spørger en af mine amerikanske favoritjournalister, Amy Gahran, innovativ inden for udvikling af netjournalistik og brugerdeltagelse, ud af frustration i artiklen: “Journalism: A Toxic Culture? (Or: Why Aren’t We Having More Fun?)”

Hun er træt af, at journalister – der jo lever af at være nysgerrige og åbne over for nye strømninger – er fastgroede i en tro på, at alt er bedst , hvis det er de traditionelle nyhedsorganisationer, som formidler nyheder på den måde, som de altid har gjort.

Amy Gahran så gerne , at der var mere åbenhed over for, at de nye realiteter på nettet – med communities, interaktivitet og egen-publisering – blev erkendt og set som muligheder for at gøre journalistjobbet endnu sjovere.

I stedet er det følgende formodninger, der jf. Amy hærger pressen og en del journalisters selvopfattelse:

* The only journalism that counts is that done by mainstream news orgs, especially in print or broadcast form. Alternative, independent, online, collaborative, community, and other approaches to news are assumed to be inferior or even dangerous.
* Priesthood syndrome: Traditional journalists are the sole source of news that can and should be trusted — which gives them a privileged and sacred role that society is ethically obligated to support.
* Journalists and journalism cannot survive without traditional news orgs, which offer the only reliable, ethical, and credible support for a journalistic career.
* Real journalists only do journalism. They don’t dirty their hands or distract themselves with business and business models, learning new tools, building community, finding new approaches to defining and covering news, etc. As the Louisville Courier-Journal staffer Mark Schaver said just this morning on Twitter, “[Now] is not a good time [for journalists] if you don’t want your journalism values infected with marketing values.”
* Journalistic status and authority demands aloofness. This leads to myriad problems such as believing you’re smarter than most people in your community; refusing to “compromise” yourself professionally by engaging in frank public conversation with your community; and using objectivity as an excuse to be uncaring, cynical, or disdainful.
* Good journalism doesn’t change much. So if it is changing significantly, it must be dying. Which in turn means the world is in big trouble, and probably deserves what it will get.

Jeg må – desværre – give hende ret.

Der er kommet for meget tudefjæs over journalist-standen og dets udøvere med en undertone af, at det dybest set er noget skidt , at alting forandrer sig så hurtigt og med så mange udtryk, som tilfældet er.

Det er i samme spor som Lars K. Jensens debat om konservatismen blandt journalister – bl.a. de studerende.

Vælg begejstringen

Der er også en undertone af, at det er besværligt, fordi man skal sætte sig ind i noget nyt. På samme måde som Amy Gahran siger, at det kender hun da også fra sig selv , må jeg sige ditto her.

Jeg kan også blive ør i hovedet , usikker på mine kompetencer og rammes af en følelse af “hey, kan du finde din plads i det her?”.

Men ved du hvad ?

Jeg vælger at sige , “Ja, for fanden – Gu’ kan jeg så! ” – uden at have nogen som helst sikkerhed for at det er tilfældet, selvfølgelig.

Jeg vælger at møde forandringerne , usikkerheden i branchen med indstillingen, at der også er muligheder i det landskab, som vi betræder; fantastiske muligheder for at revitalisere journalistikken og gøre den mere vedkommende og løsningsorienteret via de nye medier.

Jeg vælger at arbejde ud fra en grundliggende tro på, at de nye vilkår med interaktivitet, enhver-kan-selv-publisere-indhold-realiteten og kritiske læsere er stimulerende og at den, der går i dialog med den udvikling og eksperimenterer får det sjovt i længden. Ikke uden problemer og smertelige erfaringer undervejs, men sådan er livet jo.

I firserne på venstrefløjen var der en debat om udvikling af nye ideer ud fra devisen “Bøvl & Begejstring – vi vil både bøvlet og begejstringen ved forandringerne”.

Sådan har jeg det også ; jeg vælger både bøvl og begejstring.

Siger nogen, at det er selvsuggestion, peger jeg på det frodige liv ude på nettet og svarer: der sker ting og sager rundt omkring – noget som jeg som journalist kan og må forholde mig til. Noget som kan gøre mit arbejde sjovere og mere nyttigt.

Derfor bruger jeg tid på at udforske nye webteknologier, communities, værktøjer og kommunikationsmåder – og hænger ud med folk fra blogosfæren eller alternative medier og sammenhænge. Jeg søger at være åben – også selvom jeg kan være uenige i tilgangene til netkommunikation der.

Men det giver mig vitaminer til mit arbejde i en traditionel nyhedsorganisation .

Og jeg vil gerne have følgeskab af flere journalister. Fordi ved I hvad?

Det er sjovt 😀

Update:

Mads K. har – selvfølgelig 😉  – set min ovenstående beklagelse og givet sine kommentarer (disclaimer: vi er enige ).

Ernst Poulsen tager også fat i debatten med en liste over, hvad han mener at fremtidens journalister bør mestre i en onlineverden. Giv din kommentar hos ham.

Relaterede indlæg

3 tanker om “Giv mig journalistik med Bøvl og Begejstring

  1. Perfekt opfølger på hele debatten om “brugergenereret journalistik” (som for mig at se var endnu et eksempel på at nogle journalister føler sig for fine/kloge/bedrevidende til at mænges med almindelige dødelige). Selvfølgelig er der også mange journalister som har taget den fagre nye verden til sig, men der skal nok lige et generationsskifte til, før det bliver normen. Noget med at lære gamle hunde nye tricks…

  2. Hej Kim,

    Jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger. Jeg har også svært ved at forstå, hvordan nysgerrige sjæle, som de fleste journalister jo er, kan agere så afvisende og arrogant overfor den virkelige verden.

    Det kan jo skyldes frygt. Men det kan også skyldes, at journalistik – trods skåltaler om det modsatte – langt henad vejen er et mere egocentreret og talende fag end et lyttende og altruistisk lidt. Jeg kender desværre alt for mange journalister, der hellere vil tale og høre sig selv end lytte til det, der foregår omkring dem.

  3. @Rasmus og Mads: Det kan skyldes de ovenstående forhold – og så vel også , at journalister som alle andre på arbejdsmarkedet oplever hastige ændringer og anskuer de nye muligheder som værktøjer: nok et program / et cms / en skabelon som man skal passe ind i en allerede travl hverdag med mindre tid til at tage ud af huset , research og mere telefontid og hurtige nyheder.

    Forholdet er det, at det skal prøves før man finder ud af hvor fedt det er. Og det vil jeg så sige til journalisternes forsvar: når først de har prøvet det , er langt de fleste begejstrede og vil have mere 😀 .

    Jeg kan bare godt blive lidt indebrændt over, hvor mange kræfter man skal bruge på at overbevise folk om at de bør prøve det, fordi det kan tilføre journalistikken noget og tilføre journalisterne noget.

    Jeg fokuserer på viljen til at tro på, at det er sjovt , udfordrende og givende.

    Jeg kan sagtens finde argumenter, der også kan undskylde journalisterne for at de føler sig stressede og pressede. Dem gemmer jeg til et andet indlæg. Jeg er ikke sort – hvid – og mener at journalisterne over een kam er nogle dovne hunde, der aldrdig vil lære de nye tricks. Der er også nogle mediechefer, der sætter nogle rammer – snærerende , vel at mærke.

    Men nok om det – fordi grundlaget for al forandring er sgu også engagement, og viljen til at ville give sig i kast med al bøvlet – bevæbnet med begejstring.

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *