Mediestøtte-aftale: Lille skridt, javel – men i den rigtige retning

Som det vil være medieinteresserede bekendt , så indgik regeringen og Enhedslisten i fredags et tre-årigt forlig om mediestøtten, gældende fra 1. januar 2014.

Aftalen kan læses på Kulturministeriets hjemmeside men hovedpunkterne er især, at 400 millioner kroner fremover ikke skal uddeles som distributionsstøtte, men som støtte ud fra antal redaktionelle medarbejdere.

Det vil sige, at støtten ikke længere kun gives til papiraviser, der har udgift til at få bragt aviser ud til abonnenternes postkasse, men fremover kan komme alle medieplatforme til gavn – herunder internetmedier som Altinget.dk, Avisen.dk og Zetland.dk, der indtil nu ikke har kunne få støttekroner.

Desuden vil internetmedier – med mere end tre personer på redaktionen  – kunne opnå støtte fra en supplementspulje til kommercielle netmedier.

Der er selvfølgelig blevet kommenteret meget på aftalen, der blev indgået fredag eftermiddag – bl.a. på de sociale medier såvel som de traditionelle.Se oversigt i bunden af denne artikel.

Fra flere traditionelle medier har der været beklagelser, selvom støtte for de fleste kun vel medføre små ændringer, på nær MetroXpress, Sjællandske Medier og Ingeniøren (min gamle arbejdsplads ), der står til at miste betydelige beløb.

Der har også været beklagelser fra folk , der mener, at aftalen ikke er vidtgående nok. Når alt kommer til alt, er de 400 millioner kroner og penge til innovationspuljen for netmedier, kun en lille del (  ca. fem pct. ) af den samlede mediestøtte herhjemme  – og stadig er det kun peanuts, der går til rene digitale medier som bl.a. de tre ovennævnte; Altinget, Avisen og Zetland.

Nej. Det er ikke en revolution, som vi fra min gamle netforening DONA ønskede, da vi stod bag et arrangement om mediestøtte i september 2010.

Det er et overgangsforlig – et smalt forlig, da oppositionen stod af i protest mod bl.a. lønsumsafgift – men det peger i den rigtige retning.

Det viser, at folketingets partier godt kan se, at fremtiden er digital – og at penge ikke automatisk gives til forældede distributionsmetoder, men skal flyttes mod journalistiske muskler – hjertet i et medie.

De jubler på de tre netmedier – og jeg smiler med, fordi den platformsuafhængige støtte nu tager form.

Det er godt. Det peger fremad mod en grundlæggende ændring – og som en klog mand en gang har sagt: Alle store rejser starter med, at man tager det første skridt.

Det vælger jeg at glæde mig over.

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *