Citat: Fremtiden er småt – og entreprenant

Jeg læste to udmærkede artikler i dag, som er anbefalelsesværdige for journalister og entreprenører.

Den ene artikel “The future is Small” er skrevet af communitybloggeren, Lisa Williams, der i USA bl.a. er kendt for blogværktøjet Placeblogs til hyperlokale medier.

Hendes indlæg er fra d. 31. marts og er en tale til journalister, hvor hun argumenterer for, at fremtiden tilhører de små, fleksible medier, drevet af nysgerrige og engagerede journalister:

the future of journalism will be a tale of smaller and smaller organizations making a bigger and bigger impact.

In the future, you won’t be able to count the number of outlets for journalism, or the number of small, ad-hoc organizations across the globe making it happen. They will form, collaborate, break apart, and come together again in a new configuration that fits the moment.

Hvorefter hun disker op med syv gode råd:

  • Avoid big bets.
  • Avoid big conclusions based on small amounts of data
  • Stop worrying about repetition or overlap
  • Bounce back
  • Training
  • Connections
  • Access

I artiklen argumenterer hun for, hvorfor disse dyder er altafgørende for fremtidens journalister, hvis de vil leve af deres fag.

Den anden artikel er et interview med den amerikanske videoblogger, Robert Scoble, foretaget på LIFT konferencen i Geneve for et par uger siden – og lige offentliggjort på det i øvrigt fremragende website PBS Mediashift.
I interviewet ” Video: How to build a career in Media” giver han gode råd til, hvordan entreprenører kan få en karriere i medierne , baseret på hans egne erfaringer fra han var evangelist og blogger hos Microsoft til det nuværende arbejde som online-ambassadør.

  • Getting a job at a newspaper or television station is very hard these days. Consider other options.
  • Focus on a niche and think about timing. The ideal niche serves a dispersed community of people who are just as enthusiastic about something as you are. The fact that they are dispersed and “just a niche” means mass media it probably neglecting them. For example, one of Scoble’s friends started a blog about Facebook — nothing but Facebook. He did this at a time when Facebook was not particularly popular (timing!), and his popularity grew along with that of Facebook. Now he runs other blogs as well.
  • Get access to something other people don’t have access to. This could be possible because of contacts you’ve cultivated, and special knowledge you acquire via research and reporting.
  • Be entrepreneurial and produce multimedia coverage: Video, audio, and pictures tell a more complete story.
  • Get to understand how Google, Twitter, and Facebook work in order to learn how distribution works.
  • Som et ekko af kritikken herhjemme påpeger Scoble, at journaliststuderende ikke lærer nok om at starte virksomheder og forretning selv med alt, hvad det indebærer.

    Der er også optaget en video med Robert Scoble i forbindelse med artiklen.

    Læs den – den er god at få forstand af – og mange af mine iværksætterbekendte og selvstændige mediefolk herhjemme kan nok nikke genkendende til forslag fra de to amerikanere.

    Hvis du har gode råd at tilføje , så er du meget velkommen i kommentarfeltet.

    Relaterede indlæg

    Drop sociale medier hvis du ikke vil dem

    Der bliver talt, talt og talt rigtigt meget om sociale medier rundt om i de danske organisationer, hvad enten det er medier, virksomheder eller organisationer.

    Det er åbenbart stadig sådan, at sociale medier er et buzzword, som får folk til at løbe rundt og juble: ” Det må vi have , det må vi have” – uden at gøre sig tanker om:

    • Hvad vil vi bruge den sociale interaktion til ?
    • Hvordan vil vi håndtere brugernes kommentarer og indlæg ?
    • Hvad vil vi investere i implementeringen af sociale medier.

    Dét har jeg lige rantet om den anden dag på Journalisten.dk, hvor jeg har bloggen ” Bøvl & Begejstring”. Jeg publicerede blogposten : “Sig nej til de sociale medier”.

    Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.
    Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.
    Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:
    – at turde slippe kontrollen
    – at sætte ressourcer af
    – at bruge de forskellige inputs
    De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.
    De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.
    Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.
    Djævelens advokat er nødvendig
    De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.
    Spørgsmål a la:
    “Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”
    “Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”
    “Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”
    – de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.
    Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:
    Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?
    Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?
    Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?
    Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.
    Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.
    Sådan er det langt, langt fra.
    De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.
    Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.
    Der skal lidt knofedt til.
    Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.
    Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.
    Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.
    Læs mere
    Gode steder at starte
    – “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker
    – “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.
    – Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.

    Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.

    Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.

    Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:

    – at turde slippe kontrollen

    – at sætte ressourcer af

    – at bruge de forskellige inputs

    De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.

    De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.

    Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.

    Djævelens advokat er nødvendig

    De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.

    Spørgsmål a la:

    “Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”

    “Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”

    “Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”

    – de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.

    Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:

    Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?

    Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?

    Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?
    Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.

    Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.

    Sådan er det langt, langt fra.

    De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.

    Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.

    Der skal lidt knofedt til.

    Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.

    Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.

    Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.

    Læs mere

    Gode steder at starte

    – “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker

    – “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.

    – Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.

    Relaterede indlæg

    Ny fellow på SDU skal afdække brugerinddragelsens muligheder for medierne

    Min tidligere kollega og gode ven, Kurt Westh Nielsen , er blevet antaget som Fellow ved SDU Journalistik til i et halvt år at forske i:

    hvordan danske medier får mere ud af internettets teknologiske muligheder – især nettets sociale egenskaber, brugerinddragelsen.

    som der står i pressemeddelelsen fra SDU.

    Det er han den helt rigtige mand til. Ikke blot var Kurt den første netjournalist herhjemme – han bragte Ingeniøren på nettet  d. 2 december 1994  – men han var også en af de første journalister , der begyndte at blogge på et medie ( igen Ing.dk og det i anledning af 10 år for netavisen – d. 2. december  2004). Allerede her drev Kurt sin blog i samspil med læserne – indhentede tips og kommentarer fra dem og brugte deres input i journalistiske historier.

    Siden har han eksperimenteret videre i sit journalistiske virke med udviklingen af netjournalistikken  – med podcasts, Twitter og onlinepaneler med brugere – og som det ses ofte med brugerne som en naturlig del af hans onlinevirke.

    Jeg glæder mig allerede til at læse, hvad han får ud af sit halve år på SDU, fordi det er netop brugerinddragelsen, som jeg selv har puslet med. Dels da jeg var jourhavende på Ingeniørens netavis fra 2003 – 2006 – og siden som blogredaktør på Politken.dk 2006 – 2009.

    Dengang handlede det meget om brugerinddragelse via kommentarer til artikler og blogs – og det er bestemt også en vigtigt, men tillige – var min erfaring – en udfordrende affære.

    Det var ikke just de oplyste borgere, der indtog kommentarsporet. Det var ofte onlinepøblen , der ikke diskuterer emner ud fra en Hal Kochsk metode (“Demokrati er samtale” ) , men derimod blot råbte højt ad hinanden. Jeg måtte slette tusindvis af indlæg, hvor der blev kastet rundt med verbalt skidt – mere end gennemtænkte argumenter med respekt for den, man debatterede med.

    Det er en del af udfordringen ved brugerinddragelse på nettet : hvordan skal det gøres for at give værdifulde resultater, der kan bruges som løsning på stillede spørgsmål.

    Det håber jeg, at Kurt vil kunne give et svar på.

    Jeg venter i hvert fald spændt 🙂

    Relaterede indlæg

    Har du talt med din whistleblower i dag ?

    Gratis software kan sikre journalisters kommunikation med fortrolige kilder, så alverdens sikkerhedstjenester ikke kan kigge med.

    Revolutionerne i Mellemøsten er ikke startet af sociale tjenester som Facebook og Twitter; tjenesterne er kommunikationskanaler som dygtigt er blevet brugt til at udbrede kravet om frihed og forandring fra folkemasserne.

    På samme måde skal man som journalist se på et stykke software, der bør være en fast del af enhver journalists – dybdeborende eller ej – værktøjskasse.

    Programmet hedder Tor og er beregnet på anonym kommunikation.

    Brugerne – fx. en journalist og en whistleblower – skal downloade et lille program. Herefter er det muligt at skrive mails og sende filer mellem de to , uden at uvedkommende kan følge med.

    Tor-programmet er nemlig koblet op på et netværk af computere, hvor hver computer modtager en lille del af whistleblowerens besked og sende den videre. Hver især giver dataene ikke mening, hvis de bliver opsnappet , fordi kun hos modtageren bliver informationerne samlet til information, som giver mening.

    I den sammenhæng er den en pudsig detalje, at programmet i sin tidlige fase blev sponsoreret af den amerikanske flådes udviklingscenter, fordi flåden havde brug for at kunne udveksle informationer sikkert.

    Jeg hørte første gang om Tor på en konference i bloggernetværket, Global Voices Online , som især samler menneskerettighedsaktivister. I den sammenhæng er det altafgørende at kunne kommunikere sikkert og bl.a. undgå regimers internetblokeringer.

    Programmet er nemt at bruge, og der er masser af vejledninger på Tors hjemmeside.

    Så skal du tale med din whistleblower i dag – uanset om det er en menneskerettighedsaktivist i Syrien eller en embedsmand i en dansk organisation – er Tor midlet.

    Kender du til andre værktøjer, må du gerne fortælle om det – og smide et link i kommentarsporet.

    Relaterede indlæg

    Digitalsyndikatet: Strøm på den digitalpolitiske debat

    Med den notoriske webpioner Christian Schade som idé- og ophavsmand er gruppebloggen Digitalsyndikatet i dag for alvor trådt ud på nettets elektriske impulsstrømme.

    Jeg er skribent med sammen med ni andre bloggere til en start – og vores mission er klar, som det fremgår af dagens pressemeddelelse:

    Der er behov for, at nogen sætter den digitalpolitiske dagsorden i Danmark og skaber debat ved dels at levere meninger, dels analyser og viden. Informationsteknologien er på godt og ondt en del af vores kultur og fælles fremtid.

    Politik finder ikke kun sted på Christiansborg eller nede på kommunen, den skabes også i virksomhederne, i hjemmene, i skolerne, på e-handelssites, på spillekonsollerne, hos teleselskaberne og på hospitalerne.

    Vi har lagt ud med artikler om den sløje it-tilstand i skolerne, mulighederne ved at publicere egne bøger og nettet som grundlovssikret ret samt den fantastiske tjeneste, som Delicious er.

    Vi er mere end klar til at diskutere digital politik – det er derfor, at vi guddødemig har ladet os indforskrive til en ny blog, selvom flere af os har et par stykker i forvejen.

    Hvem er vi så ?

    • Jesper Balslev
. Digital mediekonsulent, foredragsholder og forfatter
    • Anders Kjærulff Christensen. 
Medstifter af P1’s Harddisken, nu Projektchef på Ekstra Bladet nationen!
    • Kim Elmose
. Journalist, blog-pioner og formand for Danish Online News Association (DONA). Webredaktør hos IDA.
    • Abelone Glahn. 
Digital iværksætter, forfatter og specialst i netværk og praksisfællesskaber
    • Mads Kristensen
. Digital pioner, direktør for digital udvikling hos Berlingske Media
    • Lizl Rand
. Chefredaktør på Q, Tidens Kvinder og Psykologi
    • Christian Schade
. Digital mediepioner og -konsulent med fokus på strategi og ledelse
    • Claus Skytte. 
Iværksætter og digital kommunikator, medstifiter af We Love People
    • Bjarne Tveskov. 
Digital pioner, konceptdesigner, underviser, skribent og konsulent
    • Henriette Weber
. Strategisk social webkonsulent og forfatter med special i markedsføring

    Vi er ikke en fasttømret blog af enighed. Holdningerne i de enkelte indlæg hæfter man for helt alene – og ikke de øvrige skribenter.

    Vi er blot fælles om lysten til at forbedre den digitale politiske debat herhjemme med sigte på at gøre Danmark til et samfund, der håndterer og bruger de digitale værktøjer bedst muligt.

    Vi er selvfølgelig også på Twitter som @digitalsyndikat

    Gode mennesker har allerede fået øje på os:

    Kig forbi Digitalsyndikatet og læs nærmere og diskutér med os .

    Relaterede indlæg