Bevidstløst nyhedsbombardement ødelagde læsernes betalingsvilje

Danske aviser overdængede deres læsere med alt for mange nyhedsartikler i en opdaterings-feber, der devaluerede den enkelte artikels værdi for læseren. Derfor er det svært at få danskerne til at betale for netabonnementer – ikke fordi medierne i starten gav artiklerne væk gratis, påpeger digital medieekspert, Lars K. Jensen

Det er en falsk melodi og vasken hænder, når blad- og mediechefer på traditionelle medier forklarer besværlighederne med at få os læsere til at betale for indholdet med ét forhold: ”Vi (medierne) skulle aldrig have givet indholdet væk gratis i de første år på internettet. Så vænnede vi læserne til, at kvalitet er gratis.”

Et er , at det udsagn på sin vis usagt giver læserne, brugere, seerne, lytterne, whatever skylden for, at de – medierne – har det hårdt med at tjene penge på deres produkter på nettet. Der er en snert af nedladende holdning til læserne, der anses lidt som Romerrigets plebs – masserne – der hellere vil have masseproducere spam-kød end kvalitet. ”

Uha, hvis bare vi kunne få dem til at forstå, hvor værdifuldt vores indhold er, så de ville betale os for det.”

Noget andet er, at det er – som før skrevet – en falsk melodi.
Min gode ven, Lars K. Jensen hamrer nemlig en pæl gennem mediernes myte i sit seneste blogindlæg på Journalisten.dk (Links kommer efter artiklen 🙂 )

Han peger i stedet på, at medierne – især netaviserne – i 90’erne ikke ville have kunnet få brugere, hvis de fra starten havde gemt indholdet bag betalingsmure. Brugerne ville ikke vide, hvad mulighederne så var, hvis de med det vuns blev mødt af ”Betal 290 kr. per måned, Hr.”

Desuden var teknologien til at betale nemt på nettet ikke til det dengang.
Faktisk påpeger Lars er det først med Netflix gennembrud i Danmark, at danskerne har vænnet sig til at betale for indhold på nettet.

Nabo-medierne i de andre skandinaviske lande har i parentes bemærket været bedre. Danmark halter langt efter de andre skandinaviske lande, når det kommer til digitalt abonnementssalg, skriver Lars med henvisning til rapporter fra 2019.

Tæppebombardement i nyhedsfeedet
Han peger i stedet for på den konvention, der herskede på nettet fra de tidligere dage i 90’erne og ind til 10’erne: der skal udkomme artikler på nettet i et rasende tempo. Brugerne forventer en hastigt bankende nyhedspuls, lød rationalet.

Da internettet kom, var der ikke et fast antal sider, der skulle udfyldes. I stedet var der en så godt som uudtømmelig mængde af ledige bytes til at gemme indholdet.

Desværre var man mere optaget af uendeligheden end af, at der nu ikke var et minimumskrav til, hvor meget indhold, der skulle udgives. I stedet for at nyde, at der ikke længere skulle produceres en ekstra enhed for at udfylde et hul på side 13, så blev man forblændet af muligheden i at kunne udgive uendelige enheder uden at løbe tør for plads

Lars K. Jensen på Journalisten.dk

Dét kan jeg skrive under på. Jeg abonnerede desværre i starten selv på holdning til det at skrive til og drive et netmedie. At tæppebombardere læserne med nyt i deres feed

Jeg kom fra den traditionelle medieverden. I praktik på Horsens Folkeblad i 1993 – 94 og senere lokaljournalist på Dagbladet Roskilde Tidende fra 1998 – 99. Modsat journalister på de store landsdækkende medier havde jeg hver dag halvanden til to sider , der skulle fyldes ud.

Jeg lærte derfor at være kreativ med at opdyrke historier – og skrive dem i en fart.

Det var faktisk derfor, at jeg blev ansat på Computerworld Online 1. november 1999, fordi redaktøren på landets første dedikerede onlineredaktion (vi skrev kun til nettet – ikke til papir) ville have én, der kunne skrive mange enheder, udover selvfølgelig at vide noget om, hvordan man researcher historier om IT-Branchen.

Så vi skrev mange historier i løbet af en dag, en del citathistorier fra udenlandske medier og pressemeddelelseshistorier samt artikler med to – tre hurtige citater fra kilder, vi havde talt med.

Artiklerne var gratis, der var mange af dem – og brugerne strømmede til . Det var stadig i sin vorden, det med at tilgå og læse artikler på nettet, så de første netmedier herhjemme fik mere opmærksomhed end de senere tilkomne. Desuden havde Computerworld Online den store fordel, at læserne arbejdede i IT-branchen, så de var hurtigere til at adaptere

Det accelererede – det med antallet af enheder – op gennem 00’erne.

Fra 2006 – 2009 arbejdede jeg som blogredaktør på Politiken. Jeg så her hvordan mine dygtige kolleger producerede mange historier ( og mange gode) hver dag, men der kom en tendens til, at artikler godt kunne have én kilde, fordi næste artikel kunne så have en anden kilde ( modparten ) med.

Det protesterede journalisterne mod, men redaktørerne pegede på vigtigheden at en hastig bankende nyhedspuls. Gør vi det ikke, løber brugerne over til konkurrenterne, lød det.

Devaluering af den enkelte artikel
Desværre gjorde denne ageren det sværere for medierne at tjene penge på artiklerne, fordi den enkelte artikel mistede værdi, argumenterer Lars K.:


Derudover betyder tilstedeværelsen af endnu flere enheder (og dermed en viden om, at der er masser af indhold, vi som forbrugere ikke har tid til at konsumere) også, at vi værdisætter anderledes. Den enkelte artikel bliver mindre hver for os.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Det tror jeg , at han har ret i. Vores bombardement af læserne med hyppige artikler gjorde dem mere indifferente over for værdien i artiklerne – især antallet af fejl steg, de var mindre gennemarbejde osv.

Om det skriver Lars:

Når vi værdisætter indhold som forbrugere, gør vi det jo ud fra en række parametre, som ikke har med penge at gøre. Vi vurderer for eksempel grundigheden, læsbarhed, retstavningen etc. – og vi vurderer selvfølgelig også, om indholdet giver os viden eller færdigheder, vi kan bruge i andre sammenhænge; for eksempel til at blive bedre til vores arbejde eller mere interessante i sociale sammenhænge.

Lars K. Jensen i Journalisten.dk

Vejen frem er færre og bedre artikler
Heldigvis slutter Lars på en positiv tone med at fremhæve to hjemlige eksempler på stabile eller stigende læsertal med færre daglige artikler.

Både Journalisten.dk og TV2 har kunnet fremvise positive takter , selv efter at de for nogle år siden satte frekvensen af nye artikler ned.

Lad os håbe at klagesagen med ’Vi gav det væk gratis’ snart forstummer eller i hvert fald henvises til påstandenes elefantkirkegård. Der hvor vi også finder udsagn om, ’Som medier skal vi aldrig linke væk fra vores side. De skal holdes hos os’ og ’Dybe links er tyveri’.

Links og læs mere

Relaterede indlæg

Cookies skulle oprindeligt respektere privatlivets fred

Midt i at jeg – og en del andre – skumler over virksomheder, organisationer og mediers brug af cookies og trackers på deres websites, er jeg faldet over en fremragende artikel fra Thomas Baekdal.

Jeg læser hans nyhedsbrev om digitale medietrends – og han har 20+ års erfaring fra at arbejde med medie-sites i bred forstand.

Thomas Baekdal har for nyligt ageret web-historiker ved simpelthen lige tage et tjek på: Hvornår opstod begrebet cookies egentlig, og hvad var formålet ?

Vi lever nu under et åg af cookiemonstre ( ikke så hyggelige som ham her fra Sesame Street). Thomas Baekdal fortæller , at det kunne have været anderledes , hvis industrien havde taget andre valg og respekteret brugernes privatliv.
Vi lever nu under et åg af cookiemonstre ( ikke så hyggelige som ham her fra Sesame Street). Thomas Baekdal fortæller , at det kunne have været anderledes , hvis industrien havde taget andre valg og respekteret brugernes privatliv.

Den hjælpende hånd

I artiklen: “The Original Cookie specification from 1997 was GDPR compliant” ( find link nederst på siden ) fortæller han om, hvordan Netscape – firmaet bag den første , mere populære webbrowser – og MSI – computerfirma fra Taiwan – i 1997 fandt på begrebet cookie.

En cookie er lidt kode, som en hjemmeside placerer i din browser for at kunne genkende dig undervejs i en session på siden.

Netscape og MSI var nemlig opmærksomme på det problematiske i, at et site aldrig kunne genkende brugeren – fx undervejs i en session fx i en webshop.

Det betød, at sitet aldrig vidste noget om dig, når du kom til en ny side på sitet. Du tilføjede varer til din indkøbskurv, men når du navigerede væk fra den enkelt vares side – så glemte sitet alt og indkøbskurven ville blive nulstillet.

Derfor var cookies en hjælpende hånd – og en teknologi der gør nettet brugbart og nyttigt.

Forudså mørke sider ved cookies

Netscape og MSI definerede teknisk i 1997, hvad en cookie skulle kunne gøre – og ikke kunne gøre. De anbefalede i deres således i deres retningslinier for deres opfindelse, at cookies ikke skulle bruges til tredjeparts-tracking – d.v.s kun det site, du var på , måtte registrere cookie.

Andre sites måtte ikke.

Thomas Baekdal citerer et wikipedia-opslag for at skrive om arbejdsgruppen, der skrev specifikationerne i forhold til cookies:

In February 1996, the working group identified third-party cookies as a considerable privacy threat.

The specification produced by the group was eventually published as RFC 2109 in February 1997. It specifies that third-party cookies were either not allowed at all, or at least not enabled by default.

wikipedia

På den måde konkluderer Thomas Baekdal , at den oprindelig cookie var GDPR-compliant.

I arbejdsgruppen var der også oprindeligt tanker om, at cookies skulle implementeres på en måde, så de kun kunne sættes i en browser, der besøgte det site / den url, som cookien trackede.

Altså ikke noget med at en cookie sat i din browser på Mediehack.elmose.com sendte oplysninger til Facebook. Et site måtte ikke placere cookies for andre domæner, fordi som Thomas Baekdal noterer:

And they say that this must be the rule to “prevent possible security or privacy violations”.

This is amazing. They realized the problem with cookies all the way back in 1997. They knew how this could be abused, and they instructed browsers to stop it by rejecting any cookie that violated this rule.

Thomas Baekdal

Desværre missede verden den mulighed for en afbalanceret brug af cookies. Reklame- og marketingindustrien, mediehusene og organisationer kunne ikke stå for fristelsen til at følge os over alt på nettet og kortlægge vores ageren for at kortlægge vores præferencer.

Så derfor står vi nu i en evig krig mod cookies og trackers i vores browsere.

Det og meget mere kan du læse om i Thomas Baekdals grundige gennemgang af cookiens historie.

Læs artiklen “The Original Cookie specification from 1997 was GDPR compliant” – den er både opløftende og skræmmende på samme tid.

Links

Relaterede indlæg

Den agile smerte

Dagens gode morgenlæsning i toget var to artikler om agile udvikling – og udfordringerne, der er med overgang til brugen af metoden. Dels når traditionelle metoder stadig er den herskende opfattelse i organisationen – bl.a. ledelseslaget – og dels når der er forskellige opfattelser af, hvad agile indebærer.

Det er svært at indføre agile metode, fordi den kolliderer med traditionel vandfalsmetode og forskellige opfattelser af , hvad agile er. Foto: Nathan Cowly, pexels.com

Den agile smerte, kunne man kalde det.

Det startede med rigtig god blogpost på Version2 af Olav Christiansen om ”AgileFall – når vandfald sniger sig ind i Agile” (se link i bunden af artiklen )

Her henviser Olav Christiansen i starten med et link til en artikel fra Harvard Business Review af Steve Blank (veteran og muliti-iværksætter i Silicon Valley i 40 år ) om ”When Waterfall Sneaks Back Into Agile” .

Jeg læste først Steve Blanks artikel – fordi det beder Olav én om – og derefter kommenterer Olav på den ud fra egne erfaringer.

Steve Blank er konkret med eksempler fra en unavngiven stor virksomhed – og dens udfordringer med at holde sig til den agile metode, når kulturen er, at der bliver målt via rapporter og notater om fremskridt i projekterne koblet med møder med product owners hver tredje – 3. ! – måned.

Det hjælper Steve Blank med at få styr på.

Olav Christiansen noterer – fornuftigt synes jeg – at der er megen buzz derude, hvor alle organisationer ynder at sige, at de arbejder agile – men tænker ud fra vandfaldsmodellen.

Han peger ikke fingre for organisationer og virksomheder for ikke at være helt på linie med alle principper i The Agile Manifest fra 2001 .

Olav Christiansen peger på, at der ikke er én agil metode og én måde at køre vandfald på – og at der kan opstå næsten religiøse holdninger til at køre enten Scrum, Lean , Kanban, Agile.

Nøglen til agil succes: Tillid og mandat

Succes for agile – mener han især – handler om at kunne træffe beslutninger hurtigt og have mandatet til det i det agile team.

”At være Agile handler jo bl.a. om at kunne træffe hurtige beslutninger, og det betyder blandt meget andet at man har uddelegeret et vist niveau af kompetence og mandat fra et overliggende chefniveau til dem, der er udførende i projektet (f.eks. et Scrum-team), men hvis cheferne så stadig forlanger den samme type dokumentation som før, så er vi jo lige vidt”

Olav Christiansen, konsulent og blogger på Version2.dk

Amen To That. Spot on ramt af Olav Christiansen.

Han spørger dernæst læserne om, hvad de synes – og det synes jeg , at du skal bidrage med på Version2s side.
Men tak til Olav for at pege på et problem og et dilemma i mange udviklingsafdelinger plus vores brug af betegnelser.

Læs videre

Relaterede indlæg

Forlod DJ efter over 20 år: Træt af nedprioriteringen af kommunikation

Jeg har med interesse fulgt debatten om journalistik i forhold til kommunikation i Dansk Journalistforbund, der fulgte oven på Lasse Jensens indlæg i Dagbladet Information, DJ-formand Lars Werges svar – og så bestyrelse for Journalisterne i DJ, hvorefter debatten flyttede til Journalisten.dk . Se links efter indlægget.  En debat der er vigtig – men også har været forstemmende at følge.

Jeg er uddannet journalist årgang 1996 fra Danmarks Journalisthøjskole – DJH , nu DMJX.

Som en selvfølge meldte jeg mig ind i DJ i studietiden for at være en del af et fagligt fællesskab og støtte op om arbejdet for ordentlige forhold og rettigheder for journalister og kommunikatører i branchen.

I efteråret 2016 meldte jeg mig ud af Dansk Journalistforbund.

Det var svært, fordi jeg havde en aktiv relation til forbundet.

Jeg bidrog flere gange i 00’erne til seminarer og workshops på Fagfestivalen om onlinekommunikation, jeg bloggede i nogle år på Journalisten om digital kommunikation og tog initiativ til at starte et netværk for social media-redaktører i forbundet i 2014.

Endelig fik jeg uvurderlig hjælp i faglige kampe to gange fra Forbundet. Så jeg havde også meget at takke forbundet og dets medarbejdere for.

Der er da forskel på journalistik og kommunikation

Arbejdsmæssigt skiftede jeg i 2009 fra journalistikken, da jeg blev ansat i en organisation ( Ingeniørforeningen, IDA) som webredaktør – og hvor jeg nu er site manager.

Det skete ud fra ønsket om at arbejde strategisk og mere langsigtet med kommunikation  – og arbejde for en gruppes ( medlemmerne) interesser.

Jeg var helt på det rene med, at jeg ikke længere var uafhængig journalist, men kommunikatør – ansat af en organisation til at præsentere dens budskaber så klart, tydeligt og gunstigt som muligt.

Derfor er det da heller ikke til diskussion, at journalistik og kommunikation har forskellige formål .

Journalistikken skal tilvejebringe informationer til offentligheden, så borgerne er bedst muligt oplyste om, hvad der sker i samfundet omkring dem.

Kommunikatøren skal viderebringe en organisations, virksomheds eller myndigheds informationer og budskab til den relevante målgruppe – på en gunstig måde.

Så ja, der er forskellige formål med fagdisciplinerne journalistik og kommunikation , men udøverne betjener sig ofte af de samme værktøjer og virkemidler . Det gælder også metoder til evaluering af effekten af journalistikken eller kommunikationen , fastlæggelse af strategier til at nå ud med sit produkt (artikler/nyhedsindslag/video) i journalistikkens tjeneste eller for kommunikatøren arbejdsgiverens / kundens tjeneste.

Der er derfor et fagligt rum, hvor journalister og kommunikatører burde kunne mødes og udbygge forståelsen for hinandens discipliner i gensidig forståelse – og samtidig kan sikre ordentlige arbejdsforhold i de respektive brancher.

Spørgsmålet er bare, om det er Dansk Journalistforbund er det sted.

Mit svar er jo angivet tidligere i dette indlæg.

Kommunikation på 2. klasse

Nej, lige pt synes jeg desværre ikke, at forbundet er det sted. Jeg meldte mig ud i efter 2016 af flere årsager. Dels syntes jeg, at der fagligt manglede tilbud til kommunikatører – d.v.s. kurser i strategisk kommunikation, hvordan måler man kommunikation, social media manager i en organisation, projektmetoder a la agile development, nudging, content marketing etc.

Desuden blev mediet Kommunikationen.dk kraftigt nedprioriteret efter i et par år at have været et fint og godt lille medie om kommunikationsfaget. Og Journalisten.dk havde bare ikke meget til kommunikationsfolk.

Det erkendte HB da også i august 2016, hvor man satte 250.000 kroner af til at ‘charmere kommunikatører’

Mistænkeliggørelse af kommunikatører

Dråben var  imidlertid en del af argumenterne mod fusionen med Kommunikation & Sprog, der kørte op til og under delegeretmødet 2015, hvor jeg var med som delegeret for DJ Kommunikation.

Det var virkeligt forstemmende at høre den manglende respekt for kommunikationsfolks arbejde, intentioner og moral, som blev formidlet i indlæg i Journalisten og fra talerstolen på Delegeretmødet samt i korridorerne.

Holdningerne i indlæggene fokuserede ofte på forestillingen om, at kommunikatørerne mestendels bruger tid på at skjule eller fordreje informationer for journalisterne. Og flere kommunikatører ville udvande DJs identitet.

Så jeg tog forstemt – og lidt rystet – hjem fra Delegeretmødet 2015 – og følte mig for alvor ikke hjemme i mit gamle forbund. 

Så da jeg fik muligheden for at skifte et forbund, der har respekt for min faglighed, mine udfordringer som ’embedsmand’ og leverer efteruddannelse, som jeg kan bruge til noget, så gjorde jeg det.

Den seneste debat har bekræftet mig i mit valg
Jeg interesserer mig stadig levende for journalistik og medier , så jeg læser jævnligt Journalisten.dk – men det var nu i min daglige avis, Information, at jeg fulgte opstarten på denne debat.

Argumentationen fra DJ Journalisterne og deres meningsfæller har overbevist mig om, at jeg valgte rigtigt. Der er stadig en tydelig tone af, at journalisterne er de ædle riddere, som kæmper mod de træske drager i form af kommunikatører.

Det er ærgerligt, når jeg kun møder kommunikatører på mit arbejde og andre steder, der forstår den forskel , som er på journalistik og kommunikation – fornemt formidlet af Susanne Sayers.

Med udgangspunkt i den forståelse og respekt burde det være muligt at finde fælles grund – uden mistænkeliggørelse og mudderkastning. Fordi debatten er vigtig for begge gruppe, men det nytter ikke, hvis der er en opfattelse af, at den ene gruppe er renfærdig end den anden.

I så fald ender mit gamle forbund bare med at være klubben for en svindende skare af beboere i det journaliske aftenland, mens kommunikatørerne er skredet. 

Det synes jeg ville være synd.

Læs mere om debatten

Lasse Jensen: “Journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger”, Information d. 7. november 2018

Lars Werge:”Man kan ikke skelne mellem journalister og kommunikatører som Lasse Jensen gør” Information 9. november 2018

Journalisterne i DJ, bestyrelse: “Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed” Information 13. november 2018.

“Man kan aldrig fortælle hele sandheden, hverken som journalist eller kommunikatør” Journalisten.dk, 15. november 2018

Susanne Sayers: “Vi må skille de to fag ” Journalisten.dk 19. november 2018

Kristoffer Kræn: “Offentligheden har mange tjenere” Journalisten.dk 21. november 2018

Relaterede indlæg

Fin oversigts-artikel på Journalisten.dk over de tidlige dage på nettet

Journalisten.dk offentliggjorde i sidste uge en fin artikel – et longread – “Har du lagt mærke til det der Twitter” med interviews med forskellige folk, der eksperimenterede med nye webtjenester  og formater, da de kom frem.

Jeg er selv beæret over at være blevet interviewet om dengang jeg – under radaren – startede Politikens Twitterkonto i 2008.  Rubrikken på nettet er i øvrigt et citat fra mig, hvor jeg fortæller om, hvordan Jesper Balslev gjorde mig opmærksom på Twitter

I interviewet med mig – “Ingen svarede på Politikens første Tweet” – forsøger jeg ædrueligt at forklare baggrunden for min beslutning – og de fejl, som jeg begik:

I løbet af det første år på Twitter publicerede Politiken cirka 10 tweets om dagen. Kim Elmose havde koblet Twitter-profilen til Politiken.dk’s RSS-feed. Alt, der blev offentliggjort på Politiken.dk, kom også på Twitter.

”Set i bagklogskabens lys skulle man måske have valgt to tweets om dagen og lagt op til dialog. Politiken er heldigvis blevet klogere til at bruge den, end jeg var. De sender ikke længere alt ud, og det, der bliver sendt ud, får nogle redaktionelle ord med på vejen,”

I øvrigt lød mit første Tweet fra @Politiken: ”Hvordan skal Politiken.dk’s redaktion bruge denne Twitterkanal? Kom med dine gode forslag – skriv @politiken og giv dit bud: Vi glæder os”.

Well, ingen svarede, fordi der var heller ikke så mange på Twitter – i Danmark, i hvert fald.

Men det kom siden hen. Nu har @Politiken 199.000 følgere .

I Journalistens long-read er der også en snak med min kollega – ad flere omgange – Rolf Ask Clausen om, hvordan han var med til at starte Nyhedsmagasinet Ingeniørens debatforum i 1995 (et forum jeg styrede i perioden 2003 – 2006) , mens min gode bekendte , Astrid Haug fortæller om sit arbejde som Berlingskes første community manager i 2010.

Derudover er der lidt om Computerworld (min arbejdsplads fra 1999 – 2003 ) forsøg i 2007 på 3D-universet Second Life, som jeg bl.a. beskrev den gang. I artiklen fortæller daværende chefredaktør Mikael R. Lindholm om forsøget med at oprette en redaktion der.

Læs mere

Relaterede indlæg