Ernst Poulsen: Dyrk fællesskabet fremfor nyhederne

Min gamle ven Ernst Poulsen har skrevet en længere interessant blogpost på sin blog på Journalisten.dk – “Betaler læserne for nyheder eller kontakt?”, hvor han debatterer, hvad det egentlig er, at nyhedssites skal levere til læserne i fremtiden.

Skal de koncentrere sig om at levere nyheder til læserne – som hovedproduktet – eller skal de rettere fokusere på, at det som læserne især er på udkig efter er et forum af ligesindede, hvor debatterne kan flyde ubesværet?

Ernst påpeger, at medierne muligvis tror, at de – hver især  – er unikke med deres nyheder, men det oplever læserne ikke. De kan konstatere, at nyhederne i den ene avis, er de samme som i den anden.

Diversiteten ligger i læser-fællesskabet for den enkelte medier – Version2 og Computerworld har hver især en dedikeret kreds af it-vidende læsere, som lystigt diskuterer it-emner, mens medier og kommunikation bliver diskuteret hos Kommunikationsforum og Mediawatch.

Den kontakt er penge værd – og det tror jeg, at Ernst har ret i. Kontakten er noget værdi, fordi medierne er et rum, hvor læserne konverterer sig til deltagere i en debat og skabelsen af nyheder på de enkelte sites.

Nyheder kan du – groft sagt – få alle steder, men adgangsbillet til de rigtige folk og rigtige debatter kan det vertikale site levere. Og måske tjene penge på.

Engagementet og ændringen af læsere fra brugere til deltagere er i øvrigt en tanke som Ernst og jeg for år tilbage diskuterede og vendte med mediefolk på en konference i Aarhus “Knock Knock”  – og som jeg skrev lidt om den gang. Det var i ærgerelse over, at al tale handlede om brugere ( og især antal ) frem for fokus på, hvor engagerede brugerne var i mediets historie, som deltagere i skabelsen af nyhederne.

Ideen var især Ernsts fortjeneste – og det er det grundlag, som han klogt videreudbygger i sit blogindlæg, som du bliver klogere af.

Spændende om chefer fra store mediesites herhjemme vil gå i debat med Ernst?

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg

Skriv en kommentar

Halløj - svar lige på dette *