Ud af boblerne: Et forsvar for det åbne web

Jeg savner det frie web - uden walled gardens

Der har været stille her – på grund af mine andre projekter – især Privatliv.nu om, ja, privacy for forbrugere, og hvad de konkret kan gøre for at kontrollere, hvilke data de deler . Det har også handlet om tid med travlhed på job og i den private sfære.

Men faktisk skrev jeg allerede overskriften for et år siden for at gemme ideen og tanken bag følgende genstarts-indlæg her på Mediehack.

Overskriften henviser ganske tydeligt til dels Eli Parisers bog og teori om Filter Boblen (find link efter artiklen), hvor vi på grund af personalisering af medier i stigende grad kun forbruger indhold, som passer til vores præferencer og dermed (måske) misser nye og overraskende vinkler.

Og det så henviser det også lidt til den beslægtede teori om de sociale mediers ekkokammer, hvor vi hver især diskuterer og udveksler indhold med de personer, der holdningsmæssigt, kulturelt osv. ligner os mest.

Sidstnævnte ses nok mest tydeligt pt på Facebook, der grundet en konservativ og overskuelig brugergrænseflade øger fokus på een ting: deling af indhold – og ikke kræver tanker om design-opsætning, to eller tre spalter. Det koblet med den flot udførte evne til at lade brugerne interagere i en samtale  har gjort Facebook til det altdominerende netværk. Til glæde for rigtig, rigtig mange – mig selv inklusiv.

Videndeling på private firmaers platforme
Imidlertid sneg der sig også sidste år den erkendelse ind, at mere og mere af min videndeling ( udover Twitter der pt faktisk er min faglige hoved-videndelingskanal ) fandt sted på Facebook, der også er  en “walled garden”, styret af algoritmer der regulerer, hvad andre brugere får vist i deres feeds – herunder hvor ofte de siger mine posts . Det er efterhånden bredt kendt at kun få procent af vores følgere / venner bliver eksponeret for vores indlæg.

Det er i øvrigt en praksis, som Twitter også tog fat på i år, så det spreder sig. Desværre. Fordi jeg er meget mere end mine interesser og umiddelbare præferencer som Twitter lægger til grund for, hvad jeg skal præsenteres for i mit feed.

Men det vigtige for mig var – og er – faktisk, at mit indhold bliver publiceret og spredt via private firmaers platforme. Dermed overlader  jeg styringen til firmaer, der har andre interesser end mig i forhold til , hvem og hvor mange der bliver eksponeret for mine noter, links, artikler mv. ,

Desuden kan de også redigere i mit indhold, såfremt jeg bruger ord, fotos og video, der ikke følger deres corporate policy – senest eksemplificeret med Facebooks fjernelse af et ikonisk billede fra Vietnamkrigen med et nøgent barn efter et napalm-angreb (se link efter artiklen).

Host selv din videndelingsplatform
Sådan behøver det ikke at være – og måske har vi glemt det i de seneste år, men vi har stadig muligheden for at dele indhold og indgå i samtaler via diverse blogging-systemer: WordPress, Blogger, Drupal, som vi selv kan hoste på egne webservere. Som den opmærksomme læser vil se, bruger jeg WordPress, hosted hos Danhost.dk i Randers – har gjort det siden 2005 og er lykkelig derved 🙂

Jeg er ikke ude i et nostalgisk trip om en asketisk tilbagevenden til de tidlige blogtider i slut-90’erne og start 0’erne, hvor vi oprettede blogs og bandt samtalerne sammen via RSS. Det var sværere at finde hinanden og indgå i samtalerne – og vi fandt kun nye blogs ved at læse hinandens blogrolls med lister over dem, den pågældende blogger læste – eller senere finde blogs via blogsøgetjenesterne som danske Overskrift.dk og amerikanske Technorati.com.

Men som dengang har blogs stadig den store fordel, der hedder uafhængighed.

  • jeg styrer selv, hvad der kommer på min blog – uden risiko for firmacensur
  • Min blog kan ses af alle med en netadgang.
  • Jeg ejer selv mit indhold. Det er ikke knyttet til et privat firmas platform og politikker.

Derfor søger jeg mere og mere tilbage mod, at alt indhold som jeg publicerer, og som jeg tillægger værdi af eksempelvis professionel karakter , bliver publiceret på en af mine pt fire blogs.

Forsvar for det åbne, uafhængige web
Ovenstående tanker blev styrket sidste år, da jeg læste et af de bedste indlæg om emnet på Medium – skrevet af den iransk demokratiblogger, Hossein Derakhshan,  ofte kaldet den iranske ‘blogfather’,  da han introducerede blogs til landet i starten af nullerne.

Han sad ind til 2014 fængslet i seks år i det berygtede iranske fængsel, Evin, fordi han på sine blogs advokerede for demokratiske reformer. I indlægget ‘The Web We Have To Save’ fra juli 2015 (link i slutningen af artiklen) beskriver han sorgen over at komme ud til en virkelighed, hvor meningsudvekslinger, videndelinger og samtale var flyttet fra åbne blogs til en række lukkede private sociale netværk og apps: Facebook, Instagram, Tumblr , SnapChat .

But apps like Instagram are blind — or almost blind. Their gaze goes nowhere except inwards, reluctant to transfer any of their vast powers to others, leading them into quiet deaths. The consequence is that web pages outside social media are dying.

Her er fokus fra ejerne på at holde læserne, seerne og brugerne indenfor netværket – d.v.s ikke forlade platformen og det sociale netværk, men cykle rundt på andre sider på netværket. Der skal jo tjenes penge på platformen – og brugerne har en gratis profil mod at betale med data om deres gøren og laden, præferencer mv. Og det er her brugerne opholder sig og bruger en del tid – og faktisk opfatter det som lig med internettet, hvad det overhovedet ikke er.

Hossein Derakhshan synes, at det er en stor skam for fri debat og videndeling, at det er kommet dertil:

But the scariest outcome of the centralization of information in the age of social networks is something else: It is making us all much less powerful in relation to governments and corporations.

Store ord, vil mange mene, men han har jo ret – måske fordi han kommer fra en virkelighed, hvor der er noget på spil i modsætning til i Danmark, hvor staten ikke truer det frie ord.

Mest af alt vakte hans indlæg genklang i min gamle blogger- og journalistsjæl med hans insisteren på, at jo mere vi kun deler viden og samtaler på de lukkede netværk som Facebook o.lign. , desto mere svækker vi det egentlige internet, hvor blogging ved fremkomsten i slutningen af 90’erne var kommunikativt frisættende på en helt ny måde.

Pludselig fik enhver med en computer og netforbindelse mulighed for at blive sin eget medie; med tekst, lyd, foto og video. Jeg greb selv muligheden med kyshånd i 2001 ved at starte blogs med Blogger.com – og det var betydende for min fremadrettede professionelle karriere.

Jeg kan derfor sagtens genkende min egen frustration i Hossein Derakhshans afsluttende bemærkninger:

Sometimes I think maybe I’m becoming too strict as I age. Maybe this is all a natural evolution of a technology. But I can’t close my eyes to what’s happening: A loss of intellectual power and diversity, and on the great potentials it could have for our troubled time.

I miss when people took time to be exposed to different opinions, and bothered to read more than a paragraph or 140 characters. I miss the days when I could write something on my own blog, publish on my own domain, without taking an equal time to promote it on numerous social networks; when nobody cared about likes and reshares.

That’s the web I remember before jail. That’s the web we have to save.

Betyder det så, at jeg ikke vil publicere på Facebook fremover?

Nej, det gør det ikke. Som Hossein og andre må jeg anerkende, at fx Facebook defacto er et knudepunkt for mange netbrugeres informations-forbrug. Skal jeg engagere andre i en samtale, er jeg nødt til at dele links til mine indlæg på diverse sociale medier.

Men jeg vil ikke skrive indhold kun til Facebook eller Medium. Og jeg vil ikke bruge Facebooks kommentarsystem som mit eget. Jeg vil forsøge at trække folk hen til at kommentere via mit kommentarsystem eller måske finde et tværplatforms-kommentarsystem, der ikke deler data med tredjeparter.

Nettet er meget større end Facebook, Instagram, SnapChat og Tumblr – at der stadig er en værdi i publicering på egne domæner og selv-hostede cms’er, hvor vi selv har ansvaret.

En af web-veteranerne – Dave Winer (opfinderen af RSS og et af de første kommercielle blogging-systemer ) beskrev det i januar på følgende måde:

The platform guys always oversimplify what happens on their platform. It’s human nature. And because of that their ecosystems are unhealthy. Nothing really interesting grows there. For that you need the wilds of — the open web — of course.

Why don’t we hedge our bets. Not assume that we all will enjoy being locked in the trunk of the tech industry while they party up front.

Han publicerede sit lille skriv på Medium, der er en meget brugervenlig blogging-platform – skabt af bl.a. Ev Williams, der stod bag Blogger.com og senere holdet bag Twitter. Den platform er han stadig på, men han skriver ikke længere indhold, der kun ligger på Medium – blot links til sin mangeårige blog Scripting News, fordi den kontrollerer han – helt selv.

Jeg kontrollerer også helt selv Mediehack og mine andre blogs. Dem vil jeg søge at vie mere opmærksomhed.

Del meget gerne dine tanker om mit (lange ) skrift 🙂

Læs mere

Relaterede indlæg

Journalist; hvor digitalt er dit CV?

Forsyner de amerikanske journalistuddannelser deres kandidater med de rette digitale kompetencer, spørger amerikanske underviser Cindy Royal – og opremser de ti nødvendige digitale kompetencer, som nutidens journalister bør have. Jeg er helt enig med Cindy – ikke mindst i hendes pointe: journalister skal indse, at de arbejder inden for tech-branchen.

Hey journalister - vågn op: I arbejder med tech

Vi skriver 2014. Internettet forstået som det grafiske internet – World Wide Web – har haft 25 års fødselsdag. Det slog bredt igennem i Danmark i 1995 – 1996 – og de første journalistiske arbejdspladser i landet online dukkede frem samtidig.

Selv tog jeg skridtet fra traditionel avis- og radiojournalistik til online i november 1999 . Jeg og alle andre onlinejournalister fandt hurtigt ud af, at vi var nødt til at beherske småtekniske færdigheder til at tweake publiseringssystemerne – mestendels med små scripts og html-koder – for at opnå de bedste resultater

Og siden da er den tekniske side og tekniske forståelse af webjournalistens arbejde blevet stadig vigtigere – ja, nu altafgørende.

Det noterer den amerikanske underviser i journalistik og massekommunikation på Texas University, Cindy Royal, i et indlæg “Are journalism schools teaching their students the right skills?”

Det vigtige for mig er ikke hendes bedømmelse af uddannelserne i US, men hendes understregning af, at teknisk forståelse og viden om digitale værktøjer er alfa-omega for nutidens journalister – og at de skal indse een ting: De arbejder med teknologi.

If you are a journalism educator or media professional, I have news for you: We work in tech.

(….)

Internet and web technologies don’t just represent a new medium where print and multimedia can live in harmony. The ways we communicate both personally and professionally have been profoundly altered. Communication is technology, and technology is communication. That’s the true convergence.

Jeg har tidligere givet udtryk for min forundring over, at mange journalister og kommunikatører udviser manglende interesse i at forstå webkommunikations natur og teknikken bag. Den er ikke meget mere kompliceret at benytte end de publiseringssystemer mv, som de bruger på aviser, radio og tv.

Jeg har endda skrevet, at chefer med rette kunne kræve det af  medarbejderne.

Derfor synes jeg også, at det er opløftende, at Cindy Royal kommer med ti fornuftige og underbyggede bud på kompetencer, som journalister skal besidde for at være ordentligt klædt på.

Læs dem på hendes blog – men hun spørger om du kan skrive følgende ti punkter på dit CV:

  1. Kender du til computernes og nettets historie – og forstår du,  hvordan det spiller sammen med de digitale platforme?.
  2. Forstår du de nye digitale forretningsmodeller?
  3. Forstår du brugernes rolle i et univers af forskellige medieplatforme?
  4. Forstår du dynamikkerne bag de netværksdrevne platforme?
  5. Ved du hvad teknologi-entreprenørerne mener om nyhedsbranchen?
  6. Kender du til tjenester som Circa, Medium og Reddit?
  7. Ved du hvorfor du skal bekymre dig om platforme som Facebook Paper, Twitter m.fl
  8. Forstår du hvordan data kan bruges til at fortælle historier?
  9. Ved du hvordan du sætter en blog op, registrerer et webdomæne og redigerer video og lydfiler m.m?
  10. Læser du techsites og magasiner som Mashable, TechCrunch mv?
Jeg bilder mig ind, at jeg er pænt godt med, men jeg er ikke home-free.
Derfor knokler jeg stadig på med at holde mig åben, nysgerrig og eksperimenterende i forhold til de ti spørgsmål.
Hvad med dig – kan du svare ja til alle ti ?

Relaterede indlæg

Onlinejournalistikken som den evige opkomling

Den seneste uge har budt på flere indlæg, der fra forskellige vinkler belyser tilstanden for onlinejournalistikken her til lands.

En af mine tidligere kolleger fra Politiken.dk, Marie Hjortlund, lagde ud på bagsiden af fagbladet Journalisten med “Lad os fokusere på journalistikken – ikke platformen” , hvor hun beskæftiger sig med den ringeagt, som onlinejournalistikken er udsat for.

Det samme beskæftiger Bo Elkjær , journalisten.dk’s nye webredaktør sig med i blogindlægget : “Styr nu den mediestøtte den rigtige vej”, hvor han kritiserer indretningen af mediestøtten kraftigt. Det sker som opbakning til Zetland-journalisternes opråb i gårsdagens Politiken om mediestøtte til små netmedier “Støt fremtidens medier frem for fortidens” .

De og Bo Elkjær ser ikke en højere kvalitet på print frem for net – men alligevel er det printaviserne, der løber med alle støttemillionerne , når mediestøtten bliver uddelt.

Dybt uretfærdigt og tilbageskuende.

I min kommentar til Bo skriver jeg:

Cadeau til Bo for indlægget som jeg kun kan være enig i.

Jeg medgiver, at medierne har svært ved at finde deres ben i den digitale nutid, der immervæk snart har varet i nogle år. Og det gælder også for medarbejderne, hvor der desværre stadig er en misforstået ide om, at print er finere end online. Se blot på min tidligere Politiken-kollega Marie Hjortlunds skarpe kommentar i Journalisten om ringeagten for onlinejournalistikken http://journalisten.dk/node/24524 . Jeg beklager kun, at holdningen ikke har ændret sig i de tre år, siden jeg forlod journalistikken.

Det er selvsagt noget vrøvl med den “papir er finere end online” , al den stund at nettet giver alle muligheder for fantastiske illustrationer, præsentationer, interaktion for læserne og deltagelse fra læserne.

Lider webjournalistikken under kvalitetsproblemer er det i høj grad mediechefernes skyld. De har aldrig investeret millionerne i udforskning af digital kommunikation , kun hvis det handlede om ren teknik og software, mens antallet af hænder til webredaktionerne og midlerne til udvikling af det journalistiske håndværk på nettets præmisser har været uendelig små.

Som ansat på webdelen i et af de store bladhuse var det surrealistisk i årene 2007 – 2009 at høre koncernchefen fortælle om de hundrede af millioner, der blev investeret i gratis-blad-krigen mod islændingene. Hvis bare vi i koncernen havde fået 100 milllioner kr. til udvikling af den digitale journalistik, ja – hvad kunne det så ikke være blevet til , også med hensyn til at opdage nye veje til at skaffe indtægter på?

Dermed ikke være sagt at vi så havde fundet løsningen på den strukturelle krise, men mine kolleger i medierne havde måske været klædt bedre på.

Endelige bør mange journalister også tage fat i egen barm og selv kaste sig ud i eksperimenter, støde mod loftet for at udforske de journalistiske muligheder. Det er ikke nok at vente på, at chefen kommer hen og beder dig om det – før du går i gang med eksperimenterne. Faglig stolthed er også at holde sig orienteret om og sulten på, hvor ens metier bevæger sig hen.

Desværre sørger mediestøtten ikke for at højne onlinemediernes anseelse med sine retningslinier, der kun belønner døde træer.

Det skal ændres. Alt andet vil være ……spild af penge.

Kvaliteten og lødigheden af onlinemedier lå implicit også i det interview, som professor ved CBS, Anker Brink Lund gav til Politiken i weekenden, hvor han noterede, at papiravisernes vigende betydning skader den demokratiske debat i Danmark.

Jeg er enig i, at netdebat ikke generelt har høj kvalitet her til lands – og at debatten i de traditionelle papiraviser kan synes større. Først på det seneste har der været gjort en ordentlig indsats – bl.a. i Politiken – med verificering af debattører for at få ryddet op i tågehornene.

Imidlertid er det ikke netmediets skyld, men faktisk de selvsamme medieselskabers skyld – d.v.s. ejerne af netmedierne. De har ikke prioriteret udviklingen af nye debatformer på nettet rent udviklingsmæssigt – og derfor er det klart, at den halter bagefter.

Det kan bare ikke siges at være platformens skyld. Det burde være nok en tilståelsessag for mediehusene. Det undrer mig blot, at Anker Brink Lund ser papiraviserne som den eneste platform for ordentligt demokratisk debat. Det er ikke naturgivent.

Altimens må vi vente på Uffe Elbæk og hans genstart af mediestøtteforhandlingerne til efteråret. Lad os håbe at regeringen dér tager et spadestik dybere ned i substansen og giver netmedierne flere penge til eksperimenter, udvikling og løbende drift.

Netmedier er fremtiden.  Det er desværre bare ikke alle, der kan se det.

Update: Morten Gade har også skrevet en blogpost om mediestøtte og Zetland-kronikken

Relaterede indlæg

Stil de rigtige spørgsmål til dit næste cms

Det er ikke en disciplin, som man lærte på Journalisthøjskolen, dengang jeg gik dér ( fra 1992 – 1996) : valg af cms – måske fordi world wide web – det grafiske internet – kun så småt var brudt bredt igennem dengang. Jeg håber, det er tilfældet nu – fordi det er en nødvendig kunnen for onlinekommunikatører, som er ansvarlige for udviklingen af deres hjemmesider.

Jeg er langt fra ekspert i den ædle kunst at vælge et cms, men jeg har prøvet det et par gange. Desuden har jeg i mere end 12 år brugt mine arbejdsdage på at bruge, twiste og udvikle på diverse hjemmesiders publiceringssystemer – og dét i samarbejde med de aktuelle leverandører af sådanne systemer.

Det har så også givet mig – nogle gange dyrtkøbte – erfaringer med “do’s and don’ts” i forbindelse med leverandører, kontrakter og supportaftaler.

Overskrifterne for de mange elementer, der skal tages stilling til, er :

  • Cms-arkitekturen
  • Community
  • Integration

Cms-arkitekturen
Stil og/eller overvej følgende spørgsmål til de cms, der bliver screenet. Følgende spørgsmål går på flere tekniske forhold ved et system :

  • Er systemet fra starten tænkt som et cms til store såvel som små hjemmesider – eller er systemet tænkt som eksempelvis et intranetsystem, hvorefter det er blevet tilpasset det eksterne net? Det første er et absolut krav, hvis man skal undgå at kæmpe med medfødte fejl i systemet m.h.t. evne til at håndtere mange sider og ændre dem løbende
  • Hvilken søgemaskine gør cms brug af, og hvor stor er fleksibiliteten i at kunne skrue på søgeparametre og resultatsider?
  • Hvilket kodesprog er cms kodet i – fx php eller ruby on rails ? Et system kodet i et populært og fleksibelt kodesprog gør livet lettere for webredaktøren
  • Er CMS’et designet til avanceret brug af tagging og taxonomi ?
  • Er det stabilt?
  • Er det skalérbart ? D.v.s. kan sitet udvides drastisk m.h.t. trafik og kompleksibilitet uden at det påvirker performance?
  • Er det nemt at oprette mini- og kampagnesites?
  • Følger cms best practice for kode jf W3C?
  • Er backenden brugervenlig – d.v.s. er det nemt at forstå, hvordan nye sider bliver udgivet?
  • Er systemet søgemaskineoptimeret, så dit indholdt nemt bliver fundet af Google, Bing mv.?
  • Hvordan optimerer leverandører systemets loadtider?
  • Er systemet gjort klart til at blive kodet i  HTML5?

Community
Det er vigtigt, at det system man vælger har et aktivt community af udviklere og brugere, der løbende udvikler på systemet i takt med fremkosten af nye teknologier på nettet.

Et levende community af kodere og brugere, der diskuterer, inspirerer og deler viden er alfa og omega for et velfungerende system, som løbende udvikler sig. Det kan så være omkring et produkt – ejet og kultiveret af et firma eller et produkt skabt af brugerne som open source.

Det vigtigste er, at der ER et community med aktivitet. Det kan bl.a. hindre, at organisationen bliver bundet til een leverandør, såfremt firmaet tillader flere mindre firmaer om at stå for udvikling og implementering.

Integration
Endelig er det væsentligt, at et cms nemt kan kobles til og integreres med andre systemer. Det skal kunne bindes sammen med andre forretningssystemer , så data kan udveksles og præsenteres gnidningsfri . Endvidere skal det være muligt at binde cms sammen med nye teknologier, der bliver udviklet – sålænge disse har nogle åbne tekniske snitflader (API) .

Dermed bliver organisationen mindre afhængigt af at blive i det samme system, fordi et nyt system også kan kobles på virksomhedens forretningssystemer ( økonomistyringssystem, medlemssystem mv. )

Det spiller også ind med:

  • Licens: skal brugeren betale licens for systemet, og hvor meget koster det om året?
  • Udviklere: Hvad koster det per time at ansætte en koder til at foretage tilpasninger på systemet mv. Det hjælper ikke, at man betaler en billig penge for systemet – for dernæst at meget for at få udviklet selv den mindste service.

Eksperterne
Markedet oversvømmes i Danmark ikke i kurser i at vælge cms og stille de rette spørgsmål undervejs. Nedenfor er dog samlet nogle navne på firmaer, sites og personer, som jeg har arbejdet med eller fulgt – og som jeg i hvert fald kan anbefale:

Jboye ( konsulentfirma med mange erfaringer med cms og intranet )
Open Source CMS ( site hvor du kan teste hundredevis af open source-cms)
Børge Kristensen (pionér inden for brugervenlighed og webkommunikation. )
Klean (rådgiver i valg af cms)
Ole Nørskov (ekspert i onlinekommunikation og i opsætning af cms Drupal)
Advice Digital  (konsulenthus digital kommunikation)

Det var mine umiddelbare tanker – og du er velkommen til at skrive nye forslag ind i kommentarfeltet nedenfor.

Relaterede indlæg

Ny fellow på SDU skal afdække brugerinddragelsens muligheder for medierne

Min tidligere kollega og gode ven, Kurt Westh Nielsen , er blevet antaget som Fellow ved SDU Journalistik til i et halvt år at forske i:

hvordan danske medier får mere ud af internettets teknologiske muligheder – især nettets sociale egenskaber, brugerinddragelsen.

som der står i pressemeddelelsen fra SDU.

Det er han den helt rigtige mand til. Ikke blot var Kurt den første netjournalist herhjemme – han bragte Ingeniøren på nettet  d. 2 december 1994  – men han var også en af de første journalister , der begyndte at blogge på et medie ( igen Ing.dk og det i anledning af 10 år for netavisen – d. 2. december  2004). Allerede her drev Kurt sin blog i samspil med læserne – indhentede tips og kommentarer fra dem og brugte deres input i journalistiske historier.

Siden har han eksperimenteret videre i sit journalistiske virke med udviklingen af netjournalistikken  – med podcasts, Twitter og onlinepaneler med brugere – og som det ses ofte med brugerne som en naturlig del af hans onlinevirke.

Jeg glæder mig allerede til at læse, hvad han får ud af sit halve år på SDU, fordi det er netop brugerinddragelsen, som jeg selv har puslet med. Dels da jeg var jourhavende på Ingeniørens netavis fra 2003 – 2006 – og siden som blogredaktør på Politken.dk 2006 – 2009.

Dengang handlede det meget om brugerinddragelse via kommentarer til artikler og blogs – og det er bestemt også en vigtigt, men tillige – var min erfaring – en udfordrende affære.

Det var ikke just de oplyste borgere, der indtog kommentarsporet. Det var ofte onlinepøblen , der ikke diskuterer emner ud fra en Hal Kochsk metode (“Demokrati er samtale” ) , men derimod blot råbte højt ad hinanden. Jeg måtte slette tusindvis af indlæg, hvor der blev kastet rundt med verbalt skidt – mere end gennemtænkte argumenter med respekt for den, man debatterede med.

Det er en del af udfordringen ved brugerinddragelse på nettet : hvordan skal det gøres for at give værdifulde resultater, der kan bruges som løsning på stillede spørgsmål.

Det håber jeg, at Kurt vil kunne give et svar på.

Jeg venter i hvert fald spændt 🙂

Relaterede indlæg