Journalist; hvor digitalt er dit CV?

Forsyner de amerikanske journalistuddannelser deres kandidater med de rette digitale kompetencer, spørger amerikanske underviser Cindy Royal – og opremser de ti nødvendige digitale kompetencer, som nutidens journalister bør have. Jeg er helt enig med Cindy – ikke mindst i hendes pointe: journalister skal indse, at de arbejder inden for tech-branchen.

Hey journalister - vågn op: I arbejder med tech

Vi skriver 2014. Internettet forstået som det grafiske internet – World Wide Web – har haft 25 års fødselsdag. Det slog bredt igennem i Danmark i 1995 – 1996 – og de første journalistiske arbejdspladser i landet online dukkede frem samtidig.

Selv tog jeg skridtet fra traditionel avis- og radiojournalistik til online i november 1999 . Jeg og alle andre onlinejournalister fandt hurtigt ud af, at vi var nødt til at beherske småtekniske færdigheder til at tweake publiseringssystemerne – mestendels med små scripts og html-koder – for at opnå de bedste resultater

Og siden da er den tekniske side og tekniske forståelse af webjournalistens arbejde blevet stadig vigtigere – ja, nu altafgørende.

Det noterer den amerikanske underviser i journalistik og massekommunikation på Texas University, Cindy Royal, i et indlæg “Are journalism schools teaching their students the right skills?”

Det vigtige for mig er ikke hendes bedømmelse af uddannelserne i US, men hendes understregning af, at teknisk forståelse og viden om digitale værktøjer er alfa-omega for nutidens journalister – og at de skal indse een ting: De arbejder med teknologi.

If you are a journalism educator or media professional, I have news for you: We work in tech.

(….)

Internet and web technologies don’t just represent a new medium where print and multimedia can live in harmony. The ways we communicate both personally and professionally have been profoundly altered. Communication is technology, and technology is communication. That’s the true convergence.

Jeg har tidligere givet udtryk for min forundring over, at mange journalister og kommunikatører udviser manglende interesse i at forstå webkommunikations natur og teknikken bag. Den er ikke meget mere kompliceret at benytte end de publiseringssystemer mv, som de bruger på aviser, radio og tv.

Jeg har endda skrevet, at chefer med rette kunne kræve det af  medarbejderne.

Derfor synes jeg også, at det er opløftende, at Cindy Royal kommer med ti fornuftige og underbyggede bud på kompetencer, som journalister skal besidde for at være ordentligt klædt på.

Læs dem på hendes blog – men hun spørger om du kan skrive følgende ti punkter på dit CV:

  1. Kender du til computernes og nettets historie – og forstår du,  hvordan det spiller sammen med de digitale platforme?.
  2. Forstår du de nye digitale forretningsmodeller?
  3. Forstår du brugernes rolle i et univers af forskellige medieplatforme?
  4. Forstår du dynamikkerne bag de netværksdrevne platforme?
  5. Ved du hvad teknologi-entreprenørerne mener om nyhedsbranchen?
  6. Kender du til tjenester som Circa, Medium og Reddit?
  7. Ved du hvorfor du skal bekymre dig om platforme som Facebook Paper, Twitter m.fl
  8. Forstår du hvordan data kan bruges til at fortælle historier?
  9. Ved du hvordan du sætter en blog op, registrerer et webdomæne og redigerer video og lydfiler m.m?
  10. Læser du techsites og magasiner som Mashable, TechCrunch mv?
Jeg bilder mig ind, at jeg er pænt godt med, men jeg er ikke home-free.
Derfor knokler jeg stadig på med at holde mig åben, nysgerrig og eksperimenterende i forhold til de ti spørgsmål.
Hvad med dig – kan du svare ja til alle ti ?

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *