Yay – Henrik Føhns skal producere podcasten TechTopia for Ingeniørforeningen, IDA

Jeg har vidst det nogen tid, men i dag kan jeg endelig skrive om det: min gode bekendte Henrik Føhns, vært på P1s Harddisken , starter i Ingeniørforeningen, IDA d. 1. maj, hvor han skal producere podcasten TechTopia.

Jeg glæder mig til min nye kollega.

Om den skriver IDA i dag :

 Hvordan indretter vi fremtiden? Techtopia er en ugentlig podcast om teknologi, startups og forskning. Om digitalisering, kunstig intelligens, nano, bio og den 4. industrielle revolution. Vært er Henrik Føhns, hidtil kendt fra DR Harddisken. Første udgave udkommer 22. maj.

Jeg personligt glæder mig til – endelig – at være i samme hus som Henrik Føhns, som jeg kender som en af de mest vidende journalister herhjemme, når det drejer sig om teknologi og dens indvirkning på os alle sammen. Senest har han udgivet “Den Globale Puls” (2016) om den teknologiske udvikling de seneste 25 år – en bog, som jeg varmt kan anbefale andre at læse. Samtidig kender jeg også Henrik som en hyggelig og omgængelig herre, så jeg er meget glad i dag.

Jeg er også glad for at arbejde i et hus som IDA, der har satset på – og lykkedes med – at få samlet en række sponsorer om at udgive en podcast om teknologi  for at holde samtalen om teknologiens udvikling igang – og så med en af de mest kompetente teknologijournalister ved roret.

Når nu det ikke længere skulle være med Harddisken. I den forbindelse glæder det mig også, at Anders Høgh-Nissen har fået gang i sin freelancebiks siden han stoppede d. 1. februar. Dels har han startet PodLab – hans personlige firma – og dels starter han som producent af Samdatas podcast.

Med IDAs ansættelse af Henrik Føhns fortsætter udviklingen, hvor medieprofiler forlader DR og andre mediehuse for at blive lydproducenter for andre aktører.

Politiken skrev en fin artikel om dette i weekenden: “Tendens: Kendte journalister skrider fra de store medier – og går solo med egne brands“. Jeg glæder mig til at se TechTopia blive til et brand med Henrik Føhns i spidsen.

Og nårh ja – du kan allerede nu abonnere på et nyhedsbrev om TechTopia

Besøg også Henrik Føhns hjemmeside.

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *