Bevidstløst nyhedsbombardement ødelagde læsernes betalingsvilje

Danske aviser overdængede deres læsere med alt for mange nyhedsartikler i en opdaterings-feber, der devaluerede den enkelte artikels værdi for læseren. Derfor er det svært at få danskerne til at betale for netabonnementer – ikke fordi medierne i starten gav artiklerne væk gratis, påpeger digital medieekspert, Lars K. Jensen

Det er en falsk melodi og vasken hænder, når blad- og mediechefer på traditionelle medier forklarer besværlighederne med at få os læsere til at betale for indholdet med ét forhold: ”Vi (medierne) skulle aldrig have givet indholdet væk gratis i de første år på internettet. Så vænnede vi læserne til, at kvalitet er gratis.”

Et er , at det udsagn på sin vis usagt giver læserne, brugere, seerne, lytterne, whatever skylden for, at de – medierne – har det hårdt med at tjene penge på deres produkter på nettet. Der er en snert af nedladende holdning til læserne, der anses lidt som Romerrigets plebs – masserne – der hellere vil have masseproducere spam-kød end kvalitet. ”

Uha, hvis bare vi kunne få dem til at forstå, hvor værdifuldt vores indhold er, så de ville betale os for det.”

Noget andet er, at det er – som før skrevet – en falsk melodi.
Min gode ven, Lars K. Jensen hamrer nemlig en pæl gennem mediernes myte i sit seneste blogindlæg på Journalisten.dk (Links kommer efter artiklen 🙂 )

Han peger i stedet på, at medierne – især netaviserne – i 90’erne ikke ville have kunnet få brugere, hvis de fra starten havde gemt indholdet bag betalingsmure. Brugerne ville ikke vide, hvad mulighederne så var, hvis de med det vuns blev mødt af ”Betal 290 kr. per måned, Hr.”

Desuden var teknologien til at betale nemt på nettet ikke til det dengang.
Faktisk påpeger Lars er det først med Netflix gennembrud i Danmark, at danskerne har vænnet sig til at betale for indhold på nettet.

Nabo-medierne i de andre skandinaviske lande har i parentes bemærket været bedre. Danmark halter langt efter de andre skandinaviske lande, når det kommer til digitalt abonnementssalg, skriver Lars med henvisning til rapporter fra 2019.

Tæppebombardement i nyhedsfeedet
Han peger i stedet for på den konvention, der herskede på nettet fra de tidligere dage i 90’erne og ind til 10’erne: der skal udkomme artikler på nettet i et rasende tempo. Brugerne forventer en hastigt bankende nyhedspuls, lød rationalet.

Da internettet kom, var der ikke et fast antal sider, der skulle udfyldes. I stedet var der en så godt som uudtømmelig mængde af ledige bytes til at gemme indholdet.

Desværre var man mere optaget af uendeligheden end af, at der nu ikke var et minimumskrav til, hvor meget indhold, der skulle udgives. I stedet for at nyde, at der ikke længere skulle produceres en ekstra enhed for at udfylde et hul på side 13, så blev man forblændet af muligheden i at kunne udgive uendelige enheder uden at løbe tør for plads

Lars K. Jensen på Journalisten.dk

Dét kan jeg skrive under på. Jeg abonnerede desværre i starten selv på holdning til det at skrive til og drive et netmedie. At tæppebombardere læserne med nyt i deres feed

Jeg kom fra den traditionelle medieverden. I praktik på Horsens Folkeblad i 1993 – 94 og senere lokaljournalist på Dagbladet Roskilde Tidende fra 1998 – 99. Modsat journalister på de store landsdækkende medier havde jeg hver dag halvanden til to sider , der skulle fyldes ud.

Jeg lærte derfor at være kreativ med at opdyrke historier – og skrive dem i en fart.

Det var faktisk derfor, at jeg blev ansat på Computerworld Online 1. november 1999, fordi redaktøren på landets første dedikerede onlineredaktion (vi skrev kun til nettet – ikke til papir) ville have én, der kunne skrive mange enheder, udover selvfølgelig at vide noget om, hvordan man researcher historier om IT-Branchen.

Så vi skrev mange historier i løbet af en dag, en del citathistorier fra udenlandske medier og pressemeddelelseshistorier samt artikler med to – tre hurtige citater fra kilder, vi havde talt med.

Artiklerne var gratis, der var mange af dem – og brugerne strømmede til . Det var stadig i sin vorden, det med at tilgå og læse artikler på nettet, så de første netmedier herhjemme fik mere opmærksomhed end de senere tilkomne. Desuden havde Computerworld Online den store fordel, at læserne arbejdede i IT-branchen, så de var hurtigere til at adaptere

Det accelererede – det med antallet af enheder – op gennem 00’erne.

Fra 2006 – 2009 arbejdede jeg som blogredaktør på Politiken. Jeg så her hvordan mine dygtige kolleger producerede mange historier ( og mange gode) hver dag, men der kom en tendens til, at artikler godt kunne have én kilde, fordi næste artikel kunne så have en anden kilde ( modparten ) med.

Det protesterede journalisterne mod, men redaktørerne pegede på vigtigheden at en hastig bankende nyhedspuls. Gør vi det ikke, løber brugerne over til konkurrenterne, lød det.

Devaluering af den enkelte artikel
Desværre gjorde denne ageren det sværere for medierne at tjene penge på artiklerne, fordi den enkelte artikel mistede værdi, argumenterer Lars K.:


Derudover betyder tilstedeværelsen af endnu flere enheder (og dermed en viden om, at der er masser af indhold, vi som forbrugere ikke har tid til at konsumere) også, at vi værdisætter anderledes. Den enkelte artikel bliver mindre hver for os.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Det tror jeg , at han har ret i. Vores bombardement af læserne med hyppige artikler gjorde dem mere indifferente over for værdien i artiklerne – især antallet af fejl steg, de var mindre gennemarbejde osv.

Om det skriver Lars:

Når vi værdisætter indhold som forbrugere, gør vi det jo ud fra en række parametre, som ikke har med penge at gøre. Vi vurderer for eksempel grundigheden, læsbarhed, retstavningen etc. – og vi vurderer selvfølgelig også, om indholdet giver os viden eller færdigheder, vi kan bruge i andre sammenhænge; for eksempel til at blive bedre til vores arbejde eller mere interessante i sociale sammenhænge.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Vejen frem er færre og bedre artikler
Heldigvis slutter Lars på en positiv tone med at fremhæve to hjemlige eksempler på stabile eller stigende læsertal med færre daglige artikler.

Både Journalisten.dk og TV2 har kunnet fremvise positive takter , selv efter at de for nogle år siden satte frekvensen af nye artikler ned.

Lad os håbe at klagesagen med ’Vi gav det væk gratis’ snart forstummer eller i hvert fald henvises til påstandenes elefantkirkegård. Der hvor vi også finder udsagn om, ’Som medier skal vi aldrig linke væk fra vores side. De skal holdes hos os’ og ’Dybe links er tyveri’.

Links og læs mere

Relaterede indlæg

Cookies skulle oprindeligt respektere privatlivets fred

Midt i at jeg – og en del andre – skumler over virksomheder, organisationer og mediers brug af cookies og trackers på deres websites, er jeg faldet over en fremragende artikel fra Thomas Baekdal.

Jeg læser hans nyhedsbrev om digitale medietrends – og han har 20+ års erfaring fra at arbejde med medie-sites i bred forstand.

Thomas Baekdal har for nyligt ageret web-historiker ved simpelthen lige tage et tjek på: Hvornår opstod begrebet cookies egentlig, og hvad var formålet ?

Vi lever nu under et åg af cookiemonstre ( ikke så hyggelige som ham her fra Sesame Street). Thomas Baekdal fortæller , at det kunne have været anderledes , hvis industrien havde taget andre valg og respekteret brugernes privatliv.
Vi lever nu under et åg af cookiemonstre ( ikke så hyggelige som ham her fra Sesame Street). Thomas Baekdal fortæller , at det kunne have været anderledes , hvis industrien havde taget andre valg og respekteret brugernes privatliv.

Den hjælpende hånd

I artiklen: “The Original Cookie specification from 1997 was GDPR compliant” ( find link nederst på siden ) fortæller han om, hvordan Netscape – firmaet bag den første , mere populære webbrowser – og MSI – computerfirma fra Taiwan – i 1997 fandt på begrebet cookie.

En cookie er lidt kode, som en hjemmeside placerer i din browser for at kunne genkende dig undervejs i en session på siden.

Netscape og MSI var nemlig opmærksomme på det problematiske i, at et site aldrig kunne genkende brugeren – fx undervejs i en session fx i en webshop.

Det betød, at sitet aldrig vidste noget om dig, når du kom til en ny side på sitet. Du tilføjede varer til din indkøbskurv, men når du navigerede væk fra den enkelt vares side – så glemte sitet alt og indkøbskurven ville blive nulstillet.

Derfor var cookies en hjælpende hånd – og en teknologi der gør nettet brugbart og nyttigt.

Forudså mørke sider ved cookies

Netscape og MSI definerede teknisk i 1997, hvad en cookie skulle kunne gøre – og ikke kunne gøre. De anbefalede i deres således i deres retningslinier for deres opfindelse, at cookies ikke skulle bruges til tredjeparts-tracking – d.v.s kun det site, du var på , måtte registrere cookie.

Andre sites måtte ikke.

Thomas Baekdal citerer et wikipedia-opslag for at skrive om arbejdsgruppen, der skrev specifikationerne i forhold til cookies:

In February 1996, the working group identified third-party cookies as a considerable privacy threat.

The specification produced by the group was eventually published as RFC 2109 in February 1997. It specifies that third-party cookies were either not allowed at all, or at least not enabled by default.

wikipedia

På den måde konkluderer Thomas Baekdal , at den oprindelig cookie var GDPR-compliant.

I arbejdsgruppen var der også oprindeligt tanker om, at cookies skulle implementeres på en måde, så de kun kunne sættes i en browser, der besøgte det site / den url, som cookien trackede.

Altså ikke noget med at en cookie sat i din browser på Mediehack.elmose.com sendte oplysninger til Facebook. Et site måtte ikke placere cookies for andre domæner, fordi som Thomas Baekdal noterer:

And they say that this must be the rule to “prevent possible security or privacy violations”.

This is amazing. They realized the problem with cookies all the way back in 1997. They knew how this could be abused, and they instructed browsers to stop it by rejecting any cookie that violated this rule.

Thomas Baekdal

Desværre missede verden den mulighed for en afbalanceret brug af cookies. Reklame- og marketingindustrien, mediehusene og organisationer kunne ikke stå for fristelsen til at følge os over alt på nettet og kortlægge vores ageren for at kortlægge vores præferencer.

Så derfor står vi nu i en evig krig mod cookies og trackers i vores browsere.

Det og meget mere kan du læse om i Thomas Baekdals grundige gennemgang af cookiens historie.

Læs artiklen “The Original Cookie specification from 1997 was GDPR compliant” – den er både opløftende og skræmmende på samme tid.

Links

Relaterede indlæg

Hvordan kan øget “Ad blocking” komme bag på annoncører og medier?

Marketing-eksperten gennem mange år Seth Godin har også lige givet sit besyv med i den verserende snak om, hvorvidt blokering af reklame-cookies i browserne er utaknemmelig opførsel af brugerne, der nægter medier og andre sites en indtægt – eller blot er den naturlige konsekvens af brugernes ønske om mere hånd og hanke i data.

I blog-indlægget “Ad blocking” undrer han sig over den megen brok over, at brugerne tillader sig at installere software, der blokerer for reklame- og trackingcookies.

“..advertisers have had fifteen years to show self restraint. They’ve had the chance to not secretly track people, set cookies for their own benefit, insert popunders and popovers and poparounds, and mostly, deliver us ads we actually want to see.

Alas, it was probably too much to ask. And so, in the face of a relentless race to the bottom, users are taking control, using a sledgehammer to block them all. “

Amen to that, siger jeg bare.

Seth Godin leverer så selv bud på, hvad der skal gøres for at komme brugerne i møde – bl,a mere ydmyghed fra bl.a mediernes side. Men fornuftigt indlæg fra Hr. Godin.

På min blog om privacy Privatliv.nu kan du finde præsentation af software, der blokerer for cookies og tracking scripts i indlægget “Bloker for indsamling af data om dig “

Relaterede indlæg

  • Ingen relaterede indlæg

Uddybet artikel om Politiken.dk – og den nye vej med Blendle i Holland

Jeg har i dag på Kommunikationsforum skrevet artiklen : “Der er helt sort på Politiken.dk” – som er en udbygget udgave af min seneste blogpost om Politikens stunt fra mandag d. 9. marts.

Jeg bruger i Kforum-artiklen flere kræfter på Blendle, der er en fantastisk service – ud fra det, som jeg har oplevet ved at registrere mig gratis  ( og nemt ) og få 2,5 euro til at købe hollandske artikler for.

 

Det er en gennemført fed oplevelse at benytte Blendle, er min konklusion:

Du kan det samme som på Politiken.dk: du kan gemme artikler til senere i ’Dit Arkiv’ – og dermed fortælle systemet om dine præferencer – du kan opbygge dit eget område på Blendle, og du kan dele links til indholdet via Twitter, Facebook, LinkedIn og mail samt gemme artiklerne i Pocket.

Andre kan følge dig – du kan samtidig følge med i, hvad der trender blandt andre læsere lige nu på portalen eller hvad Blendle’s redaktører selv synes er særligt anbefalelsesværdigt.

Når du vil læse en artikel, klikker du på den og bliver så promptet for, at nu bliver der trukket et beløb fra din elektroniske pung. Det varierer i pris.

Jeg har købt artikler til 0,19 euro (1,4 kroner) og 0,72 euro (5,37 kroner). Små overkommelige beløb.

Læs mere på Kforum – og vid i øvrigt, at mit forslag til overskrift var lidt mindre ‘harsh’ i det: “Helt sort hvis svaret kun er ’Walled Gardens’”

Relaterede indlæg

Mens vi venter på Blendle.dk: Politiken om-organiserer sit digitale univers

I Holland har portalen Blendle.com, hvor hollænderne har adgang til alle aviser og magasiner i landet, som de kan købe enkelt-artikler af. Det er vi mange, der har gået i årevis og savnet i Danmark – og advokeret for ( fx Ernst Poulsen) men mediehusene vil ikke være med (endnu).

Så mens vi venter på det, kan vi vende blikket mod Politiken.

I weekenden har  Politiken sænket en ny Paywall ned foran Politiken.dk , der modsat tidligere kræver, at du har en profil på avisen for at kunne læse nyheder – gratis ( 15 styk per måned ) eller som abonnent.  Førhen registrerede Politiken via cookies, men blokerede man for dem, kunne man læse videre ud over de 15 styk.

Chefredaktør Bo Lidegaard forklarer, at sitet bliver delt i to dele. En lidt langsommere og mere reflekterende del med plads til fordybelse og analyse – og så den hurtige nyhedspuls, Politiken Live, hvor time-til-time nyhederne bliver kørt ud – og sorteret efter brugerens præferencer. Politiken.dk har fået indbygget en algoritme – på nu-dansk Prediction Engine – der ud fra hvad jeg ellers læser, først præsenterer mig for det, som jeg tidligere har vist interesse for.

Faktisk minder Politiken Live, fremvist i ‘ Din Strøm’ om tjenester som Flipboard, Zite og Medium, hvor du kan søge i en strøm af artikler og gemme dem du vil læsere senere. Ud fra hvad du læser og hvad du gemmer, sammensætter Politiken.dk så nyhederne for dig – groft sagt.

Det er et modigt træk, som Politiken foretager. Mange tidligere gratister vil givetvis falde bort, mens de, der registrerer sig, givetvis vil blive præsenteret for et mere udbygget univers, hvor der er fokus på andet end blot (mestendels) hurtige nyheder. Der skal nemlig være plads til flere feature-artikler, som i Magasinet , visuelle fortællinger og datadreven journalistik a la “LuxLeaks”.

Betalingen er som hidtil 66 kroner om måneden for rent digitalt abonnement på Politiken og brugerens oplysninger, vaner, præferencer mv.  Så det skal du som bruger lige huske. Selv som gratis profilbruger betaler du med info om dig selv – til glæde for annoncører mv.

Målet er 100.000 digitale abonnementer, når vi når 2017, skriver avisen

Målet med satsningen er at få ambitiøse 100.000 digitale abonnenter inden 2017. Det kræver mere end blot nyheder. Politiken oplever en stærkt stigende efterspørgsel blandt brugerne på indhold, som har dybde og perspektiv. Det er ikke længere kun nyheder, som trækker læsere til, men i lige så høj grad Magasinets store interviews, portrætter og tendenshistorier samt Politikens unikke kultur- og debatstof.

Som redaktionschefen på Politiken.dk er citeret for at sige:

Vi skaber et journalistisk site, der ikke er set mage til herhjemme før. Politiken er meget mere end nyheder, og vores læsere stiller krav til os om at levere noget andet end gratismedier som DR. Vi synes, det er forkert kun at stræbe efter at være de hurtigste med breaking news. Vi vil være de bedste til journalistik på de digitale mediers præmisser, og det gælder både livenyheder og alle de formater, som har dybde og perspektiv.

Det er et led i avisens bevægelse for at få skabt en indtægtsstrøm, og det kan jeg sagtens forstå og bifalde. De satte gang i bevægelsen for nogle år siden, ud fra New York Times model med gratis læsning – uden profil – for x antal artikler, hvorefter der skulle betales. Hvor meget det har givet , vides ikke , men nu går Politiken.dk mere radikalt til værks med den nye paywall.

Jeg er dog af privacy-mæssige hensyn mere betænkelig ved dataindsamlingen, men hey – brugerne er jo ikke forpligtigede til at bruge tjenesten, hvis de ikke vil .

Mens vi venter på Spotify for journalistik
Imens venter vi som forbrugere på, at danske medier går i gang med en platform a la hollandske Blendle, hvor du opretter en profil og dernæst køber artikler fra de enkelte aviser – lige som vi lytter musik på Spotify eller køber enkelt-numre i iTunes o. lign.

Jeg ved ikke, om jeg vil abonnere på Politiken med 66 kr. per måned. Jeg er lykkelig abonnent på Information men læser da artikler på Politiken.dk af og til. Det bliver bare færre, når vi har passeret 1. maj, hvor Politikens intro-tilbud er ovre for mig og andre new-comers.

Det gælder også for JP, Berlingske, WeekendAvisen og de andre. Enkelt artikler ja -men hele abonnementer: nej.

Så kom i gang med noget a la Blendle. Det lyder ikke helt skørt. Og I risikerer, at de pludselig kommer tordnende til Skandinavien med penge i ryggen fra New York Times og Axel Springer Press, som har investeret i Blendle.

Jeg kan i øvrigt anbefale sidste uges Mennesker og Medier, hvor der netop var et indslag om Blendle.

Relaterede indlæg