Paradigmeskift: Unge dropper betalingsaviser og vælger gratisaviser

Faldt over følgende artikel i Berlingske Tidende: “Unge flygter fra betalingsaviser og søger over til gratisaviserne” (ligger vist ikke online – jeg kan i hvert fald ikke finde den.).

Artiklen handler om, hvordan de unge læsere (20 – 34 år) formelig stormer væk fra betalingsaviser som Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske. Der står bl.a. følgende urovækkende for aviserne:

Værst ser det ud for Jyllands Posten , der siden 2000 har mistet 60 procent af læserne mellem 20 og 34 år. Berlingske Tidende har i samme periode mistet 57 procent af den samme læsergruppe, mens Politiken har mistet 45 procent. Frafaldet er særligt sket, siden gratisaviserne MetroXpress og Urban er kommet på gaden. Senere kom Nyhedsavisen og 24timer , og det har lagt et yderligere pres på de betalte morgenaviser. Til gengæld er der blevet flere avislæsere med gratisavisernes indtog.

Det er tydeligt, at omnibusaviserne står over for store udfordringer, fordi de ikke – som nichemedier som Information, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen – har snævert definerede målgrupper og stofområder, men gerne vil være på det hele. Og dér bliver de udfordret af gratisaviserne.

Og nettet – tilføjer jeg som netmenneske – men måske er fremtiden for aviser (forstået som omnibus-medier der vil dække det hele) at være gratis. Den udvikling er allerede i gang i USA.

Ny finansieringsmodel efterlyses

Så for at kunne tage penge (fx. 4.000 kr. om året i abonnement) så skal en papirpublikation i fremtiden kunne levere noget indsigt og nogle nyheder , der adskiller sig markant fra det, som du kan finde på nettet. Og det er nok ikke tilfældet pt. Sådan opleves det ikke af læserne pt (journalister og bladskribenter vil nok mene noget andet – og det gør de, ved jeg fra min gang i bladhuse).

Det store spørgsmål er som altid: Pengene – hvor skal de så komme fra? Bannerannoncer sælger bare ikke så godt, som store halv- og helsides annoncer i papir.

Og inden man trækker pistolen og kun skyder på de traditionelle medier for at være fantasiforladte, så er det sgu også sådan, at det er det, som kunderne (virksomheder , organisationer o.s.v. ) stadig i høj grad efterspørger (det er simpelthen finere at være i en avis – det er et signal ) frem for bannerannoncer.

Medier ikke ligegyldige

Jeg kan ikke fremlægge løsninger – kun mine bud på retningen – for betalingsaviserne: vi har sgu herretravlt, hvis vi skal sikre en fremtid. Der bliver ikke meget papir – i hvert fald ikke betalt papir.

Og så skal netaviserne udvikles mere – med fortælleformer, udstyr og samspil ift brugerinddragelse; ikke ved, at vi selv bygger tjenester, men fortæller / rapporterer / ser på hvad der sker i social netværke – og videreformidler det vha feeds .

Nogen vil helt sikkert sige: Hey, jamen lad os lukke de traditionelle medier helt – nettet klarer resten ved blogs og brugerdreven journalistik.

Nej, dét tror jeg ikke på. Jeg vil gerne i fremtiden læse artikler af en Vibeke Sperling (Politiken) eller Anna Libak (Weekendavisen) om Rusland – fordi de véd utroligt meget om det land, kender politikerne og kan formidle det. Og så har jeg tillid til, at de gør så objektivt, som det er muligt. For mig er det ikke afgørende at læse dem på avis – jeg er selv meget glad for Salon.com som et supergodt netmedie.

Jeg kan bare ikke undvære den form for journalistik.

Jeg er muligvis gammeldags, men jeg har stadig brug for , at når der bliver skrevet om en sag, så bliver begge parter hørt, pro- et contra fremlagt og påstande dokumenteret.

Dyderne kan være under pres i alt alt for mange journalistiske produkter, men dyderne er nu mere reglen end undtagelsen i de fleste medier i demokratierne, mens det oftere fejler på blogs og debatfora.

Desuden koster gravearbejdet i eksempelvis VK-regeringens handlinger i forhold til beslutningen om at gå med i Irak-krigen mange penge.

Ergo: jeg vil ikke smide barnet ud med badevandet – jeg vil skifte vandet, tvætte ungen i lækre, økologiske badeolier og hjælpe det med at  vokse og møde fremtidens udfordringer.  😉

Det skal lige understreges at alt det her står for min helt, helt egen regning som privatperson. Min arbejdsgiver kan ikke tages til indtægt for det her.

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg

9 kommentarer til “Paradigmeskift: Unge dropper betalingsaviser og vælger gratisaviser”

  1. Hej Kim,

    Interessant udvikling – især når man ikke selv sidder inde bag murene og føler jorden blive varm under én.

    Hvorfor er en avis nødvendigvis noget, man skal læse på papir, og hvorfor kræver god journalistik papir? Kunne Vibeke Sperling og Anna Libak ikke lige så godt distribuere via nettet og lade dem, der findes deres bidrag værdifulde, betale for gildet fuldstændig, som man betaler for alt mulig andet her i livet. Hvis kvaliteten virkelig er så god, findes der sikkert også folk, der på en eller anden måde gerne vil betale for det.

    I modsætning til dig, tror jeg, man skal tage paradigme-skiftet, som du selv kalder det, 100 % bogstaveligt og starte forfra. Hvordan ville en mediemodel, der fungerer ved både at give mulighed for journalistik af god kvalitet og en fornuftig forretningsmodel, se ud?

    Udfordringen er vel sagtens den, at omkostningsniveauet i traditionelle medier i dag er alt for højt (bare tjek overenskomsten og alle dens bestemmelser og rettigheder), fordi man traditionelt har haft en model, hvor man selv kunne sætte prisen for både annoncer og abonnementer.

    Skal man være grov teoretiker, kan man sige, at hele medieforretningsmodellen har været fundamentalt skævt skruet sammen set ud fra generelle markedshensyn, og det er denne unormalitet, som markedskræfterne med internettets hjælp nu er ved at korrekse med diverse lig og blodbad til følge. Men det er naturligvis en noget grov betragtning.

    Lad os benytte lejligheden til at gøre, som de siger i Nykredit-reklamerne:

    Tænk nyt.

    Svar
  2. @Kåre: Tak – jeg skal vist på søgemaskinekursus 😉

    @Mads: Jamen , så har jeg udtrykt mig uklart – selvfølgelig kan Vibeke Sperling og Anna Libak godt kun udkomme på nettet.Det er også derfor at jeg henviser til Salon.com – et efter mine (i amerikansk forstand liberale ) øjne fremragende kvalitetsmagasin med indsigtsfulde artikler og nyheder om politik, kultur og samfund.

    Mht til lænninger og goder i mediebranchen; det er den private sektor – og journalisterne har bare været gode til at forhandle løn og goder igennem. det under jeg flere og ikke færre. Der har jo øjensynligt været et marked for det .

    Det kan da godt være (eller det er retter sagt et faktum) at der er arbejdsgivere, der gerne så flere mediearbejdere trykket langt ned i løn – men dét får du mig altså ikke til at bifalde som en glimragende ide 🙂 .. jeg går heller ikke ind og beklager mig over diverse konsulenters lønninger (- og priser) : de er ofte høje – og så leverer de vel også et godt stykke arbejde.

    I øvrigt er det ikke min oplevelse som journalist gennem snart 12 år, at tempoet er det samme. Det er gået i drastisk i vejret, der skal produceres meget mere på mindre tid og arbejdspresset er steget. Det siger jeg ikke som en tudekiks – det har jeg bare oplevet.

    Men selvfølgelig afviser jeg ikke, at det ville se anderledes ud, såfremt man startede på bar bund og ville bygge medier op for fra. Der ville nok være flere frie agenter inde i en sådan model end som det er for indeværende. Og det kan da også være, at det er der vi bevæger os hen. Dét tror jeg da.

    Svar
  3. Jeg siger ikke, at folk skal trykkes i løn, for sket er sket. Jeg siger bare, at man måske allerede fra starten har fået hele mediemodellen skruet forkert sammen, fordi der var en fundamental ubalance mellem pris og efterspørgsel, hvis markedet havde været frit og gennemskueligt, som nettet alt andet lige har gjort det.

    Sagt på en anden måde: Medierne har levet i en boble gennem århundreder. Nu er boblen bristet, og man må forholde sig til markedsrealiteterne. Det er og bliver et fundamentalt problem, hvis fremstillingen af journalistik ikke på det åbne marked for køb og salg af ydelser kan supportere den omkostningsstruktur, der er på klassiske massemedier.

    Svar
  4. Hey Kim.

    Jeg er enig med dig langt hen ad vejen.

    Det eneste jeg sætter spørgsmålstegn ved er, om kvalitet kun kan produceres af journalister. Selvom 98% blogosfæren ikke leverer dybdeborende journalistik, som er fair, afbalanceret, hører begge parter osv., så findes der jo stadig masser af blogposts hver dag, som leverer det.

    Eneste problem er sådan set bare, at det er ret svært at finde blandt alt det andet. Men hvis vi har en mekanisme, som kan opfange de 500 rigtig gode daglige blogposts mellem de 50 mio andre – så er der vist ikke meget at frygte for hvad angår kvalitet. Men der er vi jo ikke helt endnu, selvom tjenester som f.eks. NewsTrust.net med modifikationer kunne vise sig at være ret effektiv.

    Men betalte journalister kan skam også sagtens finansieres på mange andre måder, end ved de nuværende strukturer, der er i medieverden nu.

    Der er nok også lidt forskel i optimismen (og om man tror på “nettet og blogosfæren” – hvilket altså vil sige “almindelige borgere, fortrinsvis i demokratier, der kan finde ud af at organisere sig selv uden om de gamle mediehuse”) på problematikken alt efter om man kommer fra en vinkel, hvor en af hovedprioriteterne er at skulle sikre de etablerede institutioners overlevelse, eller om man kommer fra det perspektiv, at man gerne så at den 4. statsmagt rykkede væk fra den private sektor og blev grundfæstet i demokratiet – ligesom de 3 andre statsmagter.

    Det er under alle omstændigheder vanvittigt interessant at iagttage udviklingen og ændringerne.

    Svar
  5. Og nåja: Læg forøvrigt lige mærke til begrebet “brugerdrevet journalistik”.

    Selve udtrykket er jo bare alt, alt for meget opstået ind i en diskurs der hedder “Vi har et medie (som tjener penge), og brugerne som (gratis) leverer indhold”. Det er et uholdbart udtryk.

    Det mange kalder brugerdrevet journalistik, er ikke brugerdrevet journalistik. Det er bare indhold. Intet andet. Udtrykket kan næsten kun være opstået, fordi det fra de traditionelle massemediers side primært handler om én ting: At sikre sin overlevelse. Ikke at bruge hele skiftet til noget positivt.

    Brugerdrevet journalistik synes jeg alt for ofte anses for at være en form for underholdning, massemediet tilbyder brugerne som underholdning, en hygge-nygge-fritidsbeskæftigelse.

    Derfor er det interessante spørgsmål i mine øjne ikke, hvordan medier skal klare sig i den nye tid. Det interessante spørgsmål er, hvordan vi udnytter alle de her muligheder til at skabe noget langt bedre end det etablerede, at finde nogle perspektiver der rækker langt ud over de etablerede mediers bundlinjer.

    Men enig – de modeller, vi har i dag, er ikke nok. Kvaliteten er jeg dog på sigt overhovedet ikke bekymret for, tværtimod.

    Svar
  6. @Jeppe K: Jeg beklager, hvis jeg har skrevet min post, så det kunne tages som udtryk for, at udelukkende journalister kan produceres kvalitet.

    Dét mener jeg bestemt ikke. Jeg vender bare mod den tendens, som jeg ser i dele af blogosfæren og andre steder, til at vi sagtens kunne nedlægge alle medier af enhver observans og stil over night – og stå tilbage med en renere og mere redelig formidling af information og indsigt i hvad der sker rundt omkring i vores verden – fra nabohuset, til nabogaden, kvarteret til nationalt og globalt plan.

    Dét tror jeg med min bedste vilje ikke på, selvom jeg i en sådan verden stadig ville blogge og rapportere.

    Dit ønske om at Den Fjerde Statsmagt (et udtryk jeg nu aldrig har brudt mig om – selvhøjtideligt som det er ) rykkede væk fra den private sektor til…ja, hvad – det er spørgsmålet: andelstanken eller folkeaktier eller wisdom of the crowds – lyder besnærende for en gammel social-liberal type som mig .

    Men medier som Information, Kristelig Dagblad og – tro det eller lad være – Politiken (samt også Jyllands-Posten, Berlingske osv) opstod ikke for at være profitmaksimeringsmaskiner, men talerør for forskellige grupper i samfundet.
    Flere af medierne er og var fondsejede – hvor fondens formål er at bidrage til at udgive et medie, der er talerør for en bestemt opfattelse eller en bestemt mission. .

    Og det publicistiske formål bliver der stadigvæk skævet lidt til – forsvundet som dug for solen (selvom du nok ikke er enig 😉 ) er det ikke.

    Medierne er selvfølgelig også forretning med krav om rentabilitet og overskud – og sorte tal på bundlinien. Det er nødvendigt for at kunne fortsætte med at udkomme, at have råd til el, lokaler, computere og penge til lønninger, så nogen kan koncentrere sig om at følge et område, en sag o.s.v.

    NowPublic.com ( http://nowpublic.com ) , Global Voices ( http://globalvoicesonline.org ) eller OhMyNews http://Ohmynews.com samt hjemlige Modkraft http://modkraft.dk og Flix http://flix.dk skal også bruge penge til sådanne nogen forhold. Det er dermed ikke usædvanligt.

    Deltagelse af læsere, brugere , hvad vi ellers siger: Jamen, det er medierne da langt fra gode nok til – og vi har gjort mange fejltagelser. No doubt!

    Men bevægelsen er jo ikke sluttet med det – medierne ( eller rettere journalisterne) lever ikke i en boble. Medierne er fulde af journalister, som faktisk gerne vil formidle viden – og en viden som er nyttig. Og de vil også gerne i nærmere dialog, samtale og clinch med læserne og brugere.

    Fordi det er sjovt og udfordrende – og at de ønsker at producere noget som læserne mener er brugbart, nyttig og andet end læst/set/hørt nu – glemt om 2 sek.

    Og så kommer der flere og flere medarbejdere i medierne , der – som jeg i al beskedenhed – eksperimenterer med nye digitale udtryksformer og samarbejdsformer. Vi bliver flere og flere – og det gør vi ikke for at sikre institutioners overlevelse – men fordi vi vil det og netop er berusede over de utrolige muligheder som nettet byder på for organisering, dialog, skabelse, information.

    Jeg tror da ikke, at mediebilledet, som det ser ud nu , består – og jeg vil elske, at der kommer nye medier til – med nye forretningsmodeller, mangfoldighed og udtryk.

    jeg ser mig da heller ikke som blivende i et etableret mediehus for altid. Det kan være det sker, men mere sandsynligt er det at jeg er helt andet sted om 5 år.

    Og som jeg tænker mange andre medarbejdere i medierne.

    Der er stadig al for megen vanetænkning, uvillighed til at erkende, hvad der sker – men sådan har det altid været; ikke bare inden for mediebranchen (hvis det bare var så vel ), men alle emner og fag.

    Derfor er jeg glad for, at der personer som dig og Thomas Mygdal, der tænker andre tanker og udfordrer sådan nogen som mig. Måske mødes vi en gang på en redaktionsgang eller et gruppemøde i en ny type medie.

    Vi er ikke så forskellige, som vi går og tror

    Svar
  7. Kim, jeg tror heller ikke vi er så forskellige – så det er der nok ingen der tror. Det er jeg ked af, hvis du har opfattet mine skriverier som 🙂

    Jeg synes ikke det handler om old vs. new media. Men om forskellige perspektiver på hvad journalistik er, hvem der er journalister, hvad journalistikken gør, hvordan det formidles, opbygges, skabes etc.

    Min reaktion var at jeg – ukorrekt, kan jeg forstå – læste dit indlæg som endnu et led i kæden af “jamen, hvad skal der blive af kvaliteten?”-genren fra diverse netredaktører i DK og udlandet. Jeg kan se utallige realistiske modeller for, hvordan kvalitetsjournalistik kan forblive understøttet, og måske endda kraftigt forbedret på sigt.

    Et af de vigtigste perspektiver – tror jeg – er netop, at jeg som læser ikke længere ønsker at læse et medie. Jeg ønsker at læse en journalist (eller rettere: et menneske). Derfor læser jeg din blog. Og jeg ønsker at være med til at bestemme den fælles analyse/beskrivelse af virkeligheden, som vi anlægger (= denne samtale). Du nævner selv et par yndlingsjournalister.

    Der har du hovedkernen. Bortset fra “breaking news” er jeg interesseret i at høre relevante menneskers (og eksperters) syn på sagen – ikke at åbne et dagligt medie, som præsenterer mig for én version af virkeligheden.

    Juan Cole (www.juancole.com) giver en meget bedre og mere interessant dækning af Irak og Iran end noget andet medie jeg lige kender til (og jeg kender en del 🙂 , fordi han har et kæmpe overblik, et kæmpe netværk af mennesker og interessante weblogs han læser, samt et stort overblik over etablerede mediers dækning af sagerne. Og han har en holdning, så jeg er ikke i tvivl om, hvad hans bias er. Hans blog er en blanding af kvalitetslinks og meget interessante betragtninger, han selv skriver.

    Han er ikke journalist, og det er mange af hans kilder heller ikke (han er professor). Og han har ofte nyheder et par dage før New York Times (og dermed ofte en 5-6 dage tidligere end danske medier).

    Alt dette IKKE skrevet for at diskutere eller sige “Hey, vi er dybt uenige her” – mere: Det er da interessant! 🙂 Hvilke yderlige spændende perspektiver kan vi finde, hvis vi leger videre med tanken?

    Jeg hører ikke til dem, der tror, at vi bare skal lukke alle etablerede/traditionelle medier ned, og så være glade. Men jeg tror, at vi løbet af kort tid skal lukke 90% af dem. Når jeg kan læse næsten de samme “faktuelle” nyheder på pol.dk, berlingske.dk, jp.dk og til dels kd.dk og information.dk, så er pointen lidt gået af at have forskellige medier.

    Vi har brug for hardcore nyhedsdækning fra professionelle medier, som kun gør det. Altså fra rapportere som er ude i felten i Irak, journalisten som tager til officielle pressemøder på Christiansborg, etc. Hvilket f.eks. Reuters og AP gør ret udmærket. Hvor stor en del af danske mediers indhold er i dag reel, egenproduceret samfunds-nyhedsjournalistik? Hvor stor en del er forbrugsstof, underholdning etc. (eller “unødvendig viden” – hårdt sat op, I know. Men altså: en stor blanding af alt muligt, som du selv beskriver i indlægget).

    De danske udlandsredaktioner kunne man ligeså godt lukke, og så bare linke til stoffet på udenlandske aviser. De fleste journalistiske artikler i danske medier på udlandsfronten er jo alligevel information samlet op igennem diverse elektroniske kanaler. Det ville være hårdt at kalde det afskrift, meeeeen….

    Udover det: Hvorfor skal 400 journalister skrive den samme faktuelle historie (verden rundt) – vi kan da højst have brug for en 10-15 perspektiver for at være dækket ind. Og det vel at mærke de 10-15 (eller hvad det tal nu lige skal være – forhåbentlig sikres forskellighed og nuancer, helt sikkert) bedste journalister/eksperter (=mennesker) til at dække lige præcis dén historie.

    Svaret er nok: Fordi strukturerne i dag er enormt ineffektive. Overvej hvilket boost journalistikken kunne få, hvis medier globalt set holdt op med at skrive de samme nyheder, og i stedet allokerede mange flere ressourcer ud på gravejournalistik, at skabe sammenhæng og overblik, på at eksperimentere med nye nyhedsformer, på at opsamle de bedste blogposts fra eksperter, etc.

    Skriver alt for langt her – masser af stof til samtale. Måske over en øl en dag?

    Svar
  8. (Prøvede at poste en kommentar for et par dage siden – tror noget gik galt. Prøver igen.)

    Kim, jeg tror heller ikke vi er så forskellige 🙂 Det er nemt at komme til at identificere hinanden som tilhørende en bestemt “fløj” i en eller anden fiktiv krig mellem “new” og “old” – og der, vil jeg gerne understrege, ønsker jeg ikke at komme hen.

    Det eneste jeg bare prøver at ramme, er det problem betalingsaviser har i forhold til forandringerne i og med at virksomhedens udgangspunkt er at sikre sin overlevelse fremfor innovation. Der er ikke mange penge til at skyde store, eksperimenterende projekter i luften, og det bliver derfor – for manges vedkomemmendes, men ikke alle, jeg synes f.eks. weblog.dk og Nationen er yderst interessante tiltag – en mediebranche der meget holder “på pause” og venter og ser, hvad alle de andre gør. Og stille og roligt overhales indenom af nye medier og strukturer, der springer op. Hvilket du jo også skriver.

    Så jeg kan godt forstå bekymringen for kvaliteten set i det perspektiv. Men så længe der er mennesker, som efterspørger kvalitet – hvad enten det så er i form af traditionel journalistik eller om det er i form af nye formidlingsformer, som en journalist der udelukkende linker til kilder og giver et meget kort resume – eller om det er private personer som gratis producerer det – så skal kvaliteten nok overleve.

    Jeg tror ikke de unge gratisavislæsere ikke vil have kvalitet – men de vil måske have en anden slags kvalitet, end den traditionel avisjournalistik kan tilbyde.

    Gratisavisernes success skyldes måske at de (det er godt nok en illusion, men alligevel…) giver et hurtigt nyhedsoverblik, og at folk så selv via Wikipedia, Google, YouTube etc. søger yderligere information, dykker længere ned i baggrunden for nyheden. Mange af de tabte betalingsavislæsere er jo belæste unge mennesker, som har gået på informationssøgningskurser og jeg ved ikke hvad – de har ikke længere brug for avisen til at give dem baggrundsstoffet, de finder selv den information de er interesseret i på nettet.

    Med Wikipedia lige ved hånden og NY Times arkiv, hvem har så brug for f.eks. PS. og JP Magasin? Vi opsøger vores baggrundsstof, kulturstof etc. selv på nettet. Pol.dk giver det nyeste nye, men uden særlig meget baggrund og kontekst – og hvis det endelig sker, som regel kun til egenproduceret kontekst.

    Hvorfor ikke lukke alle afdelinger på Politiken undtagen indlandsredaktionen? Det er det eneste område hvor danske aviser har mulighed for at være unikke (på nettet) – og indlandsstoffet, de lokale (=DK) gravehistorier de er bedst til.

    Resten, som udlandsstof, kulturstof etc. findes der masser af andre steder på nettet. Hvorfor består pol.dk’s udlandsside ikke bare af links til f.eks. NY Times, The Economist og alle de andre amerikanske medier, der har rigtig gode artikler tilgængelige på nettet? Altså direkte til de enkelte artikler. Avisen kan dermed lynhurtigt flytte 5-6 mand over på indlandsredaktionen og Irak-krigs-grundlags-undersøgelserne, og stadig have en udlandssektion online, som er bedre, end den var før. For brugeren betyder det ikke noget, om vedkommende læser artiklen på pol.dk eller på nytimes.com – de vil bare have informationen.

    Og måske er dét hele kernen af, hvad traditionelle medier skal fremover: 100% fokusere journalistiken på egenproducerede historier. Og så linke til Ritzau, AP og andre danske avisers artikler, udenlandske aviser etc.

    Google lever at at vise folk hen til den information, folk gerne vil have – og det er der masser af penge i.

    Forestil dig lige hvor meget credit læserne ville give pol.dk, hvis de kom ind på forsiden, og øverste overskrift var et link ind på Berlingskes solohistorie dén dag. Det ville give tillid til pol.dk, fordi avisen ikke har som mål, at læseren skal læse pol.dk’s artikler, men at læseren skal være så godt underrettet som muligt. Den læser vil klikke videre til Berlingske Tidende, men også vende tilbage til pol.dk igen og igen, fordi det er det bedste sted at blive orienteret – og få det fulde billede.

    Hvis pol.dk linkede til en nyhed på nytimes.com, fem minutter efter nyheden breakede – mens de andre aviser først skal til at skrive en fordansket artikel. Så ville pol.dk have historien først af alle danske medier. Og jeg ville være addicted til pol.dk.

    Jeg tror der er ret store muligheder i de tankebaner.

    Forestil dig en medieverden, hvor det er kotyme, at de forskellige aviser linker til hinandens historier. Hvorfor skal der sidde en Pol-journalist, en JP-journalist og en Berlingske-journalist og skrive den samme historie? Hvis medierne linkede til hinanden, ville 2 journalister pludselig være blevet frigjort til at skrive deres egne historier, som de to andre medier kunne linke til. Vores nyhedsverden ville være meget bedre. Det samme gælder udenlandske aviser. Der kunne frigøres 1000 af journalistarbejdstimer til den “hardcore” dybdeborende journalistik.

    Man kunne jo starte med en boks på forsiden af pol.dk der hed “Andre danske avisers tophistorier lige nu”. Og instruere web-journalister i at linke til Informations nyåbnede arkiv i “Baggrund-boksen” til pol.dk-historier.

    Svar

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *