Hvordan måler vi en blogs popularitet?

Den diskussion kører fint ovre hos Joachim på baggrund af en undersøgelse – eller kortlægning om man vil – som svenske Primelabs har foretaget for meningsmålingsinstituttet Cision (tidligere Observer) ved hjælp af sit søgeværktøj Twingly , der ifølge firmaet indekserer 35.000 blogs (lidt sjovt, da Overskrift.dk indekserer 70.000 blogs i Danmark).

På et seminar om blogs, som Cision afholdt for nyligt , præsenterede de nogle af resultaterne – og her fortalte Primelab, at de havde over seks måneder i foråret havde monitoreret hvilke blogs inden for tre områder : Personal, Technology og Media var de mest populære = linkede til.

Nu har Cision via deres blog lagt en liste over de 99 mest populære blogs fra Primelabs ud – og det er da for så vidt små-smigrende at denne blog er nummer 13 – og en del af mine bekendte figurerer der også (find dem selv).

Men som Joachim og andre diskuterer – er links ind til en blog lige med popularitet. Primelabs kom for skade at sige, at det var tegn på indflydelse, hvilket blev modsagt fint af Trine-Maria

Jeg er ligeglad med om jeg har 1500 eller 20 læsere, hvis de 20 læsere er præcis de folk, som jeg gerne vil nå med min blog.

My exact words ! Jeg har i gennemsnit mellem 400 – 600 unikke brugere i døgnet -og det er helt fint for mig, hvis det er andre med interesse for blogs, medier og interaktion.

Jeg har ikke et Columbusæg mht hvordan man bedst måler blogs – dét skal vi måske lede efter hos Joachim.

Primelabs har også en visualisering over relationerne (lig links) i den danske blogosfære.

I øvrigt havde Business.dk i går en artikel om undersøgelsen – på baggrund af at nul virksomheder er blandt de 99 blogs (derimod er der 12 blogs fra Politikens blogunivers af redaktionelle blogs 😉 )

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg

3 kommentarer til “Hvordan måler vi en blogs popularitet?”

  1. Tak for omtalen af vores (eller rettelig Primelabs) undersøgelse. Jeg synes, diskussionen om begrebet “indflydelse” er lidt interessant.

    Hos journalister – for eksempel på Politiken – opstår der spontane jubelscener, hvis deres historie bliver citeret i Radioavisen, TV-avisen eller andre medier. Skyldes det ikke netop, at citatet betyder, at historien opnår større indflydelse og effekt (kombineret selvfølgelig med almindelig journalistisk forfængelighed).

    Og er det ikke lidt det samme, der sker, når mange bloggere vælger at citere (linke til) Primelabs undersøgelse i løbet af dagen i dag? Det kan godt være, at alle ikke er enige i undersøgelsens metode og resultater. Men den har da større indflydelse på debatten om måling af blogs, end den ville have haft, hvis den bare lå og lumrede på vores egen blog.

    Med andre ord: Jeg synes faktisk, at begrebet indflydelse er rimeligt velvalgt. At indflydelse så dækker over andet og mere end links, er en anden sag.

    Svar
  2. Jacob, du kan ikke sammenligne det at blive citeret i Radioavisen med det at blive linket til på nettet.

    At blive citeret i radioavisen betyder glæde, fordi det for journalisterne betyder, at deres historie når længere ud.

    På nettet er der, som også nævnt i debatten hos Oschlag, jo både positive og negative links.

    Jeg tror ikke, du ville se nogle journalister juble, hvis radioavisen kun nævnte fx Politiken, fordi de havde skrevet en, for at sige det lige ud, lorte-artikel.

    Indflydelse handler i den grad om, HVEM der læser din blog, i stedet for HVOR MANGE, der læser den.

    Hvorfor er det vi altid ender med at tale kvantitet i stedet for kvalitet, når vi skal måle noget på nettet.

    Jeg vil påstå, at Googles Pagerank (baseret på HVEM der linker til dig) er mere troværdig, når vi taler indflydelse, end undersøgelsen af den danske blogosfære, som endda kun inkluderer halvt så mange blogs, som Overskrift.dk indekserer…

    // Lars

    Svar
  3. Lars – jeg er helt enig med dig i, at Primelabs undersøgelse ikke viser hele billedet omkring indflydelse. Jeg synes nok, det viser mere, end du gør, men der er ingen tvivl om, at vi som medieanalytikere skal arbejde med andre og flere parametre for at kunne beskrive blogsfæren. Også kvalitative, som jeg i øvrigt personligt mener, i mange sammenhænge kunne være langt mere interessante end denne undersøgelse.

    Strengt taget handler indflydelse jo hverken om, hvem eller hvor mange, der læser en blog. Ej heller om der linkes til bloggen.

    Jeg er også godt klar over, at links både kan være positive og negative. Men. De er i et eller andet omfang udtryk for, at det, bloggeren har skrevet, bliver debatteret. Og det er da en form for indflydelse, skulle jeg mene.

    Men – ja – vi skal bruge mange andre parametre også.

    Svar

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *